Guide: Her er Byens Bedste Nye Restauranter 2019

Det er ikke svært at finde fem nye restauranter i København, for de popper op i ét væk. Spørgsmålet er, hvilke man ikke må snyde sig selv for at besøge.

.
Der er ikke kun fisk på The Pescatarian. Her jordskokker med trøffel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Her de fem nye restauranter, som vi er særligt begejstrede for – men hvilken skal løbe med prisen Byens Bedste Nye Restaurant? Alle i denne guide var nomineret i kategorien Byens Bedste Nye Restaurant 2019.


Alouette

Gemt på førstesalen i et baghus på Island Brygge finder man denne smukke, unikt indrettede restaurant med et knivskarpt moderne køkken.  Underboen, KBH Møbelsnedkeri, står for såvel møbler som de flotte gulve i den lyse spisesal, hvor lyset vælter ind fra den glasoverdækkede karnap. Køkkenet tegnes af indehaver Nick Curtin, som tidligere har været Mads Refslunds højre hånd på ACME i New York, mens Curtins kone og medindehaver, Camilla Hansen, tager imod gæsterne.

Restaurant Alouette på Islands Brygge er lidt hemmelig – men i den grad et besøg værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Pescatarian

Det er moderne at være fisketar, men faktisk er denne ambitiøse restaurants vegetarmenu endnu bedre end fiskemenuen. Ejerskabet på The Pescatarian er det samme som på Marv og Ben i Snaregade, mens Jesper Steffen styrer gryderne. Steffen har tidligere stået i køkkenet på étstjernede Studio, som i en årrække havde Noma-veteranen Torsten Vildgaard som chef, hvilket man mærker klart på Pescatarians køkken. Maden er højt elaboreret som på en rigtig fuldblods gourmetrestaurant, men priserne er ikke desto mindre særdeles rimelige.

Tigermom

Magasinet Newsweek har udråbt Lisa Lov til at være én af fem kokke, som alverdens foodies skal holde øje med. Det lever hendes restaurant, Tigermom, til fulde op til. Her er fuld chilistyrke på, når hun kokkererer i Ryesgade, og menuen består af et eklektisk mix af retter, der trækker i alle hjørner af det østasiatiske og afspejler både Lisa Lovs kinesisk-cambodianske baggrund, tiden på en thailandsk restaurant samt hendes ophold i både Japan og Singapore. Og så selvfølgelig det meget høje (økologiske) råvareniveau fra tiden på Relæ.

Der er fuld knald på chilien på Tigermom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Petra Kleis.

Salon

Legendariske Røde Claus fra Gl. Mønt overtog sidste år Le Sommeliers lokaler i Bredgade, hvorfra de franske klassikere nu strømmer fra det store Molteni-komfur, som nu står midt i den store restaurant, der har gennemgået en gennemgribende renovering, siden Le Sommelier lukkede. Ikke bare komfuret, men også de gamle kendinge fra kortet. For eksempel er »Hvalen«, der består af butterdejsindbagt pighvar med spinat og hummersauce, rykket med til Bredgade, og det gælder selvfølgelig også Røde Claus’ kærlighed til kunsten: Som det var tilfældet med Gl. Mønt, fungerer også Salon som galleri.

Legendariske Røde Claus fra Gl. Mønt overtog i det forgangne år Le Sommeliers lokaler i Bredgade, hvor Salon nu excellerer i franske klassikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Roxie

Kadeau-drengene indtog i det forgangne år restauranten i det nye designerhotel Hotel Herman K, og vellykket, moderne bistronomi har siden flydt fra køkkenet. Trods sin unge alder virker køkkenchefen, den kun 25-årige Anika Madsen (med en fortid på bl.a. formel B og på Kadeau-familiens nu nedlagte restaurant Eldorado), og hendes 23-årige souschef, Emil Rodam, fuldt flyvefærdige, og det bornholmske mindset tilsat lidt newyorker-stemning fra de internationale hotelgæster gør Roxie til Kadeaus funky og frække lillesøster.

Restaurant Roxie er rykket ind i det nye Hotel Herman K. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.