Warnøes nye formand: »Første gang jeg skal retfærdiggøre, at en Rainmaker rejser businessclass«

Dyre rejser på businessclass er et nyt punkt på tidligere »Løvens Hule«-stjerne Peter Warnøes synderegister, som også omfatter bilagsrod og ulovlige aktionærlån. Ifølge Warnøes direktørkontrakt er luksusrejserne ikke tilladt.

Serieiværksætter Peter Warnøe er kommet i problemer på grund af bilagsrod og ulovlige aktionærlån Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

En ny sag er poppet op i Peter Warnøes synderegister. Warnøe, der er kendt som tidligere stjerne i TV-programmet »Løvens Hule«, kæmper i forvejen med bilagsrod og ulovlige aktionærlån, men nu viser det sig, at han også har fløjet verden rundt på businessclass, selv om det ikke er tilladt i forhold til hans direktørkontrakt med administrationsselskabet i venturefonden Nordic Eye.

Sagen om Peter Warnøes luksusrejser var oppe at vende på et stormfuldt investormøde på Hellerup Park Hotel kort før jul, hvor Peter Warnøe og hans tro væbner og partner i Nordic Eye Management, Michael Tandrup, forsøgte at tale de mange fremmødte investorer til ro.

Investormødet blev afholdt i lyset af, at flere tunge erhvervsprofiler som SAS-formand Carsten Dilling og PFA-næstformand Niels Ulrik Moustsen har forladt deres hidtidige poster i venturefondens investor board og administrationsselskabets bestyrelse oven på afsløringerne af Warnøes uregelmæssigheder. Men utilfredheden med Warnøes luksusrejser murrer fortsat, lyder det fra investorer, som Berlingske har talt med, men som ikke ønsker at stå frem.

Gudsbenådet dealmaker

Dagen før investormødet 19. december blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Nordic Eye Management, som administrerer og investerer de godt 350 mio. kroner, som 170 investorer har puttet i Nordic Eye-venturefonden. Her blev der valgt en ny bestyrelsesformand, tidligere Mærsk-mand og Singapore-baserede Niklas Holck, som afløser Hans Henrik Klovborg, der har trukket sig på grund af Peter Warnøes roderi. Niklas Holck er søn af en anden af Nordic Eyes investorer Jørgen Holck, som i december stod frem og kaldte Peter Warnøe for »en gudsbenådet dealmaker«.

Ifølge Niklas Holck blev sagen om Warnøes luksusrejser rejst på investormødet af den afgåede formand, registreret revisor og CFO i Michael Henriksen Holding (største investor i Nordic Eye, red.) Hans Henrik Klovborg. Dette vil Klovborg dog ikke bekræfte over for Berlingske. Niklas Holck forklarer i en e-mail til Berlingske:

»Businessclass-emnet blev rejst af tidligere formand Hans Henrik Klovborg til investormødet 19. december for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet. Det har været almindeligt kendt, at Peter har rejst businessclass siden fondens start, og det er sket efter mundtlig aftale med formændene. Det er der flere gode grunde til,« skriver Niklas Holck.

Uforsvarligt at møde træt op

»Peter har en kolossal rejseaktivitet, også henover weekender og helligdage, og han tager ofte direkte til vigtige møder efter mange timer i luften. Businessclass giver ham også fleksibilitet til at kunne holde de nødvendige møder, som ikke alle er fastsat på forhånd, og ofte bliver frem- eller udskudt med kort varsel,« skriver formanden og tilføjer:

»Faktisk ville det være helt uforsvarligt at have ledende medarbejdere til at møde trætte op til forhandlinger i millionklassen for at spare få tusinde kroner på en flybillet. Så hverken Hans Henrik eller jeg ser det som et problem – og det er både som formænd og investorer. Hos Nordic Eye er vi pragmatiske og tænker på, hvordan vi skaber mest værdi for investorerne,« skriver Niklas Holck.

Det er dog ikke alle Peter Warnøes rejser, som er lige anstrengende. I marts 2018 lagde Warnøe et foto af sin datters og sin egen businessclass-kabine på Instagram med følgende tekst:

»(Datterens navn, red.) and I on our Way til LA. (emoji af det amerikanske flag, red.) A few meetings for Nordic Eye and 5 days with (navnene på Warnøes to døtre, red.).«

Vil ikke bekræfte

Hans Henrik Klovborg ønsker ikke at bekræfte Niklas Holcks udlægning.

»Jeg må ikke referere fra mødet og/eller på interne anliggender jævnfør vor LPA, så jeg må henvise til Nordic Eye,« skriver han i en SMS til Berlingske.

LPA står for Limited Partnership Agreement, der er det aftalegrundlag for Nordic Eye K/S, som alle investorer tiltræder.

Niklas Holck vil nu formulere en rejsepolitik for Nordic Eye Management.

»For at undgå fremtidige misforståelser har jeg til hensigt at formulere en rejsepolitik – men lige nu har vi mere presserende emner at tage fat i,« skriver han og tilføjer:

»I øvrigt er det første gang jeg erfarer, at man bliver bedt om at retfærdiggøre, at en Rainmaker (en person i en virksomhed med særlige evner til at tiltrække investorer eller penge, red.) som Peter rejser businessclass.«

Peter Warnøe har ikke besvaret Berlingskes henvendelse.