Hovedpersonerne i venturefonden Nordic Eye – rigmand og forfatter Lars Tvede på den ene side og den nordsjællandske erhvervsmand Peter Warnøe på den anden – ligger på fjerde måned i celebert slagsmål. Warnøe har siden september været under hård beskydning fra Tvede, som anklager ham for uretmæssigt at hive penge ud af deres fælles selskab. Warnøe beskylder til gengæld Tvede for at forsøge at overtage kontrollen med den succesfulde venturefond.

Tvede og Warnøe har i årevis været venner og forretningspartnere. De har stået på ski sammen og var indtil for nylig i gang med at skrive en samtalebog. Men det er slut nu. Lars Tvede beskylder nemlig Peter Warnøe for at have udbetalt udbytte til sig selv for næsen af Tvede i deres fælles investeringsselskab Nordic Eye Invest.