Staten scorer på fusionen af DONG og Elsam

Finansministerens ønske om at få så mange penge i kassen som muligt synes at være det eneste vægtige argument bag fusionen mellem DONG og Elsam.

AFHÆNGIGHED: Det er vanskeligt at se perspektiverne i fusionen mellem DONG og Elsam. Altså med mindre man bliver ejer af det store, danske energiselskab. Og det bliver staten med mere end halvdelen af aktiekapitalen.

Med planerne om at børsnotere selskabet og hæve en del af gevinsten er det for staten langt mere attraktivt at sælge aktier i et DONG/Elsam end bare et DONG alene. Det vil have en betydeligt mere fintmasket distribution til kunderne end DONG. Og værdierne ligger netop i distribution og eksisterende kundekontakter.

I sidste ende handler denne fusion altså mest om, at finansminister Thor Pedersen gerne vil have nogle penge i (stats)kassen. Og han vil selvfølgelig gerne have så mange kroner ud af salget som overhovedet muligt.

Til gengæld er der mange gode grunde til, at denne fusion burde forhindres. Med staten som stor medejer af det dominerende, hjemlige energiselskab og med store finansielle interesser på spil vil staten næppe arbejde aktivt på at fremme konkurrencen på energimarkedet - hverken for naturgas eller på elmarkedet.

Staten vil som reguleringsmyndighed have det afgørende ord, når der skal tages stilling til nye initiativer, som kan skabe reel konkurrence, for det er der ikke. Disse markeder er formelt liberaliseret, men reelt er der lang vej igen.

Vil staten optræde som uafhængig reguleringsmyndighed for at fremme konkurrencen, når det samtidig vil gøre det vanskeligere for DONG/Elsam at tjene penge - med faldende børskurser til følge? Næppe.KONKURRENCE: Vi behøver ikke at gå mange år tilbage for at finde fortilfælde: Da staten var medejer af TeleDanmark - det nuværende TDC - var det så som så med den reelle vilje til at skabe konkurrence. I virkeligheden er konkurrencen på telemarkedet først for alvor begyndt at virke inden for de seneste to-tre år. Og på udvalgte delmarkeder er der tilsyneladende stadig store problemer.

Problemet bliver ikke mindre, hvis DONG/Elsam lægger billet ind på at overtage Københavns Energi og kontrollen over produktionsselskabet Energi E2. Det kan hæmme konkurrencen voldsomt i en overgangsperiode. En sådan fusion vil konkurrencemyndighederne næppe godkende. Altså med mindre at Konkurrencestyrelsen (som er underlagt økonomi- og erhvervsministeren) synes, det er en god idé.

KAPACITET: Allerede nu bør myndighederne udarbejde en handlingsplan for at skabe bedre konkurrence på det hjemlige energimarked. Hvor mange mindre virksomheder og private husstande køber eksempelvis el andre steder end der, hvor de altid har købt det? Og hvad er mulighederne for at købe store mængder billig el i Sverige, Norge og Tyskland, når kablerne er delvist optaget og i øvrigt med meget begrænset kapacitet? Eksempelvis kunne man starte med at udbygge kabelkapaciteten til udlandet, så forbrugerne altid kan få strømmen billigst muligt. Og hvis vi først er en del af det store, integrerede og effektive nordeuropæiske energimarked, er det fuldstændig lige meget, om selskabet har tyske, svenske eller danske ejere.

At der nødvendigvis skal være danske ejere bag de danske energiselskaber, er en håbløst forældet og romantisk måde at se tingene på. Og med tiden ender det nye danske energiselskab naturligvis på udenlandske hænder alligevel. Men først skal vi altså lige overvære et mellemspil, hvor staten og nogle jyske kommuner skal hæve gevinsten ved at pakke »produktet« ind. Hvem mon kommer til at betale?