Helikopterpiloternes konflikt udsat

Efter langvarige forhandlinger i Forligsinstitutionen i København natten til tirsdag blev parterne enige om, at en truende pilotkonflikt tidligst kan træde i kraft torsdag kl. 09.

I mellemtiden fortsætter drøftelserne mellem arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, AHTS, og piloternes organisation, oplyser AHTS.

Konflikten var ellers varslet til at træde i kraft tirsdag morgen.

Hvis konflikten bryder ud på torsdag, vil den ramme transport af ansatte til og fra boreplatformene i Nordsøen. Piloterne er trætte af lange arbejdsdage og kræver arbejdstidsreglerne lavet om. De synes også, at deres løn er for lille.

Konfliktvarslet omfatter 18 af en gruppe på 22 piloter, som flyver frem og tilbage mellem boreplatformene for firmaet CHC Danmark.

/ritzau/