Endnu en svensk storbank får milliardbøde for hvidvaskmistanke

For anden gang på få måneder må en svensk storbank betale milliardbøde for brud på hvidvaskreglerne i en baltisk datterfilial. Denne gang er det SEB, der må til lommerne.

SEBs grønne flag vajer foran filialen i Tallinn i Estland. Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu en nordisk storbank får milliardbøde for brud på hvidvaskreglerne. Og endnu engang er årsagen mistænkelige forhold i en baltisk filial.

Denne gang er det finanskoncernen SEB, der må betale en milliard svenske kroner – svarende til 700 millioner danske kroner – i bøde for problemer med hvidvaskkontrollen i bankens filialer i Estland, Letland og Litauen.

»Finansinspektionens (det svenske finanstilsyn, red.) undersøgelse viser, at SEBs datterselskaber i Baltikum har været udsat for forhøjet risiko for hvidvask,« skriver Finansinspektionen i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen peger blandt andet på, at »kunder med højere risiko for hvidvask har stået for en betydelig del af datterbankernes forretningsvolumer og transaktioner,« konstateres det i afgørelsen, hvor det også fastslås, at »banken ikke har levet op til de krav, som loven stiller.«

Blandt andet har banken ikke haft styr på, hvem der var de egentlige ejere af en lang række selskaber med konti i banken, hvilket hvidvaskloven kræver.

»På trods af den forhøjede risiko for hvidvask i Baltikum har banken reageret for utilstrækkeligt og for sent,« siger Finansinspektionens generaldirektør Erik Thedéen i pressemeddelelsen.

Tråde til Danske Bank

Tidligere i år fik konkurrenten Swedbank en rekordbøde på 2,7 milliarder danske kroner – 4 milliarder svenske kroner – for lignende forhold: Banken havde ladet mistænkelige selskaber med tråde til blandt andet russiske oligarker sende milliarder gennem konti i banken.

Begge sager har tråde til Danske Banks hvidvasksag, der blev afdækket af Berlingske over en årrække. Bankens estiske filial lod tusindvis af mistænkelige kunder sende 1.500 milliarder kroner gennem konti i banken – en stor del var ifølge bankens egne advokater »mistænkelige«.

I Finansinspektionens redegørelse trækkes flere paralleller til Danske Bank-sagen:

Det fremgår blandt andet, at SEB undervejs i Danske Bank-sagen undersøgte transaktioner mellem kunder i Danske Banks estiske filial og SEBs baltiske filialer. Desuden peger Finansinspektionen på at medieomtalen af Danske Bank-sagen i 2017 burde have været en af mange klare advarsler for den svenske bankledelse.

»SEB medgiver, at der har været indikationer på hvidvaskrisiko i den baltiske region«, skriver Finansinspektionen.

Danske Bank er sigtet for brud på hvidvaskloven, og sagen efterforskes fortsat af både de danske, estiske, amerikanske og franske myndigheder.

SEBs mistænkelige kunder kom i søgelyset sidste år, da de svenske medier TT og SVT bragte en større historie om bankens baltiske filialer. Berlingske kunne allerede i 2017 fortælle om mistænkelige transaktioner til flere svenske banker, herunder SEB.