Efter afsløringer i Berlingske: Berygtet finanskrisespekulant er taget under personlig konkurs – igen

Ejendomsspekulanten Kenneth Schwartz Thomsen har på det seneste været del af et betændt netværk, der køber og sælger faldefærdige ejendomme. Han blev for 13 år siden erklæret personlig konkurs. Nu rammer en ny konkurssag.

Den dengang 35-årige ejendomsspekulant Kenneth Schwartz Thomsen var en tur Sø- og Handelsretten i 2008. Nu har en kreditor begæret ham konkurs på ny. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Carlsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af finanskrisens hovedpersoner, Kenneth Schwartz Thomsen, er taget under personlig konkurs.

Det fremgår af en meddelelse på Statstidende.

Kenneth Schwartz Thomsen er i forvejen personligt konkurs efter en dom i retten i 2008. Men der er altså intet i vejen for, at man gentagne gange kan gå konkurs, hvis der bliver rejst nye pengekrav mod en.

Og det er netop, hvad der er sket i denne sag. Kurator Cathrine Wollenberg Zittan fra Kammeradvokaten oplyser, at en kreditor har begæret ejendomsspekulanten konkurs. Det skyldes »en blanding« af både nye og ældre krav mod Kenneth Schwartz Thomsen.

Det er sparsomt, hvad Kammeradvokaten – statens primære advokat – derudover kan oplyse i sagen, da den er meget ny.

Konkursbegæringen kommer dog efter en række afsløringer i Berlingske om, hvordan ejendomsspekulanten igen er aktiv på ejendomsmarkedet.

Faldefærdige ejendomme i hele landet

Da Kenneth Schwartz Thomsen som bare 35-årig forlod Sø- og Handelsretten med en konkurs i hånden for 13 år siden erklærede han, at han var »færdig som popsanger«.

Op til finanskrisen byggede Kenneth Schwartz Thomsen og et berygtet, uformelt netværk af ejendomsspekulanter luftkasteller ved at handle ejendomme kunstigt op i pris. De optog enorme banklån, og da ejendomsmarkedet faldt sammen, kunne de oppustede ejendomme slet ikke indbringe den værdi, de var blevet belånt for.

Med et lån på godt 900 millioner kroner i hedengangne Roskilde Bank var Kenneth Schwartz Thomsen bankens største kunde og dermed kraftigt medvirkende til bankens kollaps i 2008. Herfra blev finanskrisen i Danmark for alvor skudt i gang.

Siden har han forsøgt at leve en diskret tilværelse. Men Berlingske har gennem det seneste halvandet år beskrevet, hvordan Kenneth Schwartz Thomsen igen spiller en central rolle i et netværk, der tilsammen havde opkøbt 83 overvejende faldefærdige ejendomme og videresolgt dem internt i et netværk – ofte til overpris.

Berlingske har desuden beskrevet, hvordan tre højtstående skatteadvokater fra det store aarhusianske advokathus TVC har et privat samarbejde med finanskrisespekulanten. Gennem en privat ejendomskoncern havde advokaterne købt 30 huse af netværket, mens de også har overført store pengesummer fra deres egne selskaber til en håndværkervirksomhed ledet af Kenneth Schwartz Thomsen.

Et afrikansk diamantselskab

Senest er TVC-advokaterne, der blandt andre tæller den fremtrædende skatteadvokat Torben Bagge, blevet kædet sammen med et afrikansk diamantselskab i Sierra Leone, der ifølge en låneaftale ville udlåne 1,4 millioner dollar, som skulle gå til advokaternes private ejendomsselskab i Danmark.

Det omtalte diamantselskab har adresse på denne vej. Her burde man kunne træffe direktøren i et sierraleonsk diamantselskab. I stedet opholder en lokal familie sig på adressen i et halvfærdigt hus uden el og rindende vand. De kender intet til noget diamantselskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ibrahim John Kamara.

Selv har advokaterne afvist kendskab til låneaftalen og sagt, at en sådan slet ikke kan lade sig gøre.

Kammeradvokaten kan hverken be- eller afkræfte, hvorvidt den nye konkurssag mod Kenneth Schwartz Thomsen er relateret til forhold beskrevet i Berlingskes artikler.

Konkursbegæringen er indgivet ved Skifteretten i Svendborg, idet Kenneth Schwartz Thomsen har registreret sin adresse på en ejendom i denne retskreds. Ejendommen er købt på tvangsauktion af Investeringsselskabet Mercur, der er ledet af Kenneth Schwartz Thomsen og ejet af hans far.

I februar i år blev Kenneth Schwartz Thomsen dømt til at tilbagebetale over en halv milliard kroner til det statslige selskab, som overtog Roskilde Bank efter krakket i 2008. I retten blev han repræsenteret af en af TVC-advokaterne.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Kenneth Schwartz Thomsen om den nye konkurssag.