Hvis Linda Larsen har været på Lolland og Falster og beset sine 17 ejendomme, vil hun vide, at beplantningen er groet op gennem gulvet i en udestue, at afføringen fra et stort dyr er efterladt i en entré, og at en postkasse er fyldt med breve fra lollandske forsyningsselskaber.
De fleste af ejendommene er ubeboet, men hun vil måske have erfaret, at flere af husenes nuværende og tidligere lejere har psykiatriske diagnoser, misbrugsproblemer og beskytter sig selv mod verdens indtrængen gennem aggressive kamphunde med blottede tænder. Hun ville måske have hørt, at skimmelsvampen jagede en højgravid tidligere lejer ud af hendes hjem lige inden fødslen.