Business-update: Magasin klar til øget onlinesalg med tyskere i ryggen

Berlingskes business-redaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Magasin du Nord fik i maj nye tyske ejere, og de har nu indsat ny administrerende direktør. Han fremhæver, at med de nye ejere bliver det ikke mindst på det digitale område, at der skal ske et øget salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til ugens første business-update.

Vi giver et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde din fyraften. Vi skal forbi nyt om sommerhusmarkedet, og vi skal høre om en ny topchef hos Magasin du Nord. Men vi starter med forsyningskrisen, som nu har fået Skoda til at lukke virksomhedens fabrikker i to uger på grund af mangel på mikrochips. Men det er et problem, som langt fra kun rammer Skoda. Det understreger Dansk Industri (DI).

»Der er en verdensomspændende mangel på mikrochips, som rammer mange virksomheders produktion, siger Allan Sørensen, cheføkonom i DI:

»Manglen på mikrochips har også for alvor ramt produktionen i Danmark. Blandt vores medlemmer er det 75 procent af dem, der bruger mikrochips, som også akut står og mangler dem. Problemet er blot blevet større hen over sommeren.«

Han fremhæver, at i juni var det 65 procent af dem, der bruger mikrochips, som også mangler dem, mens dette steg til 75 procent i september. Det giver et stop i produktionen, hvilket forlænger virksomhedernes leveringstider og fører til en dårligere bundlinje.

»Manglen på materialer rammer virksomhederne på indtjeningen. De har fabrikker, der går i stå, fordi de ikke kan skaffe mikrochips og andre dele til produktionen. Dermed har de et stort produktionsapparat, som kan ende med at stå stille, og det koster mange penge,« siger Allan Sørensen.

Magasin får ny direktør og er klar til vækst

Nu skal der mere gang i den danske detailvirksomhed Magasin du Nord. Virksomheden blev i maj overtaget af tyske Peek & Cloppenburg, og de nye ejere har netop udnævnt den hidtidige finansdirektør Peter Fabricius til administrerende direktør. Det skriver finans.dk.

Magasin har siden 2009 været ejet af den britiske detailkoncern Debenhams, men den koncern er kollapset. Derfor har de nye tyske ejere ryddet op med ny bestyrelse og en ny topchef.

Over for finans.dk lægger Peter Fabricius ikke skjul på, at det med de nye ejere i høj grad vil være inden for det digitale, at der skal ske en vækst.

»Vi kan med de ny ejere ekspandere på en række områder – ikke mindst det digitale, hvor vi skal kombinere salgskanalerne og komme endnu hurtigere i mål,« siger Peter Fabricius.

Han lægger blandt andet op til, at der kommer en international satsning på det digitale, hvor Magasin allerede har salg i de andre skandinaviske lande. Men det skal styrkes.

Det digitale salg udgør omkring 22 procent af omsætningen hos Magasin.

Prisen på sommerhuse dykker

Corona satte fuld gang i det danske boligmarked og ikke mindst i salget af sommerhuse. Det fik priserne på sommerhuse til at stryge i vejret, men nu er udviklingen vendt. Nye tal viser, at i august og september er priserne på sommerhuse samlet faldet med 1,2 procent. Det skriver borsen.dk.

Cheføkonom hos Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, siger, at det enorme tempo på sommerhusmarkedet er aftaget markant. Han mener, at det er for tidligt at sige, om priserne har en tendens til at falde.

Over for borsen.dk fremhæver boligøkonom og cheføkonom hos Nykredit, Mira Lie Nielsen, at der vil komme nogle år, hvor priserne kommer til at ligge fladt og formentligt vil dykke lidt. Men der vil blive tale om et moderat fald, der ikke vil fjerne hele den stigning, der har været under corona, mener hun.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Er bitcoin på vej til din pensionsopsparing?

Den digitale kryptovaluta bitcoin står foran en ny landvinding i kampen for at blive en bredt accepteret valuta, når den første bitcoin-ETF – måske – går i luften. Hvis det bliver en realitet, betyder det, at du måske snart kan få bitcoin med i din danske pensionsinvestering. Det har fået prisen på en bitcoin til at stige til det højeste niveau siden maj. Læs historien her.

2. Grønt lys til trafiklyset: Tysklands »fremtidsregering« står på spring

I Tyskland har Socialdemokratiet, De Grønne og det liberale FDP fremlagt et forståelsespapir, der skal danne udgangspunkt for de faktiske regeringsforhandlinger. Det er et omfattende og ambitiøst program for en omskabelse af det tyske samfund og økonomien. Mange elementer er sød musik i danske ører. Læs analysen her.

3. Nu betaler SOS International millioner for kviktestskandale

I januar vandt virksomheden SOS International opgaven med at kvikteste næsten hele Danmark. En aftale, der kunne være blevet milliarder værd. Men de blev fyret efter blot en uge – og det blev dyrt. Læs historien her.

4. Hyl og hvin og fast forvalg brød Danmarks telemonopol

For 25 år siden forsvandt TDCs eneret på telemarkedet. »Bedst og billigst« blev mantraet, da politikerne åbnede for konkurrence, og et kvart århundrede senere fik sendt Danmark helt til tops i verdenseliten. Alligevel er der stadig nogle hår i suppen. Læs historien her.

5. Disse boligejere får dobbelt op på opsparingen for tiden

To bølger på de finansielle markeder og i økonomien giver tusindvis af boligejere dobbelt op på den opsparing, der ligger i friværdien i deres boliger. I de mest begunstigede husstande er friværdien vokset med mere end 122.000 kroner om måneden. Læs historien her.