Hviiiiiiiiiiiiiiiin – hyyyyyyyyyyyyyyyyl.

Internetmodemet ringer op for at få forbindelse med en hastighed på 64 kilobit i sekundet, så skærmbilledet opdateres linje for linje ligesom papiret i en telefax. Dut, dut, dut melder telefonen, for nu er telefonlinjen optaget. Og mange taster 1001 eller 1010 foran det almindelige telefonnummer, for så kan de få forbindelse til lavere pris.

Det er kun 25 år siden, men sådan var det, da Danmark i 1996 opgav at opretholde et statsligt telemonopol og slap de frie kræfter løs.

I dag ligger Danmark i verdenseliten, når det gælder udbredelsen af internetforbindelser med høje hastigheder og digitale muligheder. Samtidig ligger mobilpriserne på et niveau, som i udlandet med bæven omtales som »den danske syge«.

»Bedst og billigst« til danskerne

Det er i 1996 – et år før Berlingske.dk åbner i november 1997 – at den berygtede busterminal lander på Rådhuspladsen, at skibsværftet Burmeister & Wain efter 153 års virke går konkurs, at statsministeren gennem allerede tre år hedder Poul Nyrup Rasmussen, og at Bjarne Riis vinder Tour de France.

Det er også i 1996, at prins Charles og prinsesse Diana bliver skilt, at Frankrigs præsident Mitterrand dør, og at danskerne i fællesskab kan elske at hade Tele Danmark, for Tele Danmark er det eneste sted, hvor man kan købe et telefonabonnement.

I 1996 havde 3,25 millioner danske husstande en fastnettelefon – i dag er det 812.000. I 1996 var der 1,3 millioner mobilabonnementer mod i dag otte millioner, og for 25 år siden var det 12 procent af danskerne, der brugte internettet i gennemsnit to timer om ugen.

»Bedst og billigst« lød mantraet, da det daværende Tele Danmarks monopol blev ophævet. Telekæmpen mistede sin eneret og skulle give konkurrenter adgang til fastnettet, som dengang var det allervigtigste telefonnet, samtidig med at Tele Danmark fik pligt til at forsyne enhver adresse i Danmark med en fastnetlinje til præcis samme pris overalt. Det skete halvandet år, før det daværende EF krævede monopolerne fjernet.

De svenske teleselskaber Tele2 og Telia, hvor sidstnævnte var åbnet i Danmark året forinden, greb handsken, og med forvalgsnumrene 1001 eller 1010 foran det normale telefonnummer var man nu ikke længere fastnetkunde hos Tele Danmark, men hos henholdsvis Tele2 og Telia.

Året før var finansmanden Klaus Riskær Pedersen begyndt at sælge internetforbindelser over fastnetlinjen gennem sit selskab Cybercity, som i 2000 bliver solgt for en halv milliard kroner.

Det begyndte med, at man selv kunne vælge fastnettelefon...

»Overordnet er det gået rigtigt, rigtigt fint – selv om man altid kan finde hår i suppen – og det har været enormt spændende og meget givende at have været en del af. Men det har været en glidende overgang med rigtigt mange datoer, for liberaliseringen var under opsejling i meget lang tid,« siger Jørgen Abild Andersen, der i 2013 gik på pension efter gennem 40 år – de seneste mange som teledirektør – at have været med til at lægge grundstenene for dagens telemarked og telepolitik.

Allerede sidst i 1980erne kunne danskerne for første gang købe en (fastnet)telefon og et omstillingsanlæg fra forskellige leverandører.

»Indtil da kunne man købe en hvilken som helst telefon, man ønskede ... bare den var fra KTAS, var grå og af mærket Ericsson. Den liberalisering startede det hele,« ler Jørgen Abild Andersen.

Det var med daværende forskningsminister Frank Jensen (S) ved rorpinden, at det helt store gennembrud kom.

»Han er nok den minister, der har betydet allermest for udviklingen af teleområdet i Danmark, og han stod fadder til den store liberalisering i 1996. Han tog initiativ til, at danskerne skulle have verdens bedste og billigste teleydelser. Det var et enkelt slogan, men en markant politisk udmelding var kanongod. Med punchlinen om »bedst og billigst« gennem »fri og reel konkurrence« slog man fast, at det lovbestemte monopol ikke blot skulle erstattes med et de facto-monopol bagefter,« forklarer Jørgen Abild Andersen.

Milliardinvesteringer hvert eneste år

Og det virkede, oplyser teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, som rådgiver teleselskaber verden over, og som har fulgt telemarkedet i tre årtier.

»Danmark har været heldig, fordi en række teleselskaber – norske, svenske og franske – har investeret ufatteligt mange penge uden at blive de store succeser, og fordi en række elselskaber væltede sig i penge og begyndte at investere i fibernet, så der kom alternativ infrastruktur. Den daværende telestyrelses succes lå i, at man gennem temmelig mange år havde en hænderne væk-tilgang, hvor strategien var, at markedet skulle klare sig selv med minimal regulatorisk indblanding, mens politikerne holdt sig langt væk. Slutresultatet skal danskerne være tilfredse med: gode produkter og lave priser,« mener John Strand.

I 2020 investerede tele- og internetselskaber i Danmark over ti milliarder kroner i især at udbygge mobile og faste net i hele landet. Det er rekord, og 2021 kan slå rekorden, båret af skiftet til den nye og meget hurtigere 5G-mobilteknologi samt en voldsom og – på grund af det store gravearbejde – dyr udbygning af de mange fibernet, som kan levere både tv, internet og telefoni og anses for fremtidens faste netteknologi.

»Den meget forudsigelige telepolitik uden hastige ændringer er afgørende, for teleselskaber arbejder med store, langsigtede investeringer. Vores succes ligger desuden i kravet om teknologineutralitet – at én teknologi som mobilnet, fibernet, kabel-tv-net m.m. ikke prioriteres frem for nogen anden,« siger John Strand.

I 1999 enedes et meget bredt flertal i Folketinget om et teleforlig – den politiske aftale, der af alle har holdt længst, nemlig helt til 2018, hvor et nyt forlig tog samtlige partier i Folketinget med. Det blev slået fast med syvtommersøm, at teleudviklingen i Danmark skal være teknologineutral og markedsbaseret – altså ingen statsstøtte til at sikre alle danskere ordentlige forbindelser.

Det gik helt galt på Bornholm

Det er kun gået rigtigt galt én gang, nemlig da et bredt flertal i 2014 afsatte 60 millioner kroner til at slippe af med de elendige forbindelser på Bornholm – hvorpå alle selskaber undlod at investere dér, fordi de ikke kunne konkurrere med statsstøtten.

»Vi har lavet ulykker nok, for eksempel på Bornholm, hvor vi i vort hjertes godhed har villet hjælpe bornholmerne – hvorefter alt blev sat i stå,« forklarede daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) selvransagende et lille år senere.

I telebranchens organisation kalder Jakob Willer, der begyndte som fuldmægtig i Telestyrelsen i 1997 og siden 2010 har været direktør for Teleindustrien, liberaliseringen for »vellykket«.

»Den store vinder er forbrugerne. Telebranchen i Danmark er i dag i verdensklasse, og forbrugerne får en infrastruktur, en konkurrence og priser, som vi absolut godt kan være tjent med. Siden 1996 er der investeret tæt på 100 milliarder kroner i infrastruktur i Danmark,« siger Jakob Willer.

Man gik fra et monopol, hvor et enkelt selskab havde eneret på at forsyne danskerne med teletjenester, og inviterede nye selskaber til at investere, udbygge nettene og komme ud til forbrugerne.

»Der skal lyde en kæmpe ros for visionerne om at liberalisere markedet og telepolitikken med »bedst og billigst«, for man skal huske, at det er de langsigtede rammer og beslutninger fra dengang, som gør os førende i verden i dag. Det har nemlig stor betydning, hvilke rammer man giver en branche,« siger han.

Jørgen Abild Andersen understreger, at »selskaberne har været afhængige af stabilitet i den politiske verden, så de ikke ustandselig blev udsat for ændringer«, og han finder det rigtig vigtigt, at staten hurtigt besluttede at afvikle ejerskabet af Tele Danmark. Endnu i dag er de største teleselskaber i Sverige, Norge, Frankrig, Tyskland og Storbritannien delvis statsejede – Telenor i Norge med 53 procent og Telia i Sverige med 37,3 procent.

»Det skabte en helt unik udvikling med den bedste af alle verdener: Man fik virkelig sat skub i teleudviklingen til gavn for borgere, virksomheder og myndigheder og hentede samtidig en kæmpe gevist – nok 30 milliarder kroner – som sammen med auktioner over mobilfrekvenser har lagt 40 til 50 milliarder kroner i statskassen,« siger Jørgen Abild Andersen.

Hårene i suppen...

Og så var der lige hårene i suppen.

»Den statslige bredbåndspulje har jeg aldrig rigtig kunnet se fornuften i med den udformning, den har fået. Desuden burde regeringen lægge sig i selen for at lette mulighederne for at sætte master op – til fornuftige priser – til gavn for mobildækningen. Og så er logningsreglerne, som måske ovenikøbet er i strid med EU-regler, heller ikke til gavn for udviklingen på området. De pænt store omkostninger, som teleoperatørerne påføres i den forbindelse, kunne have været anvendt mere fornuftigt til investeringer i telenettet til gavn for borgere og virksomheder,« mener den mangeårige teledirektør.

Teleanalytiker John Strands vurdering flugter flere steder:

»I rigtig mange år har det været svært at sætte mobilmaster op mange steder, og dette er endnu ikke løst. Der er brug for konsolidering, men her har EU med Margrethe Vestager i spidsen afvist Telias og Telenors ønske om fusion. Mange kommuner har brugt ulovlig markedsføring og ulovlig støtte til bredbånd, og bredbåndspuljen har været en total fiasko, når man ser på, hvor få der har fået bedre forbindelser. Seneste problem er frygten for stigende internetpriser fra nytår, for selv om markedet har forhandlet sig til et prisniveau, mener myndighederne, at dette er for lavt og skal højere op,« siger John Strand.

I Teleindustrien er Jakob Willer ikke i tvivl om, hvad politikerne kunne give i jubilæumsgave:

»Der skal fokus på at rydde barrierer og byrder af vejen. Vi skal sikre, at alle i Danmark får adgang til højhastighedsforbindelser. Grave- og masteområdet skal forbedres, så alle danskere kommer med. Og så skal man ikke i hele spørgsmålet om logning pålægge branchen at bruge penge på at overvåge kunderne i stedet for at udbygge nettene,« siger han.

Og der er lige én ting mere:

»Vi skal have lige så visionære og modige politikere, der har blik for, at det handler om at skabe gode rammer for markedet og dets investeringer. Det har ført til en gedigen succes med nogle af verdens bedste og billigste teleydelser – helt som man ønskede sig det. Vi er meget tæt på at realisere visionen, selv om vi jo aldrig kommer i mål. For det spændende ved dette marked er, at målet hele tiden flytter sig. Derfor skal vi blive ved med at investere i og udvikle teknologier og forbedre tjenesterne,« siger Jakob Willer ... naturligvis over telefonen.