Business-Update: Kriseramt norsk flyselskab bremset på børsen i timer – stor nyhed på vej

Berlingskes businessredaktion guider dig til onsdagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Flyselskabet Norwegian har akut brug for penge, da den norske regering i sidste uge sagde nej til at komme med yderligere finansiel støtte. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

God eftermiddag!

Det er blevet den tid på dagen, hvor vi på Berlingskes businessredaktion vender nogle af de vigtigste dagsordener og historier.

Først i bunken af nyheder skal vi forbi en stor børsnyhed fra Norge.

1. Norwegian står stille på børsen – vigtig nyhed på vej

Handlen med aktierne i det kriseramte norske flyselskab Norwegian har onsdag eftermiddag været stoppet i flere timer. Det er sket, fordi det forventes, at selskabet vil komme med en vigtig meddelelse. Det er ikke klart, hvad det er, det norske flyselskab vil fortælle.

Flyselskabet befinder sig i en afgrundsdyb krise som følge af det omfattende coronaudbrud.

De 10.000 ansatte, der var i selskabet i februar, er i dag afskediget eller sendt hjem. Nu arbejder der blot 600 i det flyselskab, som engang var tæt på at blive Nordens største. De sidste medarbejdere kan muligvis også snart være fortid i det nødlidende selskab.

For godt en uge siden sagde den norske regering nej til at komme med flere penge til selskabet. Dermed kan Norwegians overlevelse hænge i en tynd tråd, da selskabet har akut brug for midler.

»Vi har på ingen måde givet op, men det er klart, at det er en utrolig svær opgave, som vi står over for,« sagde selskabets danske bestyrelsesformand Niels Smedegaaard til Berlingske i sidste uge.

2. Banken skal ringe, hvis du får negative renter

Du skal fremover have personlig besked fra din bank, hvis du bliver ramt af negative renter. Det har Finanstilsynet indskærpet over for landets pengeinstitutter, skriver erhvervsmediet Finans.

Det betyder helt konkret, at danskere, der bliver ramt af negative renter ikke selv skal bruge tid på at finde ud af det via bankernes hjemmesider.

Beskeden skal leveres direkte fra kundernes egen bank.

»Negative renter på opsparingen bliver et vilkår for flere og flere bankkunder. Skiftet til negative renter er en betydelig ændring af kundens aftale med banken, fordi kunden nu skal betale renter for sit indestående i stedet for at modtage dem,« siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor i en pressemeddelelse.

3. Den første vaccine er på vej

Medicinalgiganten Pfizer har fremlagt en endelig analyse, som viser, at selskabets vaccinekandidat kan bremse coronavirus i omkring 9,5 ud af ti tilfælde. Hvis vaccinen kommer igennem myndighedernes nåleøje, er den første effektive vaccine mod covid-19 ikke langt fra målstregen.

Pfizer meddeler, at selskabet inden for få dage vil ansøge de amerikanske myndigheder om at få vaccinen godkendt til såkaldt nødbrug.

Det amerikanske medicinalselskab kan ifølge egne prognoser nå at producere 50 millioner doser inden årets udgang og 1,3 milliarder doser i løbet af 2021.

Dermed er medicinalgiganten sandsynligvis tæt på at fuldende en mission, der kan komme til at påvirke livet for milliarder af mennesker over hele kloden.

Også biotekselskabet Moderna fremlagde for få dage siden en foreløbig analyse, der viste, at selskabets vaccinekandidat har en effektivitet på omkring 95 procent.

En effektivitet på mere 90 procent er et bemærkelsesværdigt højt tal, idet eksempelvis vacciner mod sæsoninfluenza typisk ligger i et leje på 50 til 60 procent, når det gælder effektivitet.

Fem skarpe bud på erhvervshistorier, du skal læse fra Berlingske

1. Hvorfor kan Mærsk tjene milliarder, mens andre lider under coronakrisen?

Milliarderne vælter ind i Mærsk, der i løbet af de seneste tre måneder har tjent dobbelt så meget, som selskabet gjorde i samme periode i det coronafrie 2019. Topchef Søren Skou forklarer her, hvordan det kan lade sig gøre.

Læs historien her

2. Trump i opsigtsvækkende nederlag i Senatet – flere af hans egne gik imod

Den amerikanske præsident, Donald Trump, fik endnu en kontroversiel kandidat til direktionen i den amerikanske centralbank afvist af sine egne partifæller i Senatet.

Læs historien her

3. Dansk forsikringskæmpe afgiver kæmpebud: Største finanshandel i over 20 år

Sammen med canadiske Intact har Tryg nu afgivet et bud på at købe det britiske forsikringsselskab RSA, der bl.a. ejer et af de største danske forsikringsselskaber, Codan.

Læs historien her

4. Verden kalder Danmark – en syndflod af udfordringer truer vores velstand. Er vi klar?

Danmark er blandt de lande i verden, der bedst har formået at udnytte de seneste årtiers stigende globale og regionale handel. Danmarks rammevilkår er i netop disse måneder og år under pres fra mange sider. Er vi som samfund tilstrækkeligt bevidst om verden omkring os? Og forstår vore politikere de mange udfordringer?

Læs historien her

5. Topadvokater blev stopfodret med konkursboer: Nu angriber de Konkurrencestyrelsen

Konkurrencestyrelsen vil gøre op med automatfodringen af domstoles faste konkursadvokater. Men advokater fra Danmarks største kontorer kalder styrelsens analyse »decideret misvisende« og fyldt med »decideret urigtige antagelser«.

Læs historien her