Dansk eksport satte sidste år atter ny rekord med hele 58 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det er dobbelt så meget som i 1980, og de permanente underskud på handels- og betalingsbalancen har de seneste par årtier bevæget sig til et stigende plus. Det viser noget om, hvor gode danske virksomheder har været til at udnytte den liberalisering af verdensøkonomien, der har fundet sted over de seneste fire årtier.
Flere end 800.000 danskere er nu direkte eller indirekte beskæftiget i eksporterhverv, som dermed er en vigtig bidragyder til den fælles kasse, der betaler for velfærdsstaten. Danskernes udenlandske formuer nåede sidste år op på 7.500 milliarder kroner. Det er i høj grad vores pensionsformuer, der trækker det læs.