Der er deadlines, og så er der Brexit-deadlines. Utallige er blevet overskredet, siden Storbritannien for mere end fire år siden stemte for at forlade EU. Men nu snerper det til. Om blot seks uger står Storbritannien til at forlade EU, og EUs virtuelle topmøde torsdag 19. november betragtes som sidste chance for at få en aftale på plads, hvis den også skal ratificeres af EU-parlamentet og medlemslandene inden årsskiftet. Måske, måske ikke.
Det er de samme spørgsmål, der bliver ved med at volde problemer: fiskeriet, hvor Danmark har store interesser, og en mekanisme for, hvordan man sikrer, at regler og standarder forbliver nogenlunde ens i fremtiden.