Tre uger er længe i coronaverdenen. Det var det i foråret, hvor tre uger udgjorde forskellen mellem at være på forkant og bagkant med smitteudbredelsen. Storbritannien var så decideret på bagkant – og prisen blev Europas hårdeste og længste nedlukning. Først 4. juli åbnede de britiske pubber.
Nu er tre uger tidsforskellen mellem den periode, hvor regeringen forsøgte at normalisere britisk økonomi og finanspolitik, og en katastrofeopbremsning og fornyede hårde restriktioner for at dæmme op for den anden smittebølge.