Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update, hvor der kan siges at være fredagsstemning i luften – efter at genåbningen er blevet fremrykket – og vejret vidner om, at foråret er ankommet.
Der er også forårs- og fredagsstemning på aktiemarkedet – globalt som nationalt – hvor vi her til eftermiddag blandt andet skal forbi en række aktierekorder. God fredag, god weekend og god læselyst.
Globale aktier rammer rekord – og Danmark er en (lille) del af fortællingen
Aktiemarkedet er højtflyvende. Fredag ramte det globale marked nye højder. Det skriver Bloomberg.
Det sker blandt andet som følge af stigninger på det amerikanske futuremarked og stærke kinesiske væksttal for første kvartal. MCSIs All Country World Index ramte således 702 dollar.
»I takt med den økonomiske genåbning i de kommende måneder tror vi, at bull-markedet forbliver på et solidt grundlag,« siger Mark Haefele, investeringschef for UBS Global Wealth Management, en af verdens største investeringsbanker.
Det danske OMX C25-indeks viser også stærke tal med en stigning torsdag på 0,76 procent til en pris på 1.719 kroner, hvor blandt andet Ambu med over seks procent og A.P. Møller - Mærsk, Danske Bank, Bavarian Nordic, Netcompany og Vestas viste fremgang på over to procent.
Tiltalt i udbytteskandalen sendt hjem uden løn fra topjob i børsnoteret amerikansk firma
En af de yderligere seks personer, der 14. april blev tiltalt af Bagmandspolitiet for milliardsvindel i udbyttesagen, har allerede samme dag mærket konsekvenser af sagen, selvom han nægter sig skyldig. Det skriver vores kolleger på Børsen.
Der er tale om den amerikanske Luke McGee, som sammen med sine to tidligere forretningspartnere Matthew Stein og Jerome Lhote er blevet tiltalt for at have brugt deres tyske bank, North Channel Bank, til at bedrage den danske statskasse for 1,1 milliarder kroner.
Luke McGee, der er meddirektør i det Nasdaq-noterede Adapthealth, som leverer medicinal- og sundhedsplejeprodukter til hjemmet, blev tirsdag sendt hjem uden løn. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse.
»Adapthealth Corp. erfarer, at de danske myndigheder har tiltalt co.-CEO Luke McGee for påstået skattesvindel baseret på visse tidligere private aktiviteter. Adapthealth har sendt hr. McGee hjem på ulønnet orlov fra sin rolle som co.-CEO og som direktør i firmaet, mens sagen pågår,« skriver bestyrelsen.
I den store udbyttesag er 12,7 milliarder kroner ulovligt blevet suget ud af statskassen fra 2012 til 2015 i sagen om refusion af udbytteskat.
Luke McGees danske forsvarer, Jan Schneider, ønsker ikke at bekræfte, at Luke McGee faktisk er hans klient.
Jesper Buch skulle have ny terrasse: Det førte til en investering, som »fandeme bare er god«
I fjor investerede Jesper Buch personligt i firmaet Treetops Trading. Nu har selskabet offentliggjort et regnskab med et fordoblet millionoverskud og en omsætning over 100 millioner kroner. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Ricki Kjeldsen, hovedejer af Treetops Trading, der handler med forskellige produkter inden for byggebranchen, troede ikke sine egne øjne, da en e-mail fra Løvens Hule-investoren Jesper Buch tikkede ind i hans indbakke.
Men den var god nok: Jesper Buch skulle have bygget en ny terrasse, og det skulle være af den komposit, som Ricki Kjeldsens virksomhed forhandler.
De aftalte at mødes, og det er siden endt med, at Jesper Buch har købt sig ind i virksomheden, som han nu ejer 19 procent af.
»Jeg siger altid, at jeg ikke investerer i produkter, men derimod i mennesker. De her mennesker i Treetops er nogle af de mest hårdtarbejdende, jeg har arbejdet sammen med, og det er en fornøjelse at følge. Det er en investering, som fandeme bare er god,« siger Jesper Buch til Finans.
Treetops 2020-regnskab beretter om et overskud efter skat på 6,8 millioner kroner, og omsætningen i første kvartal af 2021 lyder på 40 millioner.
Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business
1. Iværksættere vil give ejerskab til medarbejderne, men »uhyre komplekst« system spænder ben: »Det potentielle udbytte kan blive meget højt«
En række danske iværksættere og Dansk Erhverv vil have et bedre system til at udstede medarbejderaktier som del af aflønningen for visse medarbejdere. Det gør det nemmere at konkurrere om de dygtigste talenter og giver samtidig medejerskab. Men i dag er reglerne så komplicerede, at det dårligt kan svare sig, lyder kritikken. Venstre og Konservative deler ambitionen om en bedre ordning, og skatteminister Morten Bødskov (S) ser »gerne på ideer«.
Læs journalist Sebastian Perssons artikel her.
2. TDC truer med at lukke konkurrenter ude af kabel-tv-nettet
Der er nu åbent slagsmål mellem landets to største kabel-tv-udbydere. TDC kræver, at myndighederne tvangsåbner konkurrenten Stofas kabel-tv-net for konkurrenter, ligesom TDCs net er det.
TDC truer nu med at lukke konkurrenter ude fra en stor del af sit kabel-tv-net, medmindre Erhvervsstyrelsen tvinger TDCs nærmeste konkurrent, Stofa, til at åbne sit kabel-tv-net på samme vilkår.
Læs journalist Thomas Breinstrups artikel her.
3. Danskerne er stormet til frisørerne i den seneste uge – nu er et nyt »rebound af dimensioner på vej«
Et nyt forbrugsboom venter. En fuld genåbning vil give en gevinst på ti milliarder kroner om måneden, har Finansministeriet tidligere beregnet. Med den nye aftale er vi godt halvvejs til at få den fulde gevinst, mener cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, og understreger dermed, at der stadig er et stykke vej igen.
Læs journalist Frederik M. Juels artikel her.
4. HORESTA: Hvem bestiller bord for at komme på McDonald’s?
På onsdag – 21. april – får restaurationer og barer igen lov til at åbne, men for at komme ind skal du have gyldigt coronapas med dig samt en forudgående bordbestilling.
HORESTA, erhvervsorganisation for hotel- og restaurationsbranchen, ser især kravet om test ved indendørs servering som en udfordring, men også det nye krav om bordbestilling skal der findes en praktisk løsning på, da de har mange medlemmer, som ikke benytter bordbestilling.
Læs Laura Nørkjær Seligmann og Christina Elkorns artikel her.
5. Ørsted rykker på milliardopkøb i Europa: »Jeg er ret sikker på, vi de kommende år vil købe mere«
Den danske energikæmpe Ørsted vil andet og mere end at udvikle og opføre enorme havvindmølleparker på tværs af kloden, hvorfor den grønne portefølje de senere år er blevet udvidet med både landvind, solenergi og projekter inden for grøn brint og Power-to-X. Fredag offentliggjorde selskabet med Mads Nipper i spidsen så opkøbet af virksomheden Brookfield Renewable Ireland (BRI) til 4,2 milliarder kroner.
Med landvindprojekter i Irland og Skotland, træder danskerne nu ind på det europæiske marked på landbaseret vedvarende energi og udvider den del af forretningen fra kun at være et nordamerikansk foretagende. Noget, administrerende direktør Mads Nipper ikke er bleg for at kalde en strategisk milepæl.
Læs journalist Jonas Rimer Hansens artikel her.