HORESTA: Hvem bestiller bord for at komme på McDonald’s?

Restauranter og barer må åbne igen på onsdag med bordbestilling. Det kan godt blive et problem for fastfood-sektoren, vurderer HORESTA.

Som en del af den nye genåbningsaftale bliver der krav om bordbestilling ved alle restaurant besøg – også på McDonald's. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix

På onsdag – den 21. april – får restaurationer og barer igen lov til at åbne.

Men for at komme ind og spise på restaurant eller nyde din fadøl på en bar, skal du have gyldigt coronapas med dig og forudgående bordbestilling.

Hos HORESTA, erhvervsorganisation for hotel- og restaurationsbranchen, ser de især kravet om test ved indendørs servering som en udfordring, men også det nye krav om bordbestilling skal der findes en praktisk løsning på, da de har mange medlemmer, som ikke benytter bordbestilling.

»Jeg har for eksempel ikke hørt om nogen, der har bestilt bord på McDonald’s eller for at gå på café eller pub. I hele den del af restaurationsbranchen er det jo ikke lige sådan, det foregår. Det virker lidt hovsa, at man ikke har tænkt over det. Man har måske tænkt på de traditionelle restauranter med bordbestilling. Jeg ved ikke, hvilke restauranter politikerne går på, men det lyder som om, det kun er dem, hvor man kan bestille bord,« siger Katia K. Østergaard, direktør i HORESTA.

Derfor håber HORESTA på en aftale, hvor man ikke behøver bordbestilling på en fastfoodrestaurant.

»Vi håber på at finde en praktisk løsning sådan, at man selvfølgelig ikke skal bestille bord for at besøge en fastfoodrestaurant, en bar eller en café.«

Dog er flere dele af branchen vant til at arbejde med bordbestilling, og dermed vil det nye krav ikke skabe problemer for dem.

»Vi har altid arbejdet med bordbestilling, så gæsterne kan bestille på forhånd online. Det er som udgangspunkt ikke noget problem,« siger Peder Blak, direktør for barkæden Old Irish Pub.