Business-Update: Dansk topchef kravler op ad liste over verdens mest magtfulde erhvervskvinder

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Ny liste udpeger Helle Østergaard Kristiansen som en af verdens mest indflydelsesrige erhvervskvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-Update, som samler de vigtigste erhvervshistorier netop nu.

Nye coronakrav fylder en del denne eftermiddag, mens Danmark sætter smitterekord med 760 nye tilfælde.

Vi lægger dog ud med en mere munter nyhed:

Hun er en af verdens mest magtfulde erhvervskvinder

Danske Helle Østergaard Kristiansen kravler flere pladser op på listen over verdens mest indflydelsesrige forretningskvinder, som magasinet Fortune står bag.

Nu er hun nummer 27 og samtidig den eneste dansker på den prestigefyldte liste, skriver Finans.

Helle Østergaard Kristiansen er adm. direktør for den aarhusianske energikomet Danske Commodities, der er Danmarks niende største virksomhed målt på omsætning. Hun er dermed en af verdens eneste kvindelige topchefer inden for energihandel.

»Som branche er vi nødt til at kunne tiltrække hele talentpuljen – både kvinder og mænd. Hvis vi kun har adgang til den ene halvdel af talentpuljen, risikerer vi at gå glip af den nytænkning og innovation, som er nødvendig, for at branchen kan udvikle sig. Og verden har desperat brug for, at vi hele tiden finder på mere vedvarende og effektive måder at producere, fordele og forbruge energi på,« siger Helle Østergaard Kristiansen i en meddelelse ifølge Finans.

Danske Bank finder nye fejl i tusindvis af kundesager

Danske Bank har fundet en række kundesager, hvor fejl kan have resulteret i tab for bankens kunder. I en pressemeddelelse konstaterer landets største bank blandt andet:

  • Op mod 27.000 privat- og erhvervskunder i Norden og Luxembourg kan have fået en mangelfuld opgørelse for estimerede gevinster eller tab i eksempelvis net- og mobilbanken grundet mangler i et underliggende IT-system.
  • For omkring 5.000 primært danske kunder har den skatteservice, Danske Bank har tilbudt i relation til udbytteskat, ikke været tilstrækkelig. Derved har der været en væsentlig forsinkelse i behandling og udbetaling af refusion af udbytteskat til disse kunder.
  • Op mod 3.000 kunder – primært erhvervskunder – har ikke modtaget aftalte rabatter på valutahandler.

Meddelelsen kommer blandt andet i kølvandet på den seneste tids afsløringer i Berlingske og TV 2 af kaos med gældsinddrivelsen i banken.

Nu vil Danske Bank oprette en ny enhed til at håndtere kundesagerne hurtigst muligt.

»Desværre kan vi ikke lave om på tidligere fejl, mange af dem er flere år gamle. Men vi kan – og det er det, vi er i gang med – sikre, at vi retter de fejl, vi finder, proaktivt og rettidigt, og at vi gør det rigtige for vores kunder,« siger topchefen i Danske Bank, Chris Vogelzang.

Hver tred­je dan­sker tør ikke fly­ve før cor­o­na­vac­ci­ne

Fremtiden for flybranchen ser lige nu dyster ud. I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring, svarer 52 procent af de adspurgte, at de ikke vil flyve under de nuværende omstændigheder. Det skriver dagbladet Børsen.

34 procent vil kun flyve, hvis de selv eller folk i risikogruppen kan blive vaccineret, mens ni procent kun vil flyve igen, hvis sygdommen er udryddet.

»Det er helt naturligt at være bekymret for smitte i den nuværende situation, men det er vigtigt at huske på, at intet miljø er helt undtaget for smitterisiko, og flyselskaberne har taget situationen meget alvorligt og lavet en række tiltag, så risikoen for smitte ombord på fly er minimeret,« siger Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda Rejseforsikring, til Børsen.

Flygigant hårdt ramt af corona

Et af de selskaber, der mærker coronakrisen, er International Airlines Group (IAG), der ejer British Airways.

Selskabet skærer nu helt ind til benet efter, at det tabte mere end 7,5 milliarder kroner i tredje kvartal, skriver Financial Times.

Ifølge IAG har overraskende få personer bestilt flybilletter i tredje kvartal, fordi coronavirus igen er blusset op flere steder i verden.

Flykoncernen IAG, der står bag British Airways, Vueling og Iberia, vil nu fuldføre 30 procent af sidste års planlagte flyvninger i de sidste tre måneder af 2020 mod tidligere 40 procent.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Verdens værste rigmandsfamilie erkender skyld i katastrofe: »Folk dør, forstår du det?«

Hammeren er faldet hårdt over en stenrig familie, der med medicinalselskabet Purdue og aggressiv markedsføring af smertestillende medicin har skabt en voldsom misbrugskrise i USA. Det amerikanske justitsministerium konkluderer nu, at familieselskabet »med grådighed og lovbrud« i årevis satte profit over menneskeliv og skabte en »national tragedie af misbrug og død«.

Læs historien her.

2. Her er dansk professors bud på coronakur: Bændelormens ærkefjende skal stoppe virus

Det lille danske biotekselskab Union Therapeutics er på vej med en temmelig alternativ coronabehandling, der i bedste fald kan komme i brug i løbet af 2021. Den danske virksomhed satser på, at et gammelt middel mod bændelorm kan bruges som værn mod coronavirus, hvis det tages gennem næsen.

Læs historien her.

3. Warnøe har fuld fart på genopretning: Ny topchef og top-erhvervsmand træder ind

Comeback-kongen præsenterer ny CEO i den genfødte venturefond Nordic Eye, og Maj Invest-direktør Jeppe Christiansen indtræder i centralt investor board sammen med andre tunge navne.

Læs historien her.

4. Huscompagniet melder officielt ud: Vi skal på børsen

Huscompagniet er på vej på børsen inden for den næste måned, og dermed får det danske hovedmarked den første børsnotering i flere år.

Læs historien her.

5. Viaplay og TV3 rykker til Sverige for at undgå Brexit-problemer

33 års udlændighed med lempeligere reklameregler er slut for den svenske streaming- og TV-koncern NENT, som fra årsskiftet vil sende fra hjemlandet. »En historisk beslutning,« siger topchefen.

Læs historien her.