Business-update: Dansk techgigant vil børsnoteres til 70 milliarder kroner
Berlingskes businessredaktion guider dig til onsdagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Berlingskes businessredaktion guider dig til onsdagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

God eftermiddag og velkommen til onsdagens business-update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.
I dag skal vi blandt andet forbi historien om en stribe amerikanske virksomheder, der ignorerer præsident Donald Trumps ordrer, og en dansk techgigant, der vil på børsen i USA. Vi starter dog med at runde et dugfrisk regnskab fra en dansk Michelin-restaurant.
Noma kom ud af 2019 med et solidt plus på bundlinjen. Det skriver Finans, der har set nærmeste på den seneste årsrapport fra den danske Michelin-restaurant.
I det seneste regnskabsår blev Nomas bundlinje mere end fordoblet til 2,3 millioner kroner, ligesom virksomhedens egenkapital havde vokseværk.
2019 var også året, hvor stjernekokken René Redzepi blev hovedaktionær i Noma, som han var med til at stifte i 2003. Det skete, da han købte den amerikanske investor Marc Blazer ud af selskabet.
»Jeg er glad for at dele, og taknemmelig for, at Marc nu har hjulpet os med at udvikle en vej for mig og resten af holdet til at eje vores egen forretning ved at sælge Overtures (Marc Blazers selskab, red.) aktier til os. Det er første gang, at jeg vil komme til at eje majoriteten af aktierne i dette projekt, der er blevet mit livsværk, og som i dag involverer hele min familie og mange, som jeg betragter som familie,« skrev René Redzepi på Nomas hjemmeside i september 2019 ifølge Finans.
Ifølge ledelsesberetningen i årsrapporten er det endnu uvist, hvilke effekter coronakrisen kommer til at have på resultatet i det indeværende regnskabsår.
Den danske techgigant Unity Technologies har kurs mod en børsnotering i USA. Det skriver Finans og Børsen.
Det danske softwarefirma sigter efter at gå på børsen med en værdi på mellem 56 og 70 milliarder kroner.
I forbindelse med en kapitaltilførsel blev Unity sidste år vurderet til seks milliarder dollar - svarende til godt 38 milliarder kroner.
Unity Technologies startede i 2004 i en kælder i Kronborggade på Nørrebro, da islændingen David Helgason, tyskeren Joachim Ante og danske Nicholas Francis satte sig for at udvikle en software, der kunne fungere som en slags officepakke for spiludviklere.
Populære spil som Temple Run, Subway Surfer, Monument Valley, Hitman Go og Hearthstone er udviklet på Unitys platforme.
Amerikanske virksomheder ser stort på præsident Donald Trumps påbud om at forlade Kina og flytte produktionsarbejdspladser hjem til USA.
Ifølge en ny rundspørge foretaget af The American Chamber of Commerce in Shanghai er det kun fire procent af de adspurgte virksomheder, som er i gang med at flytte en del af deres produktion tilbage til USA.
Langt størstedelen af de amerikanske virksomheder – 70 procent – har ingen planer om at flytte produktion fra Kina til USA.
Eksperter i hård kritik af elbilkommissions beregninger: Bliver ikke nær så dyrt som forudset at nå én million
Det vil udløse et samfundsøkonomisk tab på 5,7 milliarder kroner i 2030 at nå et mål om en million grønne biler på de danske veje, er konklusionen fra elbilskommission. Men det tal er pumpet voldsomt op, lyder det nu fra Klimarådets tidligere formand. Det skriver Berlingskes Jonas Rimer Hansen.
Tesla-boblen er sprunget: »Aktien har ikke afspejlet den virkelige verden«
Tesla blev i løbet af foråret og sommeren verdens mest værdifulde bilselskab, men nu er aktien styrtdykket på kort tid. Eksperter vurderer dog ikke, at en større nedtur på det brede marked er på vej, skriver journalist Kalle Kehlet.
Storbank har talrige gange ført sager med forkerte oplysninger ved domstolene: »Det er naturligvis fuldstændigt uholdbart«
Landets domstole har i hundredvis af tilfælde behandlet sager fra Danske Bank baseret på forkerte oplysninger, viser interne dokumenter. Det er fuldstændigt uholdbart og rokker ved en af grundpræmisserne for vores retssamfund, lyder kritikken. Danske Bank erkender fejl i domstolssager og lover at kompensere de ramte bankkunder. Det skriver Lars Nørgaard Pedersen, Eva Jung og Michael Lund.
»Et sørgeligt reality-TV-program« – topadvokat slæbes for Advokatnævnet
Kammeradvokatens bestyrelsesformand, Boris Frederiksen, er indklaget for Advokatnævnet på grund af sin rolle som TV-stjerne i DRs dokumentar »Pengejægerne«. Han kalder klagen grundløs og fortryder ikke sin optræden, skriver Berlingskes Birgitte Erhardtsen.
Boligpriser fortsætter op: Alene sommerhusene er steget ti procent på et år
Både huse, ejerlejligheder og sommerhuse bliver ved med at stige i pris, viser nye tal fra Boligsiden. Særligt sommerhusene har taget et kæmpe prishop det seneste år, mens lejlighederne stadig har førertrøjen på i et tiårigt perspektiv. Men også husejerne kan lune sig ved, at de på ti år i snit er blevet 400.000 kroner rigere, skriver privatøkonomisk journalist Louise Kastberg.