Godmorgen og velkommen til tirsdag morgens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Pensionskasse investerer milliard i grøn fond
Tesla-strid spreder sig – Danmarks største fagforbund varsler konflikt
Gældsstyrelsen giver mulighed for rentestop - men skyldnere skal selv opdage det
Schweizisk bank skjulte konti med 5,6 milliarder dollar
Men vi begynder med endnu en overraskelse på det bugnende elbilmarked.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Prisen på ny elbil tager drastisk dyk før lancering
KW. Bruun, som er en af Danmarks største bilimportører, besluttede for en måned siden at sænke prisen på den kinesiske SUV Hongqi med op til 350.000 kroner. Det skete efter en lancering, hvor salget aldrig rigtigt kom op at flyve.
Nu prøver KW. Bruun endnu en gang lykken med et kinesisk bilmærke. Det skriver Jyllands-Posten. Det drejer sig om bilmærket Voyah, som havde premiere på eCarExpo i Bella Center i oktober.
Her præsenterede de den store SUV ved navn Free, som blev prissat 599.990 kroner. Men allerede nu har KW. Bruun meldt ud, at de har fået adgang til en særlig model af Voyah Free, der er 100.000 kroner billigere. Den har blandt andet to elmotorer, samlet 489 hestekræfter og en officiel rækkevidde på 500 kilometer.
Produktchef i KW. Bruun, Alexander Bachmann, siger til Jyllands-Posten, at prisjusteringen er en del af en større investering i det danske marked:
»Voyah-fabrikken fokuserer på det europæiske marked, og derfor har de valgt at investere i Danmark med 100 stk. First Edition udgaver. Voyah Free Platinium er allerede konkurrencedygtigt prissat, så det at kunne tilbyde en næsten identisk bil 100.000 kr. billigere er ganske unikt.«
Det skriver andre medier om
1. Pensionskasse investerer milliard i grøn fond
Pensiondanmark, som er en af landets største pensionskasser, investerer nu 150 millioner dollar - svarende til en milliard danske kroner - i en ny grøn fond ved navn Growth Markets Fund II, som er startet af den danske kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Det skriver Børsen. Fonden skal blandt andet investere i vindenergi i en række vækstlande.
2. Tesla-strid spreder sig – Danmarks største fagforbund varsler konflikt
I seks uger i streg har den svenske fagforening IF Metall været i konflikt med det amerikanske bilfirma Tesla. Nu har forbundet rakt ud til sine danske kolleger og anmodet om støtte til strejken for en overenskomst på Teslas værksteder i Sverige. Derfor tilslutter 3F Transport sig nu konflikten. Det oplyser 3F i en pressemeddelelse. Udmeldingen kommer, efter at 3F Transport og Dansk Metal i Berlingske var ude at rasle med sablen over for Tesla i sidste uge.
3. Schweizisk bank skjulte konti med 5,6 milliarder dollar
En større schweizisk bank, den 218 år gamle Banque Pictet, indrømmer sammen med amerikanske skatteborgere og andre at have skjult 5,6 milliarder dollar fra de amerikanske skattemyndigheder. Nu betaler banken 122,9 millioner dollar i bøde for mellem 2008 og 2014 at have bestyret 1.637 konti, som tilsammen unddrog 50,6 millioner dollar fra skattemyndighederne, skriver CNBC.
Det skriver vi om
1. Gældsstyrelsen giver mulighed for rentestop – men skyldnere skal selv opdage det
Siden sommeren 2021 har skatteborgere med fejlbehæftet gæld kunnet sætte en kæp i Gælsstyrelsens store rentetaxameter. Malene Olsen er bare aldrig blevet præsenteret for muligheden. Styrelsen synes, at det er »ærgerligt«, hvis vejledningen har været utilstrækkelig. Læs historien her.
2. Eksplosiv stigning i svindel gennem netbank – her er fem råd til at undgå de kriminelles fælder
De digitale kriminelle er blevet bedre og bedre til at slippe afsted med deres svindelangreb. Oftest fordi danskerne selv ender med at udlevere vitale oplysninger til svindleren. Berlingske har samlet fem råd til at undgå selv at blive lokket i fælden. Læs historien her. Og læs også: Danskere franarres penge som aldrig før – teledirektør lufter mulighed for nye våben
Det bør du også læse
»Netflix-opskrift« skal give mere vind i sejlene til danske lyd- og e-bøger
Den danske pioner Mofibo skal udnytte familiebåndene med forlaget People's til at skille sig ud hos de lydbogselskende danskere, samtidig med at et nyt og billigere abonnement skal give bedre tag i de unge, fortæller den østrigske koncernchef til Berlingske. Han opfordrer danske politikere til at sænke momsen på bøger for at få flere til at læse og lytte. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: -0,11 procent
S&P 500: -0,54 procent
Nasdaq: -0,84 procent
Asien – indeks mandag kl. 7.10:
Japan Nikkei: -1,15 procent
Hongkong Hang Seng: -1,56 procent
Kina CSI Shanghai: -0,64 procent
Tak, fordi du læste med!