Siden Danske Bank blev ramt af hvidvaskskandalen i Estland er selskabets aktiekurs rundbarberet med 18 mia. dollar eller knap 120 mia. danske kroner.
Danske Banks markedsværdi er det seneste år, efter at hvidvask-skandalen for alvor slog igennem, faldet med knap 50 pct. og ligger i dag på 113 mia. kr.
Men de panikslagne investorers udsalg overser det faktum, at Danske Bank er en mere profitabel bank end mange af dens konkurrenter, slår Citigroups chef for bank-research, Ronit Ghose fast i et interview med Bloomberg.
»Ja, de har et problem med omdømmet, og ja, de har ledelsesmæssige udfordringer, og vi leder efter en ny historie, men når du ser på Danske, er det ikke en forretning, der er ødelagt,« siger Ghose til Bloomberg.
Udtalelserne kommer på en dag, hvor Danske Bank for en gangs skyld har lidt medvind på aktiemarkedet. Danske Bank-aktier er mandag først på eftermiddagen steget med mere end fire pct., og er dermed ifølge Bloomberg én af de bedst performende aktier i Europa mandag.
En uge med estisk forbud og amerikanske undersøgelse
Kursstigningen kommer efter en uge, hvor de amerikanske børsmyndigheder meddelte, at de undersøger Danske Bank i sagen om hvidvask for milliarder, en sag, som formentlig er verdens hidtil største sag om hvidvask. I løbet af sidste uge forbød de estiske myndigheder også Danske Bank at drive forretning i det baltiske land fremover, og i øvrigt vil sagsøge banken for, at Estland har tabt omdømme.
Samtidig er det også kommet frem i svensk TV, at Danske Bank formentlig ikke er den eneste bank, der har været involveret i hvidvask. Milliarder skulle angiveligt være blevet kanaliseret gennem Swedbank AB, der er den største bank i de tre baltiske lande og i øvrigt en dansk topchef, til eksotiske destinationer som De Britiske Jomfruøer og Belize.
Ronit Ghose fra Citigroup mener, at Danske Bank er blevet så hårdt ramt på aktiekursen, fordi banken indtil hvidvask-sagen eksploderede, blev opfattet som uangribelig. Nu ligner banker mere enhver anden bankvirksomhed.
»Danske Bank var oppe på en pedestal. Den har haft en længere vej at falde,« siger Ronit Ghose.
Citigroup anbefaler i øjeblikket sine kunder at købe Danske Bank-aktier, men holde igen med køb af Swedbank-aktier indtil videre.