Da den danske blomsterkunstner Tage Andersen for første gang besøgte den fondsejede have Norrvikens Trädgårdar i det nordvestlige Skåne, blev han betaget af stedet: en barok- og renæssance have, der ligger midt i den skånske natur, med Hallandsåsen og dens store træer til den ene side, haven til den anden og havet i baggrunden. Med en yndig villa som centrum og en midterakse med et barokparterre i den østlige ende og i den vestlige ende en renæssancehave, der slutter med et vandspejl, hvor træerne spejler sig i havet. Og til begge siderne langs midteraksen små inspirationshaver over temaerne vand, den japanske have, den østerlandske terrasse, den romantiske have, det grønne rum og kongens dal.
»Det er et fantastisk sted: En have, der er meget stærk i sin ånd, og maskulin i sit udtryk. Med den vilde natur til den ene side og det stramme klassiske til den anden side,« fortæller Tage Andersen, der fik følgende kætteriske tanke første gang, han så den:
»Tænk, hvis jeg kunne få dette sted og få lov at præge det.«
Det var i 2002, og i første omgang måtte Tage Andersen »nøjes« med en sommerudstilling.
Men senere ville skæbnen, at fonden, der ejer den historiske have, netop ledte efter en mand, der kunne og ville overtage driften. For nok anses den for at være en af Sveriges mest interessante 1900-talshaver, men samtidig har den været drevet med skiftende held og bragende underskud i flere år.
Ligesom haven oprindelig var én mands værk - den visionære og fremsynede havearkitekt Rudolf Abelin, der i 1906 begyndte på det lange og slidsomme arbejde med at skabe haven - var der brug for en person, der kunne sætte sit personlige præg på haven. Det puslespil faldt på plads i maj i år, og nu kan Tage Andersen så kalde sig haveforpagter med det økonomiske ansvar for og retten til at bestemme over haven i de næste tre år.
Mindre glamour
I haven møder man mange af Tage Andersens objekter, både nye og gengangere fra de seneste års udstillinger. Men hvis man forventer at finde tulipantæpper og blomstervæld som på Sofiero Slotshave ved Helsingborg ca. 60 kilometer sydpå, bliver man skuffet:
»Min farveholdning er støvet gråblå og gråhvid,« siger Tage Andersen, der har valgt at lade blomsterne spille diskret op til havet, som folk med et godt syn kan skimte oppe fra havens begyndelse.
»Der er mere glamour over Sofiero, men hvis jeg må sige det, så er denne have langt mere interessant. Den er mere speciel og på en måde mere forfinet,« siger den nybagte haveejer, mens han viser rundt i de dele af haven, han er stolt af.
Det er muligt at besøge alle dele af haven, også dem der diskret er gemt af vejen vejen bag store krukker, men Tage Andersen indrømmer selv, at det ikke er noget, han ligefrem viser frem. Endnu. For som enhver haveejer ved, er det ikke lige sådan at gøre en sølle parcelhushave præsentabel, og selv med op til 14 ansatte tager det sin tid at komme igennem 16 tønder have.
Derfor er det især havens midterakse med barokparterret fortil og renæssancehaven bag Villa Abelin og restauranten bagtil, som Tage Andersen har koncentreret sig om i de første hektiske to måneder.
»Jeg har leget med perspektiverne,« konstaterer han, der som en magtfuld indgangsportal til haven har valgt otte morbærtræer med sammenvoksede kroner. De er transporteret til Skåne på to lastbiler fra Italien og skal nu de næste mange år danne en grøn portal ind til æblehaven, der slår hele havens tema an: kontrasten mellem det meget naturlige og det meget kontrollerede.
I æblehaven blomstrer bellis under æbletræerne, og det er havens naturlige afdeling, hvor græsset får lov at gro, hvor børnene kan lege, og hvor de besøgende kan spise deres medbragte mad. Hvis de da ikke vælger at trække indendørs hos den danske Restaurant Kommandanten, der har flyttet et hold kokke og tjenere op for sæsonen.
I æblehaven møder man også de første af Tage Andersens værker: en kæmpebold af egekæppe, der er en nyskabelse, og et paradehus med myrter og liljer, der tidligere har stået på Gisselfeld.
Undervejs op ad midteraksen kommer vi til en række hvide mure, bygget i samme materialer som villaen og bestemt ikke Tage Andersens foretrukne: »Jeg ville nok ikke lige have valgt de samme sten, og murene synes jeg ikke er det skønneste,« konstaterer Tage Andersen, mens de store hænder lidt forlegent piller ved kanten af den brune jakke.
»Men man må forsøge at skabe en helhed i det, der i forvejen findes,« siger han, og det har han så gjort ved at placere flettede jernkurve på toppen af de hvide mure.
Smukt forfald
I en anden akse, der vinkelret på midteraksen går op til en buste af havens skaber Abelin, er der plantet lyserøde lavatera i lange rækker, med skovjordbær som bund og visnende perlehyacint som kant. Senere hen skal perlehyacinten udskiftes med en lavendelhæk, men lige nu nyder Tage Andersen deres visnende blade og gråhvide frøstande:
»Jeg synes, de er smukke i forfald. Jeg arbejder meget med forfald.«
Lavateraerne bliver for øvrigt underkastet et forsøg her til vinter: om de kan overvintre ude her i Skåne, hvor der er koldere end i Danmark, og hvor sæsonen er omkring ti dage forsinket i forhold til herhjemme. Den forsinkede sæson betyder blandt andet også, at de store rododendroner, der står i den romantiske have, som Tage Andersen ikke frivilligt viser frem, endnu blomstrer formidabelt.
Op langs midteraksen ligger idé-haverne, der blandt andet rummer kirsebærtræer og et område med friluftsscene og bure til nogle orientalske kamphøns.
Barokhaven foran Villa Abelin er den væsentligste del af haven med omkring 70 år gamle faconklippede buksbom og krukker og objekter, som Tage Andersen har tilført. De store laurbærtræer stammer fra hans samling, og springvandet i midten af søen med kallaer i kobber er også fra Tage Andersens hånd.
I villaen, der tidligere var Rudolf Abelins hjem, er der i dag udstillingsbygning og aftenrestaurant, og i et overdækket rum fra 70erne bag villaen, hvor vin vokser under glastaget, ligger brasseriet.
Herfra er der udsigt over resten af midteraksen, der fortsætter ned gennem renæssancehaven med sine 30.000 formklippede buksbomplanter i broderiparterre.
»Det er efter min mening den mest charmerende del af haven, og det er nok den del af haven, jeg holder mest af,« siger Tage Andersen. »Den er så ren og så fin.«
I renæssancehaven skal der med Tage Andersens ord også »strammes op,« men han har allerede sat sit præg på haven. Blandt andet ved at lade de sarte roser flankere af to slags tidsler:
»For at understrege kontrasterne.«
Renæssancehaven ender i et spejldam, som træerne og havet flere kilometer væk spejler sig i. Her opførte en solodanserinde fra Den Kongelige Ballet som et luftsyn forleden en variation over svanens død, spejlet i søen og med havet som baggrund.
Den døende svane er der ikke til hverdag.
Men det er vandspejlet, udsigten og midteraksen, hvorom hele haven samler sig. Og det skulle gerne være nok til at trække gæsterne ind i Tage Andersens nye have.
»Jeg er entusiastisk, så jeg håber på 50.000 i denne sæson,« siger Tage Andersen og tilføjer tørt. »Der skulle jo gerne være noget til at købe planter for til næste sæson.«
