Udvalget for design og kunsthåndværk udvalgte 12 værker, som medlemmerne mente hver især var på niveau med det bedste i verden og dermed værdige til at indgå i Kulturministeriets Kulturkanon. Et af værkerne er vikingeskibet Skuldelev 2, et andet er Marie Gudme Leths livsværk.
Marie Gudme, født 1895 i Århus, havde talent for tegning og kom som 18-årig ind på Kunstindustriskolen for Kvinder i København. Derefter frekventerede hun Kunstakademiet et par semestre, men det var et tre-årigt ophold hos en søster på Java, der gav hende inspiration for resten af livet. På Java blev hun dybt fascineret af batikhåndværket og efter sin tilbagevenden til Danmark besluttede hun at gøre stoftryk til sit erhverv.
Drivkraften var ikke alene de smukke batiktrykte stoffer, hun havde set og taget med hjem fra Indonesien, det var også de dystre stoffer, det danske boligmarked var præget af i 1920erne. De blev hovedsagelig importeret fra tyske og engelske fabrikker, og ifølge Marie Gudme var de »ubehagelige og grimme«.
Den 30-årige Marie satte sig simpelthen for at finde en ny stil og helt på egen hånd, for hun ville både være håndværkeren og kunstneren. Problemet var bare, at hun ikke kunne lære teknikken i Danmark. Men med Kunstindustrimuseets daværende direktør som »døråbner« blev hun optaget på Kunstgewerbeschule i Frankfurt am Main, det eneste sted i Europa, hvor der blev undervist i stoftryk, og straks efter hjemkomsten blev hun opfordret til at etablere en stoftrykuddannelse ved den nyetablerede kunsthåndværkerskole, der netop blev oprettet inden for Kunstindustrimuseets mure i 1930. I de knap 20 år, hun underviste her, anslog hun de veje, som stoftrykkunsten kom til at følge.
Det må have taget lidt tid at løbe uddannelsen i gang, for først i 1932 præsenterede Marie Gudme sine egne ting. Et af de første værker hedder »Jagten« og er et let naivistisk motiv, spredte øer inspireret af Java. Motivet er trykt på silkegråt hollandsk lærred med træblokke, hvilket var en langsommelig proces, som økonomisk slet ikke kunne svare sig.
Men så gjorde hun en epokegørende opdagelse, da hun på en tekstilfabrik i München i 1934 smugkiggede nogle trykrammer med udspændt silkegaze, hvorpå mønsteret var overført. Heureuka!
»Hendes lån af trykmetoden (i dag kaldet silketryk, red.) var af samme betydning som den klump gær, gamle brygger Jacobsen smuglede ud af Tyskland i sin høje hat,« skriver arkitekt Arne Karlsen i en anmeldelse af en af hendes udstillinger.
Med den ny teknik åbnede hun sit eget værksted i 1935. Det hed Dansk Kattuntryk, og hun hed nu Marie Gudme Leth, for i 1934 var hun blevet gift med stadsarkitekt August Leth.
Værkstedet bestod i seks år under hendes ledelse, og de stoffer, der kom derfra, var epokegørende. De passede til funktionalismens nye, lette møbler og til de hvide vægge, som var tidens trend. »Men de havde også en kunstnerisk værdi, der rakte ud over deres tid,« skriver tekstilhistorikeren Charlotte Paludan i en lille bog fra 1995 om Marie Gudme Leth.
I anden halvdel af 1930erne dyrker hun blomstermotivet intenst. Hun mente selv, at hun var den første herhjemme, der lavede en naturalistisk stilisering af blomster, og da Arne Jacobsen havde præsenteret sine vilde naturmønstre til tekstiler, tæpper og tapeter (som han begyndte på under eksilet i Sverige under Anden Verdenskrig), sagde han sødt til hende: »De må undskylde, at jeg går Dem i bedene.«
Samarbejdet med den velynder, som havde støttet Dansk Kattuntryk økonomisk, endte med en retssag, hvor Marie Gudme Leth blev fradømt retten til at bruge sine egne mønstre i tre år. Men hun smøg nederlaget af sig og åbnede et nyt værksted i 1940. Teknikken tog endnu et spring fremad, da hun ved hjælp af litografen Verner Permild indførte fotografisk overførelse af mønsteret til rammen, og hun blev mere broget og mangfoldig. Et absolut højdepunkt er det charmerende mønster »Kirsebær«, som senere blev købt til industriel produktion af C. Olesen (Cotil), og som dronning Ingrid købte til en af prinsessernes værelser.
Tagea Brandts Rejselegat, som hun modtog i 1955, bragte hende til Tyrkiet og Ægypten og herefter var hendes mønstre igen anderledes, større i linjerne, dristigere i farverne og heldækkende.
Mønstermæssigt inddeles hendes livsværk i tre afdelinger. Hun begynder i den fortællende genre, fortsætter med den romantisk blomstrende stil og ender med rent geometriske mønstre. Moden følger hende, så Marie Gudme Leths historie er også historien om udviklingen af det trykte danske boligtekstil.
