»Her bor de rige, og her bor fattigrøvene,« siger museumsleder ved Rudersdal Museer, Niels Peter Stilling, med et grin og slår ud med armene til hver sin side.
Vi står på Dronninggårds Allé i Holte, og her på sydsiden af vejen ligger den ene store villa efter den anden. Men på den anden side søsiden er de fleste lige en tand større, og desuden har mange af dem en vidunderlig udsigt over Furesøen.
»Så det med fattigrøv holder nok ikke helt, for man bor slet ikke på Dronninggårds Allé, hvis man er en fattigrøv,« tilføjer den lune museumsleder.
De fleste grunde er meget store og kun ganske få villaer er med tiden blevet opdelt i flere boliger.
»Kommunen har passet på kvarteret også i de tider, hvor til-salg skiltene stod skulder ved skulder. Så man har bevaret de store grunde og de store enfamilievillaer med albuerum og lidt længere til naboerne,« fortæller ejendomsmægler Mette Lykken.
Store huse kan man i princippet finde mange steder. Det, der først og fremmest adskiller Dronninggårds Alle fra andre veje, er efter hendes vurdering de store grunde, naturen og stilheden. Derfor ligger huspriserne også i den tunge ende. Især hvis der fra huset er udsigt over enten Vejlesø eller Furesøen .
»Det er svært at sætte kroner og øre på søudsigten, men det drejer sig om adskillige millioner, ja, måske ligefrem en fordobling af prisen i forhold til villaerne på landsiden. Der er veje og steder, der bare er dyrere, og som altid har haft et godt ry, og sådan er det med Dronninggårds Allé. Det er juvelen i Holte ingen tvivl om det,« siger Mette Lykke.
Ulla Ramvold, der har boet her de sidste 30 år, er også begejstret.
»Jeg er glad, hver gang jeg kommer hjem. For jeg kommer hjem til en vej, hvor jeg synes, at der er ordnede forhold. En smuk vej, hvor der hviler fred og ro. Det glæder mig og min mand hver eneste dag,« siger hun.
Parrets hus har ikke udsigt over Furesøen, men så har det noget andet.
»Ja, vi har ikke det frie og åbne udsyn over søen, men så har vi til gengæld en dejlig solskinshave, og det mangler de andre på den anden side af vejen. Hvad vi ikke har brugt af timer på at sidde og kigge ud i den have. Der sker hele tiden noget,« fortæller hun.
Da Ulla Ramvold og hendes mand i sin tid faldt for kvarteret, var det først og fremmest naturen, der tog prisen.
»Vi kom fra Vestegnen og blev så begejstret for alt det grønne og frodige. Dengang var vejen nærmest en allé, men selv om mange af de store træer er fældet, er det stadig et grønt trivselsområde, hvor mange kommer for at gå en tur eller løbe og cykle i skoven. Folk, der passerer forbi her de er glade. Og så tænker jeg tit: Åh, de har vel nok en dejlig dag, og så bliver jeg selv lidt glad, når jeg ser, hvordan andre trives i området,« fortæller hun.
Men der er et par små sten i skoen.
»Det slog mig, dengang vi flyttede herud, at det ikke var et hovski-snovski-kvarter. Alle snakkede med alle. Der åndede en fred og ro. For når man nu boede her, så havde man sikkert også råd til det. Men kvarteret er nok blevet lidt mere snobbet med årene. Og det har ikke noget at gøre med, hvor mange penge man tjener. Man kan sagtens bo på Dronninggårds Allé og være sig selv og fuldkommen usnobbet, men nogle af de unge, der rykker ind, har nok en lidt anden holdning. Der er nogle få, der udadtil har behov for at markere, at de har magt over tingene, men det er slet ikke den generelle tendens,« siger hun.
Håndværkerbiler er et dagligdags syn. Langs hele vejen bygges der jævnligt om og ud.
»Der er nogle, der har forstået at renovere husene i den oprindelige stil, men der er også huse, der for eksempel får kviste på, der sidder fuldstændig åndssvagt, og som slet ikke passer til huset. Og der bliver lavet drastiske garageanlæg og bygget nye huse, der virker alt for store på grunden,« fortæller Ulla Ramvold, der går op i æstetik og sidder som bestyrelsesmedlem i Holte Grundejerforening, der får ansøgninger om dispensationer i byggesager til gennemsyn fra kommunen.
Også mange af tagene har fået erstattet de røde tegl med sortglaserede teglsten.
»Jeg synes, det er lidt overdrevet. Det er kun et modelune og udtryk for, at man har friværdi i huset. Jeg vil vædde på, at de om 20 år bliver pillet ned for ny friværdi, fordi der nu er en anden mode. Jeg gætter på, at det til den tid er røde tegltage igen,« siger Niels Peter Stilling, der også forarges lidt over alle de østeuropæiske håndværkerbiler på vejen.
»Jeg har ikke noget imod polakker, men det er da lidt slående, at de, der har bedst råd, benytter sig af den dårligst betalte arbejdskraft. Men måske er de dygtigere end danske håndværkere hvad ved jeg,« siger han.
Men ser man lige bort fra de sorte tage, er museumslederen meget begejstret for de mange fantastiske huse, der ligger på vejen. For eksempel de meget fotogene norske træhuse, Utzons hus på pæle, der står helt nede ved Furesøen ved kanalen til Vejlesø eller haveanlægget og orangeriet i den store åbne have midtvejs på vejen, som Arne Jacobsen har stået for.
I takt med, at mange af husene får nye tilbygninger, eller at nye huse skyder op, forsvinder flere og flere af de kig til søen, som forbipasserende på vejen tidligere havde. Men gående har stadig en uspoleret udsigt.
»Langs næsten hele søstrækningen går en sti, som offentligheden har adgang til, også selv om stien går gennem folks private haver, så det viser, at folk her på vejen er villige til at dele deres herligheder med andre,« siger Niels Peter Stilling.
