Et hus til fremtidens behov

Hvordan ser fremtidens sommerhus ud? Spørgsmålet stillede arkitekt Daniel Kjær Olsen fra Årstiderne Arkitekter A/S sig selv, og efter en måned ved tegnebordet mente han, at han havde fundet frem til et fornuftigt bud.

Køkkenet er fra Biga og neutralt hvidt, en flot kontrast til den syv cm brede laminatbordplade og de rå, sortbejsede trævæg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

I foråret 2006 deltog arkitekt Daniel Kjær Olsen sammen med byplansarkitekt Rasmus Cassøe i en idékonkurrence om fremtidens sommerhusbebyggelse.

Konkurrencen blev lanceret af fonden Real Dania i forlængelse af, at regeringen gav mulighed for at bygge 5.000 nye sommerhuse i udvalgte område. En række af områderne blev udpeget til konkurrenceområde for fremtidens sommerhusbebyggelse.

Det var en åben arkitektkonkurrence, hvor der blev indleveret ca. 140 forslag. Der blev givet en delt 1. præmie, en 2. præmie og en 3. præmie. Desuden blev der indkøbt ni forslag, hvor Daniel Kjær Olsen og Rasmus Cassøes sommerhus var iblandt. Af de i alt 13 præmierede forslag var dette det eneste, der tog fat i det nyudstykkede sommerhusområde ved Nr. Lyngby, der ligger seks km nord for Løkken i Nordjylland.

Konceptet blev købt af Høm Huse, som havde erhvervet sig et større areal i Nr. Lyngby. De ønskede nu at få opført Daniel Kjær Olsens sommerhus, og Rasmus Cassøe skulle i samarbejde med kommunen udarbejde en lokalplan for området.

I oktober 2007 stod det første hus færdigt, og der er i dag en del parceller i området, hvor der efter planen skal opføres flere modeller af det moderne hus i forskellige størrelser.

Daniel Kjær Olsen fortæller: »Vores tanke var, at man ikke skulle tænke et sommerhus på samme måde, som når man tænker normalt parcelhusbyggeri. Her skulle der ikke bankes hække op, og græsplænerne måtte gerne være høje og vilde. Med andre ord: det måtte ikke blive for pænt friseret.

Egentlig var idéen, at sommerhuset skulle kunne klare at ligge så frit som muligt. Naturen skulle ikke rettes ind efter huset, derimod skulle det nærmest se ud som om, at huset er vokset tilfældigt ind i landskabet.«

Inspirationen til huset fik Daniel Kjær Olsen fra den evige klassiker og inspirationskilde for arkitekter, nemlig Sea Ranch, der ligger i Sonoma County i Californien.

Sea Ranch er en klynge karakteristiske træhuse, der er placeret ved kysten, i et råt og ujævnt landskab. Husene er sat vilkårligt rundt omkring, og designet består af et arkitektonisk og lokalt snit, som i dag er kendt verden over. Dets kendetegn er forsøget på at prøve at blande menneskeskabte byggerier med omgivelserne, så det virker så naturligt som overhovedet muligt.

Daniel Kjær Olsens sommerhus er sammensat af tre enheder. Den største enhed er det store opholdsrum med fem meter til loftet. Rummet er delt op i to zoner, en dagligstueafdeling, der lægger op til ro og forbybelse med en god bog, og så et køkken med spiseafdeling, der hænger perfekt sammen med terrassen udenfor. Den syv cm brede laminat bordplade i køkkenet fortsætter nemlig ud gennem vinduet, hvor den bliver til et indfarvet betonbord i samme mål, som så former udekøkkenet.

»Den løsning giver en fin sammenhæng mellem inde- og udeliv. Om madlavningen skal foregå det ene eller det andet sted spiller ingen rolle, da det er lige ved siden af hinanden, og man skal ikke til at slæbe alverdens ting udenfor, det hele er i forvejen lige ved hånden,« forklarer Daniel Kjær Olsen.

Fra opholdsrummet er der forbindelse til de to øvrige enheder i huset, værelsesfløjen samt »servicekernen« med bl.a. badeværelse og øverst oppe en hems på fire kvm.

Det færdigbyggede sommerhus lever op til arkitektens vision om et sommerhus til fremtidens familieliv.

Indretningen er lys og elegant med en masse fine kontraster som f.eks. det hvide køkken i højglans, der er placeret op ad en sortbejset trævæg. En anden atypisk detalje er at lade den rå udebeklædning fortsætte inde i huset og danne bagvæggen for køkkenet.

I opholdsrummet er der lagt en række ovenlysvinduer, så dagslyset kan trænge ind fra alle vinkler og dermed udnyttes optimalt.

Naturmaterialer i råt look, blandet med rustfrit stål giver interiøret karakter. Det ses især tydeligt på badeværelserne, hvor man har valgt at lade den mørke klinke fra gulvet fortsætte hele vejen op ad den ene væg. Det skaber et godt modspil mellem det hvide sanitet og den mørke væg, så det aldrig bliver for ens og kedeligt at kigge på. Fortsætter man fra badeværelset og ud gennem saunaen, kommer man til en udendørs brusegård. Her er man helt alene i den aflukkede gård, men med frit udsyn til himlen. Så når vejret tillader det, står den på brusebad i det fri.