Selvfølgelig kan hun ikke bare bo et almindeligt sted. For når man først én gang har mødt Birgitte Bourgois ved man, at hun må bo et sted, hvor der er højt til loftet og fuld af liv og nodeblade på badeværelset.
Hvor det vælter med arvesølv og loppefund. Hvor børn og musikere stormer ind og ud af døren, og hvor de gamle roser får lov til at gro uhæmmet i haven.
Birgitte Bourgois er dansk, men rejste for 12 år siden til Paris for at synge opera. Siden blev hun gift med franske Christophe, og i dag lever hun fuldtids af sin stemme. For tiden i en Mozart-opsætning på Théâtre du Tambourg Royal.
Når man skal besøge hende, må man huske koden hjemmefra. For Birgitte og Christophe Bourgois bor i en privat gade i det 17. arrondissement, og den store smedejernsport fra 1847 er forsvarligt låst af fra resten af Paris. Hele gaden ligger som en hemmelig og frodig lomme midt i det ellers folkelige kvarter. Her er brosten og gamle gadelygter, æbletræer og byhuse i engelsk upstairs-and-downstairs stil.
»Christophe fandt huset for ti år siden. Han så en to-linjers annonce i Le Figaro og tog straks herhen, faldt godt i snak med den gamle ejer, og stak portvagten 200 francs for at sige til alle andre interesserede, at huset allerede var solgt.«
Birgitte Bourgois ler. Velvidende, at uden Christophes medfødte frækhed var de formentlig aldrig nogensinde sluppet ind i Cité des Fleurs, hvor husene i dag handles til tocifrede millionbeløb.
Oprindelig, tilbage i 1800-tallet, var det en kurtisanegade, hvor velhavende mænd fra Paris installerede deres elskerinder. Kvarteret lå dengang i udkanten af byen og var diskret afskærmet for nysgerrige blikke.
» I et af de andre huse var der et regulært bordel, og de nuværende ejere har bevaret en stor del af dekorationen med kinesiske og orientalske bemalinger.«
Birgitte Bourgois fortæller med fagter og liv, mens hun hælder te i små fine kopper.
Det afsavede gulv
Selv bor hun med masser af rum og luft til stemmen. Christophe har fjernet halvdelen af gulvet i 1. sals niveau, så spisestue og køkken formeligt hænger som et skibsdæk ud over dagligstuen nedenunder.
Hernede står flyglet, hvor Birgitte Bourgois øver, og hvor hun underviser i sang og stemmetræning. Efterhånden er undervisningen blevet en stor del af hendes hverdag, og hun har en del skuespillere, advokater og psykologer, som kommer, fordi de trænger til at få spændt stemmen op og iltet kroppen ved en ordentlig arie.
Også Christophe spiller. Men saxofon og kun i sin fritid. Han er facadearkitekt og lever af at lave opsigtsvækkende ansigtsløftninger til store bygninger. Det var blandt andet ham, der fandt på at pakke hele Louis Vuitton-butikken på Champs-Elysées ind i en kæmpemæssig, seks-etagers Vuitton rejsetaske i to år, mens bygningen indenunder blev renoveret. Formentlig en af de mest fotograferede stilladser nogensinde.
Have og kontrabas
Overalt hos Birgitte og Christophe Bourgois finder man små sjove detaljer. Ting som de har arvet, eller endnu oftere, fundet på loppemarkeder og hos marskandisere. Birgitte har en svaghed for gamle franske venskabsglas, og Christophe er passioneret samler af musikinstrumenter. Han er typen, der ikke kan møde en smuk kontrabas eller en afrikansk stammetromme uden at prutte om prisen.
Det sidste er til stor glæde for børnene, der ganske vist ikke har været alt for flinke ved kontrabassen. Den står i et hjørne og trænger til en kærlig opstrengning.
Birgitte og Christophe har børnene Oscar og Josephine og - hver anden uge - også Christophes to større drenge, Achilles og César. En stor familie, som kræver plads. Heldigvis er der haven, som betyder, at Birgitte ikke, som de fleste andre parisiske mødre, må hen i en park for at få luftet sine børn. Hun åbner bare hoveddøren og lader dem trimle ud mellem stokroser, gyngestativ, huler og frugttræer.
I Cité des Fleurs var det oprindelig et tinglyst krav, at alle husejere skulle plante mindst tre træer i deres haver. Og de står der stadigvæk. Hos Birgitte og Christophe: Et oliventræ, et æbletræ og et figentræ.
