Kan man ønske sig mere af en biografi, end at man det ene øjeblik sluger den som en krimi, det næste ønsker at få endnu flere detaljer - og så for resten håber, at man aldrig når frem til den sidste af 600 sider?
Sådan en bog er historikeren, professor Ole Langes i enhver henseende flotte mursten »Stormogulen« om C.F. Tietgen - bankdirektøren i Privatbanken, der for omkring 125 år siden lagde grunden til de virksomheder, vi i dag kender som Nordea, GN Store Nord, TDC, Danisco, B&W og Tuborg - for bare at nævne nogle få af hans »værker«.
Smittende
Fascinationen smitter allerede fra forordet, hvor Ole Lange tilslutter sig det synspunkt, at C.F. Tietgen er den største danske forretningsmand nogensinde. Han glemmer ikke ØKs H.N. Andersen, A.P. Møller eller »disse års business-ikon Mærsk Mc-Kinney Møller, der dyrkes så ukritisk, trods hans og hans virksomhedsgruppes dokumenterede, barsk-ulovlige forretningsmetoder«, som det hedder.
Med den indgang bygger den ofte polemiske Ole Lange op til spænding, for det var såmænd ham selv, der i 1978 og 1980 fik udgivet sin doktordisputats i to bind, hvor han under voldsom opmærksomhed skildrede, hvorledes Tietgen havde opbygget Nordens dengang største aktieselskab (Store Nord) »ved hjælp af bestikkelse og korruption, dobbeltspil og underhåndsaftaler, børsspekulation, regnskabsmanipulation og et distanceret forhold til sandheden«, som det hed på bagsidenoterne dengang. Har Lange fundet nye ting i arkiverne, der renser Tietgen?
Så kommer de væltende alle historierne om manden, som samtiden gav øgenavnet »Stormogulen«, som den nye fan tager til sig som bogtitel.
28-årig bankdirektør
Vi får igen historien om en indesluttet Odense-dreng fra beskedne kår, nær H.C. Andersens fødehjem, der klogelig siger nej, da faderen peger på en militærkarriere, som det bedste, han kan håbe på.
Fritz, som han kaldtes dengang, kan mærke, at han ikke er egnet til »at skulle lystre« - og vælger i stedet at stå i lære i seks år - i en Mads Skjernsk manufakturhandel. I 1848, 20 år gammel, skaffer han sig et job i et handelshus i den nye frihandels hovedstad Manchester, og bare syv år senere kommer han hjem, nu som mand af Verden, og starter sit eget handelshus.
Et par år senere, kun 28 år gammel accepterer han et tilbud om at blive den første direktør i den nye Privatbanken, og hvilken direktør...
I hæsblæsende tempo medvirker han i oprettelsen af stribevis af nye virksomheder, foranlediget af enten ny teknologi eller samling af små enheder til nye, større virksomheder inden for handel, industri, søfart osv.
Bankdirektør Tietgen stiller kreditter til rådighed for virksomhederne og bliver næsten altid deres særdeles aktive bestyrelsesformand. Blæksprutten får et hof af dygtige folk omkring sig, hvoraf også andre medvirker i flere af de nye virksomheder. Man kan sige, at han grundlægger dansk industri.
Victoriansk internet
Det allerstørste engagement, både arbejdsmæssigt og økonomisk, bliver med Store Nord, der snart har store aktiviteter i både Rusland og Kina og får en større aktiekapital end selve Nationalbanken. Det sker på satsninger i det, som i dag meget morsomt kaldes »det victorianske internet«, telegrafvæsenet.
Ole Lange har fortalt de fleste af historierne før, men aldrig så levende som denne gang, hvor han tager hele karrieren i samme bog, og hvor en masse akademikerblær læservenligt er smidt bagud i bogen, til det fyldige noteregister, så man stadig selv kan grave videre.
I stedet ødsler Lange i hovedhistorien af sin brede viden. Han giver en duft at tiden og det bredere sceneri omkring nøgledispositionerne i Tietgen-imperiet.
Personerne bliver præsenteret i overlegen stil, så man denne gang virkelig tror på, at der var både bestikkelse, korruption, dobbeltspil, underhåndsaftaler, børsspekulation, regnskabsmanipulation og et selektivt forhold til sandheden i Tietgens værktøjskasse.
Tietgen bruger det danske kongehus til at komme ind i Rusland, hvor Christian IX' datter Dagmar er gift med den senere tsar Alexander og giver som modydelse bl.a. det utrolige (insider)tip, at kongen skal holde sig fra at investere i Store Nord!
General Waldemar Raasløff leverer f.eks. i mange år nyttig rådgivning til Tietgens virksomheder, også mens han er krigsminister, og betalingen herfor, 6.000 rigsdaler, er højere end ministerlønnen.
I forhandlinger i Kina spiller Tietgen nærmest konsekvent dobbeltspil med både kineserne (der ikke har fået at vide, at Tietgen ulovligt har har lagt telegrafkabler på fastlandet) og englænderne, der nogle gange er partnere, nogle gange er konkurrenter.
Tietgen har også hele tiden - ligesom konkurrenterne - sin egen udenrigspolitik kørende og er håndsbredder fra at starte en krig eller to.
Regnskabsmanipulationen og børsspekulationen vises ikke mindst i historierne omkring grosserer Svend Petersen, der i 1868 begynder at spekulere i telegrafaktier og bidrager til Tietgens livsvigtige spil på aktiekursen i 1871-72. Selv går Petersen fallit i 1878 og kaster både Tietgen og Privatbanken ud i en krise, der søges holdt hemmelig, men gennemgås krystalklart af Ole Lange.
Gådefuld konklusion
Det forbliver en gåde, hvorfor Ole Lange synes, at Tietgen er den største danske erhvervsmand nogensinde, for hans nye bog viser faktisk, at Tietgen var betydeligt mindre langtidsholdbar (og langt dårligere til at holde sammen på alt for mange aktiviteter), end både Andersen, A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller.
Den nye aggressive Privatbanken havde det bedst i sine første ti år, men derefter blev den overhalet af både Handelsbanken og Landmandsbanken. Store Nords storhedstid i det victorianske internet holdt ikke 20 år, og mange store Tietgen-planer lettede aldrig, f.eks. den om de forenede danske slagterier. Landmændene brugte selv yderligere 100 år på at gøre den idé flyvefærdig!
Bogen viser såmænd også, at den nu forståeligt trætte mangedobbelt-jobber Tietgen, i det sidste dusin år før han døde som 72-årig i 1901, efterhånden mødte betydelig modstand og skepsis, selvom han modtog almindelig hyldest, da han med noget nær det yderste af opsparingen i 1896 gav København den tids operagave, Marmorkirken.
Klogere
Man får sådan set også forbavsende lidt at vide om privatpersonen C.F. Tietgen, der sjældent, selv over for private venner slap sin maske med den stive, britisk overlæbe.
Men man undværer gerne gætterier om f.eks., hvorfor han og Laura, som han mødte hjemme på Fyn, da hun var 13 og han 19, aldrig fik arvinger. Man får rigeligt at vide endda, og Tietgen holder simpelthen ikke rigtigt som superhelt, som han efterhånden totalt dropper sit liberale udgangspunkt. Men man bliver rigtig meget klogere ikke bare på Tietgen og hans tid, men også på erhvervsliv i det hele taget.
Det er nemlig slående, hvordan de problemer, Tietgen kæmpede med - med kraftigere metoder end skuldertacklinger og mobning - ligner dem, som i større og mere konfus skala kendetegner nutidens globaliserede erhvervsliv, hvor tingene heller ikke altid foregår helt så politisk korrekt som i en universitetsprofessors idealverden. Hvorfra man for resten også sommetider hører artige sager om krakeleret idealisme.
Ja, der er så fantastisk mange godbidder i bogen, at man spår og håber, at Ole Lange her får sig en rigtig bestseller og har flere bøger på vej i denne høje klasse, selv om han næste år såmænd selv fylder 70. For selv om man sommetider kan være ved at tabe kæben over Ole Langes konklusioner, så lægger han præmisserne frem på en sjældent velfortalt, grundig og sober måde.
