En drengs identitet er på spil i Tomas Lagermand Lundmes nye ungdomsroman »Had mig, elsk mig«. Inden sommerferien i 8. klasse tilter Bjørns tilværelse, da hans bedste - og eneste - ven Johan åbent i klassen erklærer, at han er bøsse. Det er en nyhed, lærer Susan modtager med tydeligt besvær, sådan som Johan senere fortæller:
»Hun lignede et spøgelse og sad bare og krøllede noget papir sammen«, hvorefter hun ringer til Johans mor med følgende besked:
»Johan siger, han er bøsse«.
Nyheden efterlader Bjørn i frit svæv. Bliver han smittet, hvis han fortsat er ven med Johan? Ender han som en fordømt og forhadt paria ligesom Johan? Eller skal han hellere prøve på at blive som »de andre« i den homofobiske hob, selvom han så fremstår som en fej og forvirret medløber? Én, der lyver for de andre og allermest over for sig selv?
Dette dilemma udfoldes i Lundmes meget knapt og nøgternt fortalte historie, hvor alt sprogligt fedt, unødvendige personer og handlingsmæssige svinkeærinder er skåret væk. Kun det intense dramas kerne er tilbage i den omfangsmæssigt korte roman, som sætter præcise ord på det, som Bjørn ikke er alene om.
Alle handlingsbærende beskrivelser ligger hos de to personer, Bjørn og Johan. Et dristigt fortællermæssigt valg, som her er flot gennemført. Kun parallelklassens eftertragtede pige, Anita, navngives, ud over et par lærere. »De andre« er blot en ansigtsløs masse, som udsteder mobilordrer til Bjørn om, hvad han skal gøre, hvis han vil være som dem. Bjørn er derfor splittet mellem »Bjørn 1«, som er ven med Johan, og »Bjørn 2«, som vil være som de andre. »JEG VIL IKKE VÆRE ALENE«, råber han undervejs ud i sin fortvivlelse, mens »de andre« griner og trækker sig væk fra ham.
»Solen skinner ikke«, er indledningssætningen på første kapitel, hvori Bjørn presses til at spraymale »Johan er et bøssesvin« på skolens væg. Samtidig optræder han falsk solidarisk med Johan, og insisterer på, at Johan bør klage over graffitien til skolens lærere. Men Johan er ligeglad, og gennemskuer Bjørns løgne. »Du lyver,« siger han, hvilket Bjørn kategorisk nægter. Han ønsker, at Johan krakelerer og tager sin erklæring i sig igen, så alt kan blive som før for, som han siger: »Jeg troede bare, det skulle være helt normalt at gå i 9. klasse«. Men Johan er ene og stærk.
Han står modigt ved sig selv. Netop det udstiller Bjørns kvaler. For han har ingen andre at støtte sig til end Johan. Så valget virker umiddelbart enkelt udefra set - Johan taler om kærlighed, de andre om had. Men det er dem, der driver rundt med Bjørn, som i sin desperation efter »at høre til«, blot bliver ved med at parere ordre, og i næste hug sprayer skolens væg til med ordene: »Dø, Bøssesvin, Dø«. Mens rutsjeturen ned mod den uundgåelige og totale ydmygelse tager fat, inden han til sidst afklares.
Historien er sikkert skrevet med skiftevise længere sceniske dialoger og lyriske passager, som: »Han græder. Igen græder han. Det hele virker håbløst. Og mærkeligt. Og mørkt. Midt i alt det her sne. Og nu viser han dem. Tænderne«. Bjørns pres pulserer i teksten gennem disse hektiske, korte helsætninger. Og alene med ord, som »hvisker« og »hvisler« opleves Bjørns og Johans vekslende styrkeforhold.
»Had mig, elsk mig« er derfor et klaustrofobisk kammerspil, meget fysisk og debatskabende i sin kredsen om identitet og om det at springe ud. Emner, som forfatteren i øvrigt bliver ved med at vende tilbage til især i sine værker henvendt til voksne og unge. Men selv om historien gennemgående fortælles inde fra Bjørn, kryber »Had mig, elsk mig« ikke ind under læserens hud, sådan som forfatterens uafrysteligt stærke roman »Når man forveksler kærlighed med en saks« fra 2016 gjorde det. Den virker mere som et statement. Men vel at mærke et rigtig væsentligt ét!
Titel: Had mig, elsk mig
Forfatter: Tomas Lagermand Lundme.
Sider: 120.
Pris: 180 kr.
Forlag: Gyldendal.
