Alan Moore har i årtier været en central fortæller i tegneserieverdenen, og flere af hans eksperimenterende værker – som »From Hell«, »Watchmen«, »V for Vendetta« og »The League of Extraordinary Gentlemen« – har været genstand for filmatiseringer, som den egensindige forfatter prompte har taget afstand fra. At filmatisere Alan Moores og hans hustru Melinda Gebbies »Lost Girls« – der af forlaget Fahrenheit har fået den danske titel »Vildfarne Piger« – ville dog være en vanskelig opgave. Det skyldes dels det pornografiske indhold, som værket leverer uden blusel og omsvøb, dels seriens labyrintiske sammenblandinger af fiktion og virkelighed.
I serien optræder tre kvinder, der alle er hentet fra klassiske eventyrfortællinger, nemlig Alice fra Lewis Carrolls »Alice i Eventyrland«, Dorothy fra »The Wizard of Oz« og Wendy fra »Peter Pan«. De mødes på et østrigsk luksushotel, kort før Første Verdenskrig bryder ud, og fordriver tiden med at udveksle erotiske udviklingshistorier, hvilket igen inspirerer dem til lesbisk sex – side op og side ned, udført i Melinda Gebbies strømmende jugendstil-inspirerede tegninger.
Alan Moore er en forfatter, der kombinerer stor originalitet med overtydelige lån fra verdenslitteraturen, og rammen og tidsånden før den forestående storkrig kender man fra Thomas Manns »Trolddomsbjerget« og Boccaccios »Decameron«. Dertil føjer Moore en del af sin egen livsfilosofi, der blandt bygger på den engelske 1900-tals-okkultist og sektleder Aleister Crowley. Det handler det om seksualitetens transformative kraft, og Dorothys tur gennem tornadoen bliver eksempelvis en allegorisk rejse fra barndom til voksenliv via en hvirvlende orgasme.
Alan Moore kalder det selv pornografi, og det er det også for så vidt saftighederne, men det er immervæk et stykke pornografi, som to helstøbte kunstnere har brugt 15 år på at realisere. Trods brugen af litterære skikkelser er »Vildfarne piger« meget langt fra at være seksuel fan fiction a la »50 Shades of Grey«, og den skal, midt i en internettid med megen mekanisk sex, have ros for at bringe pornografien tilbage til poesiens land.
Fra samme forlag – Fahrenheit – kommer »Insolitus«, der er skrevet af den i New York bosiddende tegner og forfatter Henrik Rehr og tegnet af Jan Solheim. Sjældent har Rehr lukket sig inde i en så klaustrofobisk historie som her, hvor historien er en ubrudt bevidsthedsstrøm fra en plaget ung kvinde. Der er en uforsonlig lidelseshistorie, hvor drømme grænseløst går over i febersyner. »Det er tirsdag og min mor og jeg går hen på klinikken for at dø,« siger kvinden. Men hvorfor? Den konstant svedende, opkastende kvinde bliver voldtaget, tager narkotika, hører stemmer og bliver gennembanket, og som læser forsøger man forgæves at få fodfæste i den bevidst mystificerede historie. Jan Solheims kantede tegnestil understreger den forstyrrede historie, hvis drømmelogiske afslutning lægger en svalende dæmper på sommerhumøret
Forlaget Aben Maler har gjort et reelt scoop ved at anskaffe rettighederne til en dansk udgave af den amerikanske tegner-godfather Jaime Hernandez’ tegneserie »Love and Rockets«. Hernandez’ tegneserier fra 1980erne og frem indvarslede nutidens bølge af graphic novels ved både at handle om almindelige menneskers liv og at blande hverdagsrealismen med en slags punk-surrealisme, stiliseret popkultur og queersex. Læser man kun en enkelt historie, fatter man kun lidt, men fortsætter man gennem denne samling forstår man, at »Love and Rockets« lige så meget beskriver en tilstand som en handling. »Har du set mig?« er nutidens »The Catcher in the Rye«.
