Godt tre millioner mennesker blev myrdet i den korte tid, hvor Pol Pot-regimet herskede i Kampuchea fra 1975 til 1979.
Fra politiarkiver er der bevaret fotografier af mænd, kvinder, unge drenge og piger og endda børn, der blev likvideret. Det var et barbarisk regime, der i marxismens navn begik folkemord. Hvis man i Vesten ønskede at vide noget om regimets brutalitet var der tilgængelige oplysninger.
Alligevel blev De Røde Khmerers magthavere støttet af europæiske venstrefløjsgrupperinger, ikke mindst af de maoistiske. I Danmark førte KAP (Kommunistisk Arbejder Parti) an i støtten til regimet. Partiet sendte i 1978 to ledende partimedlemmer til Kampuchea, den nuværende chefpsykiater på Rigshospitalet Svend Aage Madsen og filmmanden Peter Bischoff. De mødte bl.a. mødte Broder nummer ét, nemlig selveste Pol Pot, der gav dem kindkys.
Danskerne fik et gunstigt indtryk af situationen i landet, og hjemkommet derfra skrev de ukritiske skildringer om Kumpuchea i partiets tidsskrift Arbejderbladet. KAP og dets medlemmer blev folkemordernes talerør i Danmark.
Historikeren Peter Frederiksen har skrevet historien om delegationsrejsen og propagandakrigen omkring Kampuchea i bogen »Kindkys af Pol Pot. Kampuchea og den danske forbindelse«. Peter Frederiksen holder sig ikke kun til KAPs forsøg på at hvidvaske rædselsregimet, men forsøger også at skildre den øvrige venstrefløjs holdninger og forholdet mellem de danske regeringer og Pol Pot-regimet samt de efterfølgende koalitionsregeringer i Kampuchea, der devist tjente Khmer Rouges sag.
Peter Frederiksen ofrer mest plads på delegationsrejsen i 1978 og Peter Bischoff og Svend Aage Madsens forklaringer og bortforklaringer. Frederiksen har haft adgang til KAPs arkivalier og Udenrigsministeriets arkiver og giver en grundig beskrivelse af den virkelighedsfjernhed, der beherskede Kommunistisk Arbejder Parti og den dobbeltmoral, som besjælede skiftende danske regeringer.
Forfatteren lader ingen tvivl tilbage om, at f.eks. Anker Jørgensens politik var styret af anti-amerikanisme og erhvervsinteresser og ikke af bekymring for det kampucheanske folk. Men det var dog intet imod, hvor langt den svenske statsminister Olof Palme gik, da han sammen med Cubas præsident Fidel Castro udsendte en solidaritetserklæring med Pol Pot-regimet i 1975.
Bogens hovedkilder er dog de to danskere, som forfatteren har interviewet grundigt, og hvis delegationsberetninger og artikler i partiavisen udgør bogens grundstamme. Det er ikke gjort uden kildekritiske overvejelser, men på den anden side er der tegn på, at han i sidste ende har købt deres egen selvforståelse.
Selvom Peter Frederiksen forsøger at skildre den danske venstrefløjs forhold til Pol Pot-regimet falder forsøget magert ud. Vi får at vide, at sympatien for rædselsregimet begrænsede sig til KAP og enkelte andre maoistiske smågrupper. Det svarer ikke til min erindring, hvor den ukritiske holdning til Khmer Rouge deltes af bredere dele af venstrefløjen. Det hang sammen med, at sympatien for Kina var et udbredt fænomen og da Kampuchea var Kinas allierede, så undgik man kritik af dette fangesamfund - hvilket selvfølgelig ikke nødvendigvis betød, at man solidariserede sig med regimet. Denne uenighed kunne være afgjort, hvis Peter Frederiksen havde læst periodens mange solidaritetstidsskrifter og partiaviser, men de figurerer ikke i bogens noter. I stedet for at brede emnet ud og lade os få et indtryk af venstrefløjens syn på Khmer Rouge snævrer forfatteren nærmest emnet ind, så vi i hovedsagen ender med de to partimedlemmer fra KAP. Og kun de to,for forfatteren har forbløffende nok undladt at interviewe andre af partiets mange aktivister. Der skete sandsynligvis meget også uden for de snævre cirkler i KAP. Når den radikale Svend Skovmand kunne prise Pol Pot-regimet og når forfatteren Ebbe Reich Kløvedal i Information kunne udtrykke sin betingelsesløse begejstring for revolutionær ildhu og Maos politik, så kunne det være, at de var symptomatiske for en bredere forståelse for både Mao og Pol Pot-regimet.
Peter Frederiksen dømmer - som alle - fortidens aktører. Hos ham er der stort set dømt frifindelse efter tåbeparagrafen. Ganske vist lod KAP-folkene sig manipulere under rejsen til Kampuchea, men de drømte ikke om, fortæller de til Peter Frederiksen, at der kunne ske blodige massehenrettelser, for det så de ikke og de var jo uskyldige danskere. I virkeligheden var langt de fleste på venstrefløjen, skriver Peter Frederiksen, blot styret af ungdommelig idealisme og ønskede ikke brutal totalitarisme eller blodige opgør med fjenden. Og de ville heller ikke have den kampucheanske kommunisme indført i Danmark. Forfatteren siger selv:
»Ud fra mine undersøgelser, der dækker kildestudier i KAP og flere andre små, sekteriske venstrefløjspartier og grupperinger, synes bevæggrundene for det tidlige politiske engagement at være ikke-politiske. Der er ikke kildebelæg for at mene, at et motiv for at træde ind i KAP var en glæde ved »totalitære« eller fremmede regimers massemyrderier«.
Baggrunden for disse vidtgående vurderinger er hovedsagelig udsagn fra tidligere medlemmer af partiet. Men er det rigtigt? Man efterlades som læser med en fornemmelse af, at Peter Frederiksen i sin dom over KAP og resten af venstrefløjen har taget udgangspunkt i en speciel dansk virkelighedsopfattelse, hvor uskyldig idealisme er nok til frikendelse. Den var ikke gået, hvis de ungdommelige, idealistiske fanatikere havde været højreorienterede.
Vi ved fra opinionsundersøgelser, at langt hovedparten af universiteternes studerende på de humanistiske fag i 1970erne og 1980erne havde holdninger langt til venstre for Socialdemokratiet. De hyggelige folkesocialister drog på pilgrimsrejser til hungerlandet Nordkorea. De benhårde DKPere nød gæstfriheden i Sovjetunionen og dets satelitter. Maoisterne dyrkede vennerne i bl.a. Kampuchea og Albanien. Venstresocialisterne knyttede venskaber og samarbejdsaftaler med terrorister i Mellemøsten på deres missionstur. Og Mogens Lykketoft drog til Castros Cuba og priste det. Sådan havde alle grupperinger deres specielle venner. I det lille danske akademiske miljø er der nok at dække over, og man kan have sine tvivl om, hvorvidt det faghistoriske miljø i Danmark ejer tilstrækkeligt mod til hudløs ærlighed i spørgsmålet om venstrefløjens flirt med bødlerne og de moralske implikationer.
