De tre bøger, der anmeldes i denne artikel, afspejler hver på sin måde, hvor dybt Anden Verdenskrig greb ind i familiers historie og ikke lod nogen uberørt. De tre bøger er Susanne H. Knudsens »Wienerbørn. Barndom i krigens skygge«, Kirsten Nilssons »De gemte børn«, og Bjarne Wagner Augustenborgs »Gode Gud, send mig hjem. Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland 1940-1949.«
Efter Første Verdenskrig var Østrig truet af nød, og en privat dansk hjælpeaktion blev sat i gang for at få østrigske børn på rekreationsophold i danske hjem. Det bragte godt 20.000 børn til landet. Efter Anden Verdenskrig blev aktionen gentaget, og nye grupper af østrigske børn kom til Danmark fra Østrig. Nu var det Dansk Røde Kors og Red Barnet, der stod bag det private initiativ, der fra 1948 til 1959 bragte godt 6.000 børn hertil.
Journalist Susanne H. Knudsen har skrevet en fin lille bog om dette omfattende hjælpearbejde. Hun har udvalgt en række enkeltskæbner og følger børn både efter Første Verdenskrig og efter Anden Verdenskrig, så man får en indfølende beskrivelse af disse børns stærke indtryk af at blive rykket op med rode.
Susanne H. Knudsen konkluderer, at Wienerbørnene blev modtaget med stor sympati i Danmark. Den mistro, der kunne være mod tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig, ramte ikke Wienerbørnene. Hun kommer desuden ind på de voldsomme psykiske mén, som mange børn fik af adskillelsen fra forældrene og stiller spørgsmålet, om det i det hele taget var godt for børnene. Men hun peger også på, at nøden i Østrig var stor, og at der var tilfælde af sultedød blandt børnene, så en aktion var nødvendig.
De fleste vendte tilbage til Østrig, men der var også børn, der forblev i Danmark. Således fortæller hun om flygtningebarnet Kurt, der blev adopteret af Daell-familien, der ejede Daells Varehus.
Bogen baserer sig på bøger om hjælpearbejdet skrevet af de aktive enkeltpersoner og foreninger. Susanne H. Knudsen er ikke gået til private eller offentlige arkiver, og det er en skam, for der er aspekter af historien, som vi ikke hører om, men som meget vel kunne være en vigtig del af forløbet, og de aktive flygtningehjælpere fortalte måske ikke hele sandheden.
Gribende børneskæbner
Der drejer sig også om flygtningebørn i Kirsten Nilssons bog »De gemte børn«. Nilsson er også journalist, og hun berettede i en artikel i 2009 om et af de jødiske børn, der blev gemt hos en kristen familie, da jøderne flygtede til Sverige i oktober 1943.
Det blev starten på efterlysningen af flere beretninger fra gemte børn, der mundede ud i et kapitel i bogen »Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45«, der blev skrevet af Lene Sofie Bak og udsendt af Dansk Jødisk Museum.
Nu har Nilsson samlet nye beretninger fra 11 af disse børn, hvor hun ikke alene fortæller om tiden under besættelsen, men følger børnenes videre skæbne helt op til nutiden. Man regner med, at godt ti procent af de jødiske børn blev holdt skjult i kristne hjem i Danmark. Af Europas jødiske børn blev ni ud af ti myrdet af nazisterne, så vi har altså at gøre med et mirakel, når så mange overlevede i Danmark.
Mange af børnene var resultatet af blandede ægteskaber, og derfor kunne en del gemmes hos ikke-jødiske familiemedlemmer, mens andre endte hos plejeforældre, der var dem fuldkommen fremmede. Man kender heldigvis intet tilfælde herhjemme, hvor disse børn blev stukket til nazisterne. En del af dem kom til Sverige, fordi deres jødiske forældre organiserede overfarten.
»Man regner med, at godt ti procent af de jødiske børn blev holdt skjult i kristne hjem i Danmark. Af Europas jødiske børn blev ni ud af ti myrdet af nazisterne, så vi har altså at gøre med et mirakel, når så mange overlevede i Danmark.«
Det var set i bakspejlet en farlig handling, for overfarten til Sverige var sandsynligvis forbundet med større fare end at være gemt i Danmark, skriver Kirsten Nilsson. Man kan dog indvende, at ingen kendte fremtiden, og hvis nazisterne havde vundet krigen, så havde situationen i Danmark været betydelig farligere end i Sverige for de jødiske børn.
De fleste af de gemte børn fik en kærlig behandling, men der var tilfælde af det modsatte og også forsøg på religiøs omvendelse. Langt hovedparten af børnene blev dog hentet af deres jødiske forældre efter 1945.
Bogens konklusion er, at oplevelserne efterlod afgørende traumer hos børnene. De havde senere i livet problemer med deres følelsesliv; ikke mindst i forholdet til deres jødiske, biologiske forældre. Man ved nu, hvor meget adskillelsen i de tidligste leveår betyder, og denne bog er en dokumentation af dette. Som et af de gemte børn, Finn Schlanbusch, siger om forholdet til sin mor: »Jeg synes ikke, at det, som skete under krigen, skulle ligge hende til last. Men det er bare sådan, at det, som skete, mærkede mig, og det mærkede vores forhold. Det forstod hun ikke, og hun kunne ikke forholde sig til det. Og det var derfor en umulig situation, når hun aftvang mig en kærlighed, jeg ikke havde.«
Beskrivelsen i Kirsten Nilssons bog er gribende og overbevisende. Alle 11 børn fortæller godt, og man følger deres senere liv med stor interesse. Det eneste, man kan indvende, er, hvorvidt de 11 interviewede er repræsentative for de godt 144, der blev gemt i danske hjem. Som læser får man ikke at vide, hvorfor det lige netop er disse 11, der blev valgt, og om de resterende måske havde mindre belastende erindringer at kæmpe med. Men en stærk bog er det, der viser, at krigens skygger blev endda meget lange.
For lange beretninger
Den tredje bog er Bjarne Wagner Augustenborgs »Gode Gud, send mig hjem. Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland 1940-1949«. Der er tidligere skrevet en del om de godt 250.000 tyske flygtninge i Danmark i efterkrigstiden, men det er mig bekendt første gang, der sættes fokus på tyskerne i Nordjylland.
Mange af de tyske flygtninge var afkræftede, og på Sdr. Kirkegård i Aalborg ligger en del af dem begravet. Bogen dokumenterer, at behandlingen af disse flygtninge var hård. Man lukkede dem inde i lejre uden kontakt til den danske befolkning, og her hører man også om danske læger, der ikke ville behandle tyske flygtninge og om danskere, der udnyttede disse mennesker i nød. På den anden side må man forstå, at danskerne i 1945 ikke just havde varme følelser for tyske flygtninge. Denne moralske debat var oppe at vende i 2005, da Kirsten Lyllof udsendte sin bog »Barn eller fjende« om de tyske flygtningebørn.
Bjarne Wagner Augustenborgs bog er ikke vellykket som fortælling. Der er for lange, ubeskårne passager fra flygtningeberetninger, og den har ikke et fokus; altså et amatørarbejde. Men bogen indeholder dog skildringer af flygtningeskæbner, der er værd at bevare.
