Når man tænker på, hvad der var på spil i Niels Franks seneste bedrift, den ortografisk og på andre måder skønt alternative roman »Nellies bog«, bliver man let lidt overrasket, når man begynder at læse hans nye bog, »Tristhedens historie«, for den er noget helt andet. Den er hverken en novellesamling eller en essaysamling eller en roman, heller ikke, som »Nellies bog«, et sprudlende litterært eksperiment, men i al sin enkelhed en bog, der består af ti portrætter af ti mennesketyper, der, som forfatteren selv har forklaret i anledning af udgivelsen, alle »er fulde af skuffede drømme, nederlag, fejlslagne ideer og strandede håb«. Eftersom der ikke er tale om fiktion, er vi heller ikke på fiktionsvis inde i hovedet på den slags eksistenser, der har tristheden som fælles vilkår. De beskrives derimod af den gennem- og klartskuende og absolut ikke neutrale forfatter selv. Og altså netop som typer. Som sortseende typer. Ikke som individer.
Mest bevægende forekommer mig bogens begyndelse, hvor det er den triste type som sådan, der i overført betydning bliver lagt på briksen. Han er typen, der er defineret af sin tristhed. Han er tristhedens inkarnation. Om ham står der blandt andet: »Selv den triste må stå ud af sengen, medmindre han er så nedtrykt, at han bare vil blive liggende og forlise i sin søvn. En slags druknedød, som jeg også selv kender følelsen af, skønt jeg vel næppe er deprimeret, bare overmåde trist.«
Niels Franks andre triste typer er mere specifikke i deres tristhed. Der er den konservative, om hvem det hedder, at »Enhver konservativ orienterer sig efter et urpunkt, der er upåvirket af sine omgivelser, som aldrig forandrer sig, og hvorom alt andet cirkulerer.« Der er erotikeren, der »søger en abstrakt nydelse på linje med en æstetisk oplevelse, han søger det ømskindede, det fintmærkede, det nærtagende og hudløse og nænsomme, og hans evne består ikke i at kunne hore i timevis, men i at turde lade sig henføre og overvælde.« Der er højreekstremisten, der »tror lige så blindt på sine politiske synspunkter, som nogle mennesker tror på Gud og arvesynden og helligåndens pust. Hos ham er tvivlen uddrevet.«
En styrke i »Tristhedens historie« er Niels Franks smukke sprog og fornemmelse for menneskets og menneskelivets finere nuancer. En svaghed er en vis stilistisk ensartethed på tværs af alle tristhedens omtalte typer, tilsat en snert af noget bedrevidende. Særligt morsomt er det ikke, selv om tristhed og humor godt kan følges ad. Ikke desto mindre værd at læse. Også når det ser sortest ud.
Titel: »Tristhedens historie«.
Forfatter: Niels Frank.
Sider: 160.
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal.
