Første gang, et større publikum stiftede bekendtskab med Erling Jepsen, var for 30 år siden, hvor han debuterede som TV-dramatiker med spillet »Polledreng kommer hjem«. En brutal og blodig satire om den fortabte søn, der vender hjem til parcelhuset, hvor far og mor venter med glasskår i forsoningsfroksten og står klar med stik med grillspyd i siden. For ligesom at understrege pointen: Ingen undslipper barndommens sump. I sin nye familiegyser »Hovedløs sommer« er situationen vendt om, selv om tematikken sådan set er den samme. I hvert fald introducerer Jepsen et nyt udtryk: Forældreopdragelse. Af den korporlige slags. Om ikke andet så som forløsende fantasi. Tag den, far og mor, så kan I lære det!
Var det ikke Freud, der skrev om »Das unheimliche« – det uhyggelige – det kendte fortrængte, der skal frem i lyset? På tysk betyder »heimlich« både »hjemlig« og »hemmelig«, og det er også de to ben, Jepsens roman går på: Ingen ved jo som han noget om fortielser i familiens klaustrofobi. Udgangssituationen virker faretruende almindelig. Den pligtopfyldende, selvforglemmende Emilie, bogens fortællerstemme, er 14 og ikke specielt tilfreds med, at hendes forældre er blevet separeret, og at hun nu skal bo langt ude på landet med moren og lillebroren – et sensitivt barn, hun hele tiden skal tage hensyn til. Men en dag dukker en ung, primitiv mand op, søn af det par, som tidligere boede i det lejede hus. Er det rigtigt, når han siger, at hans forældre omkom i en drukneulykke? Løber han virkelig nøgen rundt i haven midt om natten? Og taler han sandt, når han fortæller Emilie, at han kun er interesseret i hende og ikke i hendes småalkoholiserede, dovne og pinlige mor?
Det er denne behårede og krumbenede satyrsatan, angst og længsel i et, og hans dybtliggende hemmeligheder, der bliver motor i fortællingen. Han sætter gang i Emilies eget ønske om befrielse, hendes overgang fra barn til voksen. Også i »Hovedløs sommer« er vi på gyngende grund med drilledjævlen Jepsen, som ikke ved noget bedre end at trække tæppet væk under både sine personers og sin læsers virkelighedsopfattelse. Hvad er bevidst bedrag? Socialrealismen slår snart over i den rene galskab. Han giver sine ironiske, gotiske virkemidler, den overdrevne symbolik og de groteske splattereffekter af parodisk tilsnit fuld skrue, Uden at sige for meget: Hele den gamle have, et vildtvoksende tabt paradis af oprindelighed, er undermineret af løngange. Så kan det vist ikke blive mere overskruet!
Gyngende grund kan forfatteren selv være på. Men synes man, det er for meget af det onde, og at troværdigheden for længst er sat over styr, så kan man til gengæld fryde sig over den begsorte og moralsk-misantropiske satire, som rammer den selvoptagede og uansvarlige forældregeneration gennem Emilies følsomt registrende og nådesløse blik. Skønt hun nu oftest lyder mere som en mand på 55 end som en 14-årig pige. Ikke at det gør så meget: Vi ved jo godt, det er nederdrægtige Jepsen, der sidder og trækker i trådene og klipper hovederne af sine figurer.
