Digte med altan

Peter H. Olesens digte er korte og konkrete – og en lise at træde ind i.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Højere, længere, større. Sådan synes tidens mantra at lyde på tværs af kunsten, kulturen og hvad man ellers kan finde på at nævne.

Derfor er det også en lise at træde ind i Peter H. Olesens digte. Her er tonen stilfærdig, ordene enkle og omhyggeligt tilvirket de korte linjer.

Stilen i »Jeg er blevet lokal« vil nogle kende fra broderduoen Olesen-Olesen, der gennem en årrække løftede dansksproget sangskrivning op på et niveau, den kun sjældent befinder sig på.

Og selv om sangtekster er underlagt rytme og melodi på en helt anden måde, så er noget alligevel rejst med over i de mundrette, diskret musikalske digte. Som i denne fine tolinjede sag: »Man må spise hvad der er i køleskabet, ingenting/og et løg«.

De øvrige digte udfolder sig også i en konkret, let genkendelig virkelighed med byer, provins, huse, lejligheder, borde, badevægte, opgange og ikke mindst en nyopsat altan: »Jeg går ikke så tit derud/men nu hænger altanen der som en mulighed/midt på Sjælland« lyder det, og her er den patos og det tungsind, som tegner mange – også for mange – af Olesens sangtekster renset ud.

Og et af digtene ligner faktisk en syrlig kommentar til netop dén kritik: »Hvorfor skulle han også evigt og altid/male det forbandede bjerg?/Kunne han ikke male noget andet, f.eks. en sø /eller en sød lille hund«.

Tonen i »Jeg er blevet lokal« er ikke desto mindre lettere og mere munter i »Jeg er blevet lokal« end i det, man er vant til fra Peter H. Olesen. Som i dette herlige altandigt: »Selvom hver fugl synger med sit næb/har jeg nu/alligevel lyst/til at gå ud på altanen/og råbe til/duen i træet:/tu-de-fjæ-æs«.

Notér at der intet udråbstegn er efter råbet. Det er ikke tilfældigt. Det her er nemlig digte, der bevidst undgår udvendig dramatik og store armbevægelser og i stedet sværger til den stramme stilfærdighed og stiller skarpt på poesien i det prosaiske og på alt det, der kan ses og høres.

Men dramaet og de store spørgsmål er der nu alligevel. Neden under hverdagsbetragtningerne, tingene og de digte, der handler om at være digter. De sidste er i øvrigt de svageste, mens de stærkeste er dem, hvor en dybere, eksistentiel klangbund fornemmes.

Så lad os slutte med et af esserne, som i sin helhed lyder sådan: »Hvad vil du foretrække/At bo i et smukt hus/og kigge over på et grimt/eller bo i et grimt hus/med udsigt til et smukt/Der er ikke andre muligheder.«