Amos Oz er en markant israelsk stemme. På én gang en velreflekteret venstreorienteret politiker, en due, som vogter over høgene – og en internationalt anerkendt forfatter, som i sine værker formår at skildre både den politiske, den historiske og den eksistentielle kompleksitet i den ulykkelige mellemøstlige situation.
»Scener fra en landsby« er ingen undtagelse. Bogen består af otte noveller, som alle på nær den sidste udspiller sig i en lille, nordisraelsk landsby. Hver novelle skildrer et menneske og dets historie og omgangskreds. Bipersoner får deres egen historie eller krydser ind og ud af teksterne, og Oz skaber herved et fortalt univers, som ikke er bundet op på noget overordnet plot, men hvor karaktererne til trods for deres ofte ensomme situationer, alligevel deler en masse. Også ting de er uenige om. F.eks. hvorvidt udvikling er fremskridt. Byens ejendomsmægler, Jossi, sælger landsbyens ejendomme som sommerhuse, hvilket den ældre del af beboerne er imod. Og så er der jo araberne. Litteraturlæreren Rachel har en ung en af dem boende i sit udhus. Og det huer ikke hendes far – en misantropisk og mavesur gammel politiker, som blev udrangeret af partiet for mange år siden, og som aldrig er kommet sig over det.
Ved at lade historierne finde sted i et landsbymiljø, hvor den israelsk-palæstinensiske konflikts kampe kun høres som fjerne skud eller meldinger på radioen, skaber Oz en lukket, nærmest tidsløs verden, der ikke nødvendigvis er nødt til at konfrontere sig med det konkrete politiske. Flere af novellerne får således også nærmest allegorisk karakter i forhold til den politiske virkelighed. Det gælder f.eks. åbningsnovellen »Arvingerne«: En aldrende mand, Arieh Zelnik, som bor hos sin mor, opsøges af en venlig, men usympatisk påtrængende mand, der hævder et uklart slægtningeforhold og derfor gør krav på medejerskab af ejendommen. Ariehs forsøg på at afvise den fremmede preller helt af, og i slutscenen ender de to mænd i sengen hos moderen, holdende om hende i hyklerisk omsorg og kærlighed – en meget åbenlys stikpille til Israels uretmæssige bemægtigelse af magten.
I det hele taget er det kendetegnende for novellerne, at de har enten absurdistiske eller fantastiske træk. I førnævnte historie om Rachel, hører såvel faderen som arabaren i skuret skrabe- og gravelyde under huset om natten. Rachel afviser det som fantasi, men oplever dem pludselig selv, og deres ophav lader sig ikke lokalisere. I en anden historie opsøger ejendomsmægleren Jossi et gammelt hus, han længe gerne har villet have fingre i, og nærmest fanges i dets gotiske labyrint af værelser og hvirvles ind i et svimlende og dunkelt samvær med den afdøde ejers datter. I den næstsidste novelle, hvor karaktererne samles til fællessang hos et ældre ægtepar, føler fortælleren sig kaldet på af deres afdøde søn. Og samlingens sidste novelle, »Et fjernt sted i en fjern tid«, skildrer en Kristus-lignende figurs ankomst til en driftsstyret og dyrisk kultur – som afviser ham, da de ikke forstår ham.
Det er store spørgsmål som tab, længsel, kærlighed, tro og identitet, Oz tager favntag med i disse velskrevne og lakoniske fortællinger. Kunsten består i, at han gør det i en ganske lille verden.
