Den virkelige verden er fantastisk udfordrende og fantastisk tankevækkende, men frem for alt fantastisk.
Psykologen Jens Grundahls udgangspunkt var at undersøge, om spørgsmålet: »Går bønner nogen steder hen?« i det hele taget er meningsfuldt at stille i en videnskabelig sammenhæng. Eller om spørgsmålet kun giver mening for en personlig afklaring af ens religiøsitet. For at besvare spørgsmålet formulerede han problemstillingen som en undersøgelse af eksistensen af andre virkelighedsdimensioner.
Resultatet er den her foreliggende indsamling og afprøvning af vidnesbyrd og videnskabelige undersøgelser af mere eller mindre historiske nærdødsoplevelser, aktuelle Maria-åbenbaringer og åndelige helbredelser. Grundahls konklusion er trods alt forbavsende.
Forinden gennemgås bl.a. en række førende fagfolks - William James, Jung, Stanislav Grof og Lauridsen-Katborg - forsøg på at indkredse parapsykologiske fænomener, og hos dem bliver den mystiske erfaring en fuldgyldig vej til erkendelse af virkelighedens beskaffenhed.
Med udgangspunkt i bl.a. Raymond A. Moodys og Kenneth Rings forskning i nærdødsoplevelser og deres udbredelse, gennemgås troværdige vidnesbyrd fra mentalt sunde og raske som repræsentanter for en langt større gruppe, som efter nærdødsoplevelsen er fuldt overbeviste om et efterliv, og for hvem oplevelsen medfører gennemgribende ændringer af personens antagelser og livsværdier.
Et prominent eksempel er den danske præst Kirsten Mørch-Nielsen, der under en dramatisk operation i New York i 1968, hvor hun mister sit barn og har hjertestop i ti minutter, har en nærdødsoplevelse, og som i dag i ord og handling er et eksempel på en nutidig kristen mystiker, som forfatteren henleder videnskabelig og teologisk opmærksomhed på.
Maria i Medjugorje
Grundahl belyser videnskabelige forsøg på at afsløre Seerne fra Medjugorje, som falskneri. Seerne fra Medjugorje i Bosnien-Hercegovina er seks børn i alderen 10-16 år, der i 1981 dagligt begyndte at se Jomfru Maria, og som stadig, nu hvor de er voksne, har kontakt med hende. Det lykkedes imidlertid aldrig den stadig tilstrømmende hird af fagfolk, der undersøgte børnene, mens de var i ekstase og var i kontakt med Jomfru Maria, at påvise fup; tværtimod får forsøgene en modsat, dokumenterende effekt.
Seerne fra Medjugorje er en af nyere tids mest beskrevne og undersøgte fænomener. Tre af de seks har angiveligt stadig daglig kontakt til Jomfru Maria. De kan røre ved hende, tale med hende og bringe hendes budskaber om fred og omvendelse videre til de flere hundrede tusinde primært katolske pilgrimme, der hvert år besøger Medjugorje.
Efter 250 sider med vidnesbyrd og vægtning af deres værdi, når Jens Grundahl frem til, at der er videnskabeligt belæg for at antage, at der findes sfærer eller dimensioner, hvor afdøde og religiøse skikkelser eksisterer.
»Det ser videre ud som om, der eksisterer tilstande, hvor kommunikation med beboere i sådanne dimensioner kan foregå... Helt kort kunne man sige: Vi er ikke alene, og himlen er os venligt stemt.«
Jamen, det var jo ikke så lidt. Virkeligheden er altså noget større og mere, som vi ikke rigtig ved noget om, men samtidig åbnes også for åndelige fænomener af en mere ubehagelig karakter - f.eks. besættelsestilstande og forekomsten af dæmoner.
I Grundahls bog påvises, at forbøn kan bringe døende tilbage til livet, at Jomfru Maria åbenbarer sig - med en indtrængende opfordring til mennesker om at vende sig mod Gud - samt at åndelig helbredelse er en realitet.
Forfatteren balancerer hårfint på grænsen mellem psykologi og teologi, og man kan kun frygte, at begge sider vil forsøge at skubbe ham ud af balance. På trods af sin til tider knastørre tilgang til stoffet - eller måske netop derfor - er »Den virkelige verden« så udfordrende og så tankevækkende, at den helt bogstavelig er vanskelig at slippe.
