Engang var han vel bare en ung mand, der hed Claus Beck-Nielsen. Han spillede musik og var rebelsk, og på et tidspunkt kastede han sig ud i en lang og vedholdende undersøgelse af identitetens foranderlighed, dens menneskelige, jordiske og juridiske grænser. Han agerede hjemløs med hukommelsestab, lod sin identitet dø, genopstod som en virksomhed, Das Beckwerk, var selv bestyrer Nielsen en tid.
Samtidig lavede han politisk kunst og forsøgte at indføre demokratiet rundt om i verdens brændpunkter, han udleverede en kunstnervens personlige historie i en roman og var centrum i en historisk retssag om fiktionens grænser.
Og nu er han tilbage – som kvinde. Med vanlig sans for markedsføring har der den seneste tid i de sociale medier, mv. floreret teatralsk opsatte billeder af en senet kvinde med indfaldne øjne og navnet Madame Nielsen. Becks værk er sat i gang igen, og det er svært at blive overrasket, for netop kønsidentiteten har han ikke udforsket eller udfordret tidligere – det måtte komme.Og så overraskes man alligevel.
Ungdommens mange sider
For hvor Claus Beck-Nielsen altid selv har haft en central rolle i de tidligere værker, er han mere tilbagetrukket denne gang. Romanens centrale figur er en ung mand, der (som der står flere gange undervejs) »måske er en pige, men endnu ikke ved det«.
Der indsættes tydeligvis en forbindelse hér til den forfatteridentitet, der har skrevet bogen, men selv om den unge mand er med os hele vejen, så er det ikke så meget ham, der er i fokus, som det er den unge kvinde, han en sommer har et forhold til.
Det er hendes og hendes families historie, der fortælles, alt sammen spundet op omkring »den endeløse sommer«, hvor han, hun, moderen, pigens mindre halvbrødre, den unge mands ven Lars og to portugisiske unge mænd danner et lille kunstneragtigt kollektiv på den herregård, pigens stedfar brugte sin arv på at køre i sænk, inden han forsvandt ud i skoven.
Det handler om familierelationer, om skæbne. Om kunst og ung uskyld. Om drifter og jalousi. Og om at miste noget eller nogen og lade det eller dem genopstå.
Romanens sidste sætning lyder: »Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af ord skal du genopstå.« Og det er det Madame Nielsen gør. I et skær af nostalgi genrejser hun (der engang var en ung mand) fortidens endeløse sommer i fortællingen, men minder os løbende om fortællingens konstruerethed og genindsætter derved tabet.
Vi er langt fra de politiske kampe, Nielsen har kæmpet tidligere, og den sarkasme, der tidligere har kendetegnet hans pen, er her erstattet af en melankoli, der snerper mod det sentimentale. Sætningerne er lange, ofte strækker de sig over flere sider og river læseren med sig i en strøm af erindringer. Det er godt og beviser det, som Beck-Nielsens identitetsstunts ind i mellem har stået i vejen for: At han er en vældig god forfatter.
