Mellem pizzaslices og sædspor i sengen og snapchat på MacBooken toner billederne af den debuterende poet Caspar Erics digterjeg - eller med forfatterens eget ord »overfladejeg« - frem. Med poesibogen »7/11« har debutanten begået noget, der til forveksling ligner et generationssignalement fra den digitale tidsalder.
Med iPhonen og de sociale medier som en slags livsnerver og med instagrammer og hashtags som poetisk ammunition føjer Caspar Eric endnu et kapitel til den uendelige historie om en ung mands søgen efter identitet og den utrættelige jagt på både den store kærlighed og det næste øjebliks uforglemmelige sex.
En alfabetisk inventarliste i bogens begyndelse kridter effektivt banen op med en række stikord under bogstavet s: »selvmord, sex, skype, slik, smoothie, snapchat, spilleliste«. Her er både den ungdommelige smerte og rastløshed, de døgnåbne seven-eleven-butikkers varesortiment og it-universets herligheder repræsenteret.
Digte fra det virkelig liv
På mange måder former Caspar Erics debutdigte sig som en uendelig serie mails afsendt fra en mental adresse et sted mellem partylandet, parforholdet, Playstation Network og kedsomhedens ensomme lagner. Uden rysten på hænderne taster digterjeget en slags selvportræt frem:
»det er ikke fordi jeg har det hårdere/end så mange andre tror jeg/jeg tror ikke/jeg er noget spektakulært/men heller ikke at jeg ikke er/brugbar til kunst fx/det jeg lider af/kunne også bare hedde ’27 år’/eller ’søndag 2014’/en dag/hvor jeg igen/ikke kan overskue/at tjekke diverse proppede indbakker/med ~600 emails jeg ikke har åbnet/jeg skylder sikkert nogle penge/eller der er noget jeg skal gøre/som jeg ikke har gjort/og som jeg har tænkt at jeg ville gøre i morgen...«
Selvfølgelig er mail-jeget i »7/11« brugbar til kunst, og Caspar Eric udnytter virkningsfuldt potentialet i kombinationen af ungdommelig jargon og den opdaterede og tidstypiske it-terminologi: »og jeg vil håbe på at ha sex/og at jeg ikke behøver betale for taxaen/og at jeg er blevet tagget i en masse billeder/så jeg snart kan opdatere profilbilledet på facebook«.
Med pokerface og tilsyneladende uden distance registrerer »7/11« et fest- og efterfestliv, der også dyrkes, »fordi det ikke nytter noget/bare at være derhjemme fx/og opbygge en mere intim relation/til pizza og netflix«. Med tungen lige i munden føres diskussionerne om det tåbelige i forsøgene på at sondre mellem »real life og secondlife«, og med humor skildres blandt andet en indkøbstur uden penge i Fakta.
Selviscenesættelse og sociale medier
Den meget konkrete omgang med varer, handlinger, detaljer af enhver art er et af Caspar Erics virkningsfulde greb. Selviagttagelsen er gennemført og helt i de sociale mediers ånd i teksterne, der refererer følelserne mere, end de føler dem. Brugen af ordet »personen« i stedet for »jeg« er typisk. Selviscenesættelsen eller selvprogrammeringen er trumf.
At en vis sproglig indsnævring og enstonighed over de længere stræk sætter sit præg på teksterne i »7/11« ligger på en måde i synsvinklens og it-terminologiens natur, men Caspar Erics poesibog »7/11« er først og fremmest superinteressant. Som ungdomsbillede fungerer bogen overbevisende - også i kraft af sin bevidste omgang med alle lagene af attituder.
Som markant poetisk demonstration af internettets og it-teknologiens kulturelle gennemslagskraft og omformningspotentiale er bogen stærkt tankevækkende.
