Pablo Llambías
Forfatter og rektor på Forfatterskolen
»Jeg stiftede bekendtskab med Brøggers bøger, da jeg gik i 1. g. Jeg brugte bøgerne som social og seksuel vejledning og slog mine medstuderende oven i hovedet med dem. Brøgger gav frihed for tanken, en form for mulighed for at danne eget liv, i respekt for andre, men i høj grad i respekt for det anderledes. Hun stillede krav om denne respekt, gik foran og viste, at det lod sig gøre – og at det var eftertragtelsesværdigt – at vælge sit eget liv. «
»Dengang anede jeg ikke noget om den pris, hun betalte for de valg, hun tog. Jeg fik blot en forsmag på konsekvenserne i min egen lille verden. Mine medstuderendes undren, deres kalden mig arrogant, men samtidig mit mod til at gøre, som jeg ville, klæde mig som jeg ville, sende de seksuelle signaler, jeg ville. Der var ingen, der skulle fortælle mig, hvad der var DET RIGTIGE at gøre.«
»Brøggers to første bøger var mit billede på, hvad bøger OGSÅ kunne være. »Fri os fra kærligheden« og »Kærlighedens veje & vildveje« blev i samtiden opfattet som debatbøger, men jeg læste dem på lige fod med Albert Camus, Henry Miller, Klaus Mann, og hvad jeg ellers læste på den tid. Det var i mine øjne ikke underligt, at fortælleren i bøgernes essays var en halvmytologisk karakter, der i andre af bøgernes tekster kunne slikke kusse på en luder i London, komme med blomster til en stiv, konform læge og i det hele taget te sig tekstligt, som vedkommende ville. «
»Der var ingen grænser for, hvad der kunne være med i bøger, tænkte jeg; skønlitterære bøger vel at mærke, ikke fagbøger, som de to bøger KUNNE opfattes som. Det gjorde jeg ikke.«
»Da jeg debuterede med »Hun har en altan«, der i sin formmæssige frihed var skabt i billedet af Brøggers to første bøger, sendte hun mig et brev i en parfumeret, lyserød kuvert. I det skrev hun, at hun syntes godt om bogen. I min sædvanlige selvnedgørende stil skrev jeg tilbage, at jeg satte pris på hendes ros, men at jeg mente, at hun tog fejl. «
»Året efter udgav jeg »Rådhus«, der i endnu højere grad var inspireret af hendes værk, idet vi dér ikke blot genfandt formen fra hendes to første bøger, men også blandingen af fagligt og selvbiografisk stof. Det ene vikler sig ind i det andet. Det private er politisk. Der findes ingen olympisk position, hvorfra jeg højt hævet over konsekvenserne kan beskrive samtiden. Der findes ikke noget »rent« blik, hvormed jeg kan se tingene, »sådan som de er«.«
»Med genskrivningen af Kærlighedens Veje & Vildveje« (2009) ville jeg udforske Brøggers og mit blik samtidig. Jeg skiftede alle Brøggers »han« ud med »hun« og omvendt.«
»Jeg ville ønske, jeg havde flere køn at vælge imellem. Jeg er grammatisk bundet til disse køn, ligesom jeg er grammatisk bundet til min historie og min samtid. Det har altid interesseret mig, hvor ideel opfattelsen af individualitet er. «
»Er jeg den, jeg er, og hvad vil det sige? Erkendelsen af, at individualitet er ideel, har nogle samfundsmæssige konsekvenser. Jeg behøver herefter ikke forankre min idéverden i tilhørsforhold, uanset om disse er for eksempel køn, race, nationalitet. Vi skylder Brøgger tak for, at hun gik og går foran.«
Josefine Klougart
Forfatter
»Som mange i min generation kendte jeg den mytologiske figur Suzanne Brøgger, før jeg kendte hendes litteratur. Min far fortalte mig om hendes leopardpels, hvordan hun gik ned ad Strøget i København som det, han kaldte en fri kvinde – ingen lilla ble om håret, intelligent, intellektuel og guddommeligt smuk. «
»Han fortalte mig om en veninde, han havde, en sygeplejestuderende, der holdt sig pænt inde midt på feminismens paradoksalt nok hysterisk smalle sti, derinde hvor man ikke bruger make up, og hvor man taler bittert om dem, der gør det (de undertrykte umyndiggjorte dukker.) Og studinen havde set Brøgger, og pludselig kunne hun slet ikke se væk igen – den måde Brøgger var kvinde på, sådan ville hun også være det.«
»Da jeg var fem, havde jeg set en kvinde på færgen mellem Esbjerg og Harwich, hun havde siddet i cafeteriaet og røget tynde cigaretter på en doven æterisk måde – med rød læbestift og handsker på. Da jeg hørte om denne Suzanne, der kunne omvende rødkindede sygeplejestuderende, så forestillede jeg mig kvinden fra englandsbåden.«
»Senere mødte jeg hende så. På en studietur med Forfatterskolen. Min første roman var netop blevet antaget, og jeg havde nogle personlige problemer i kølvandet på det. Alt hvad Suzanne sagde den dag - om hvad det krævede at være forfatter, det man måtte ofre, det man måtte leve med - det var en omfavnelse, simpelthen. Og så gik jeg i gang med at læse »Fri os fra kærligheden«.«
»Suzanne kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg manglede netop en Suzanne Brøgger. Timingen var uhyggeligt god. Når jeg siger, at det var som en omfavnelse at tale med hende, så er det egentlig ret præcis sådan, jeg oplevede det. I en kultur af affortryllere og mennesker med begge ben på jorden, nogle gange i små sko endda, blev hun en chokerende påmindelse om, at der er noget, der er vigtigere end noget andet. «
»Om at man må se indad og spørge sig selv, hvad der giver mening for os, hvad det vigtige er her – og ikke bare gøre det forventelige, leve sit liv i tilsyneladende sikkerhed inde midt på stien. Da jeg så begyndte at læse Suzanne, var det jo præcis samme tanke, der stod frem af siderne: En nogle gange elegant, andre gange mere indædt insisteren på at leve sit liv med hele landskabet som sine fødders og øjnes mulighed. «
»Og en sarkastisk udstilling af alle de regler, der har det med at æde sig ind på os (selv i de libertiner-kredse, som hun med sin skarpe iagttagelsesevne også indser og udstiller). Og så - som en afgørende tilføjelse: Så må man til gengæld tage de forstuvede ankler, skrammer og styrt, det måtte koste. Måske for til sidst at gå tilbage på stien for en tid. Men ihvertfald som et menneske med erfaringer og leopardskindspels.«
»Jeg synes, man må se Brøggers værk ikke bare som et forfatterskab, men som et storværk. Hendes liv er sådan set værket, de valg hun traf - og hermed også valget om at trække sig tilbage, få mand og børn. «
»Mange mener vist, at det var at falde til patten, de følte sig lokket ud af huset og så - når regnen kom - var den, der lokkede dem derud, trygt tilbage i varmen. Sådan ser jeg det slet ikke. «
»Brøggers mytologiske skikkelse er et værk i sig selv, og man kan enten se det tilbagetrukne liv som en måde at beskytte værket og myten på (lade den stå skarpt og rent) - eller som en måde at overleve på, slet og ret.«
»Og den tanke er egentlig en smuk tredje dimension ved Suzannes værk: At man kan redde sig i land i Løve. Med en datter og en mand man elsker. Virkelig have valgt det – ikke fordi man ikke turde bevæge sig ud i det åbne landskab, men fordi man netop turde og nu ved, hvad der er at hente derude. «
»Og endnu vigtigere: Hvad der ikke er. Hun går stadig, som jeg ser det, i en af livet måske lidt forreven, men stadigvæk absurd elegant leopardskindspels. Og det burde flere af os gøre.«
