Enhver roman er en tidsrejse. At læse er jo at blive bragt ind i en virkelighed, der enten ligger i den nære fortid, en fjernere fortid eller i fremtiden.
Men der er også en særlig litterær genre, hvor tidsrejsen manifesterer sig på en mere direkte måde. Hvor karaktererne simpelthen rejser i tiden. Enten fremad, som videnskabsmanden i eksempelvis H.G. Wells »Tidsmaskinen« fra 1895, eller tilbage, som professoren i Carl-Henning Wijkmarks aktuelle »Vi ses igen i næste drøm«.
Romanen følger efter »Natten der kommer«, der fuldt fortjent vandt den fine svenske August-pris. Og at »Vi ses igen i næste drøm« skulle følge efter dette vemodssmukke stykke realisme om livet før døden, ja, det er noget af en overraskelse. Og så alligevel ikke. For sproget, tonen og temaerne viser sig at være de samme.
Men tilbage til historien, der fortælles af den ældre professor Frank Larson, der efter et liv i USA vender tilbage til Sverige for at deltage i et symposium. Efter morgenmaden på hotellet sker dette: »Jeg faldt. Snublede ikke, var ikke svimmel, men faldt pladask og slog hovedet mod dørkarmen. Jeg kom ret omgående på benene igen, havde ikke ondt nogen steder, men følte mig rystet, en anelse forandret.«
Tiden er skruet tilbage
Der er nu en kafkask underlighed over hotellet. Intet er helt som før, og da professoren endelig finder ud, går det op for ham, at tiden i Lund er skruet tilbage til 1920erne. Han tænker, at »nuet imploderede«, og den tabte verden, han er landet i, kan minde om Woody Allens i »Midnight In Paris«, fuld som den er af mennesker, som eftertiden regner for store kunstnere og personligheder. Som tyske Oswald Spengler, der tilfældigvis er i byen for at forelæse om sit store værk, »Vesterlandets undergang«, der spår den vestlige højkulturs fald.
Larson kommer fra den tid, Spengler spår om, men dyr sig for at komme med forudsigelser om fremtiden, af frygt for at blive afsløret eller fundet vanvittig. I stedet påbegynder ham en rejse gennem Europa, der fører ham til Italien, hvor hans mor opholder sig. Så selv om verden omkring ham er så stor, så forandret, er det alligevel den nære relation, der drager ham, og ikke mindst ønsket om at kunne gøre dét, der før forekom umuligt: At forklare sig for sin mor og tale ud om »årtiers distance, jeg ikke forsøgte at bryde.« Den tragiske fortid, der altså endnu er fremtid, spejler Carl-Henning Wijkmark på flere måder, og ikke mindst i professorens interesse for den græske gudinde Demeter, hvis datter blev bortrøvet af dødsrigets gud, Hades. Og som i »Natten der kommer« er døden, livets lange skygge, altså et tema, ligesom melankolien ekkoer i snart sagt alle sætninger. Desværre fremstår romanen sine steder gemacht, og professorens smerte forbliver lidt fjern. Men »Vi ses i næste drøm« er alligevel en tidsrejse, man gerne tager, fordi Carl-Henning Wijkmark skriver så godt og med så fornem økonomisering af adjektiver og ord i det hele taget. Som andre forfattere gerne måtte tage ved lære af.
Titel: Vi ses igen i næste drøm.
Forfatter: Carl-Henning Wijkmark. Oversætter: Anne Marie Bjerg. Sider: 154. Pris: 200 kr.
Forlag: Møller.
