Forfatterskolerektor Pablo Llambías går ad den selvbiografiske sti for tiden. I 2011 udgav han med »Monte Lema« en samling sonetter, som skildrede hans personlige sammenbrud og angstlidelse, problemerne i hans kærlighedsliv og hans hyr med at passe hvervet som rektor for forfatterskolen.
Den blev af anmelderne modtaget som en både modig og væsentlig udgivelse. Nu følger bind to med titlen »Hundstein«. Henover ca. 400 tekster hører vi mere om Llambías’ krise og sygdom. Om hans kvababbelser over som midaldrende mand at have en meget yngre kæreste; hans længsel efter den tidligere kvinde; medicineringsproblemer; opdragelsen af sønnerne; venners, families og forlags modtagelse af manuskriptudkastet til »Monte Lema«; angsten for, hvordan det vil blive modtaget, når det udkommer. Alt sammen krydret med overvejelser over kunstens og litteraturens rolle (og mangel på samme) i dagens samfund, og over sonetterne selv.
Selve projektet med at bruge sonetten selvterapeutisk, som en poetisk form, hverdagens prosaiske trakasserier skal tilpasses, er interessant. Sonettens faste krav om 2x4+6 verslinjer med 10-12 stavelser i hver linje sætter en stram ramme for forfatterens kaotiske sind at skulle tilpasse sig.
Indlagte overraskelser
Og det kommer der mange gode tekster ud af. Det er sonet-knækkede dagbogsoptegnelser med indlagte overraskelser (som når f.eks. en opskrift strækker sig over en serie sonetter), og ind i mellem (når det går bedst) med lyrisk fortætning af en erfaring eller situation.
Manges forventning til digte er, at de er svære, men Llambías’ tekster lader sig læse umiddelbart. De har deres egen prosaiske rytme, hænger ofte sammen i længere forløb, og man fornemmer kun formen som en ramme – ingen tvang af syntaksen, men fuldstændige og ligefremme sætninger. Det er i sig selv imponerende.
Men det er også i lange passager temmelig patetisk og ynkeligt. Og man kan ikke lade være med at spekulere i, hvor denne ekshibitionistiske trang til offentlig selvransagelse kommer fra. Den ligger i tiden, javist. TV-kanalerne flyder jo over af pinlige selvudleveringer i realityshows, og det betragtes generelt som »modigt« at føre denne proces i al offentlighed, om end den jo nærmest er hvermandseje.
Men skal der blive litteratur ud af den, skal den ramme et punkt, hvor det private ophæves til fordel for det generelle. Den slags er lykkedes for såvel Karl Ove Knausgård og Bjørn Rasmussen, men det sker ikke altid i »Hundstein«. I stedet for at blive trukket dybt ned i undersøgelsen af angstens, kærlighedens og maskulinitetens væsen, ja, så sidder man ind i mellem og tænker, at det sgu er synd for ham, rektoren.
