Uforførende forfører

»Måske kan du bruge det i en bog engang,« siger han. »Ha!« griner Faye.

Udsnit af forsiden Fold sammen
Læs mere

»Sådan nogle bøger er der ingen, der tror på!« står der på side 419 i Mathilde Walter Clarks roman Priapus, der handler om forføreren Priapus, der knalder sig gennem verden for at fylde hullet i sig selv, mens han forsøger at elske sin kone Faye på en ordentlig måde. Frem og tilbage, på flere kontinenter, natklubber, hotelgange, hendes søster og hvem som helst. Og bagefter skrubber han sit lem og går ud i verden fyldt af skam. Desværre er det bare, som Faye siger: Ingen tror på den slags bøger. Bogen om Priapus er underligt uvedkommende og altid hele tiden bare en bog. Ikke en historie, der kryber under huden, ikke en fortælling, man tror på. Bare en bog. Med opfundne figurer, man distanceret ser fjolle rundt. Smukt og af og til opfindsomt sprog, men så velpoleret og gennemgennemskrevet, at det virker fortænkt og næsten for lækkert. Der er ingen nødvendighed i den her roman, og man læser og læser, og så stiller man bogen tilbage på hylden og er nogenlunde lige så uberørt som Priapus selv efter et af sine onenightstands.