Salander i rullestol

Krimi. Det skulle vel nærmest ske på et tidspunkt. At nogen forsøgte sig med en podning af to af nordisk kvindekrimilitteraturs markanteste karakterer fra de seneste år, nemlig Anne Holts kørestolsbundne ekspolitichef, Hanne Wilhelmsen, og Stieg Larsson »misfit« af en computerhacker, Lisbeth Sallander.

Krimidebutant Anders Olesen blev manden, der forsøger det med den poliolammede speciallæge i psykiatri Maria Kowal, og den del af hans projekt lykkes faktisk rigtig godt. Kowal er punket, følsom, bitter, omsorgsfuld, retfærdighedssøgende, klog, reflekteret, skarp. Hun både kører rally og spiller klaver, og da hun får færten af noget skummelt bag en kollega og bollevens mystiske dødsfald, helmer hun ikke, før alt er fremme i lyset. Det viser sig at have med medicinske forsøg og kapitalinteresser at gøre. Vi ser gerne flere bøger med Kowal, men håber samtidig, at den velskrivende Olesen kan holde lidt igen med Wikipedia-inputtet næste gang. Computerviden, musikhistorie og lægelingo svulmer vel op ind i mellem. Men plot og karakter er i vinkel.