Jens Chr. Grøndahl: »Ingen kan være så regressive og stokkonservative i forhold til kulturministre som danske kunstnere«

Mit kulturliv: På baggrund af 12 spørgsmål forsøger vi at få nogle af landets mest kendte kulturpersonligheder til at koge en spændende Maggi-terning af deres tanker om og forbrug af kultur. I denne uge er det forfatter Jens Chr. Grøndahl, der er røget en tur i kulturgryden. Han er aktuel med bogen »Dage som græs«.

»Med undtagelse af Uffe Elbæk har de kulturministre, jeg har oplevet, ud over politisk engagement udvist både dannelse og personlig interesse for den elitære kunst.« Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Forfatter Jens Christian Grøndahl er født i 1959 i Lyngby. Han har været aktiv forfatter siden 1985 og modtog i 1998 De Gyldne Laurbær for romanen »Lucca«. Lige nu er han aktuel med novellesamlingen »Dage som græs«, som tidligere er anmeldt her i Berlingske.

Vi har bedt Jens Christian Grøndahl om at besvare 12 spørgsmål om hans kultursyn – og -forbrug.

Hvad er dansk kultur for dig?

»En måde at forvalte den europæiske arv på og et nordisk bidrag til samme. En blufærdig måde at være kristen på, der ikke forsager humør og livsglæde. En sej, mild, uhøjtidelig vilje til tillid og fællesskab.«

»Moderne dannelse i Danmark er blevet mode, sport, design, installations- og hipsterkunst, krimier, populærmusik, mikrobryggerier, gastronomi med fuldskæg til bourgognen og frihed til at kværulere på de sociale medier.«


Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Anna Syberg-udstillingen på Faaborg Museum. Der er noget genialt og egensindigt ved, at hun tog det mest fortærskede og stereotype motiv for en kvindelig kunstner dengang – at male blomster – og forvandlede det til et viltert, næsten abstrakt malerisk kosmos, hvor former og nuancer ligesom i musikken oversætter sindsstemninger og ordløse følelser til skøn form.«

Og den værste kulturoplevelse – fordi ..?

»Jeg er en erfaren kulturforbruger og går i en stor bue uden om installationskunst, og hvad der ellers går under betegnelsen »contemporary art«. Alt for mange kunstnere i dag kan ingenting i den gamle betydning af kunnen og håndværk. Man skulle så tro, at deres ideer var så meget desto skarpere, men det er som regel bare sniksnak for dumdummere.«

Kunstneren Bjørn Nørgaard har, ifølge Jens Chr. Grøndahl, begået sig i autodidakt makværk gennem 60 år. Her ses Nørgaard i aktion på Statens Museum for Kunst i oktober 2010. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Badutspring

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller har læst slutningen på en bog først?

»Jeg går, når skuespillerne på scenen forvandler et klassisk drama til en cirkusforestilling med badutspring, påtaget kropslighed og luft på stemmen. Bøger læser jeg fra side 1, men det er ikke sikkert, at jeg når meget længere. Forleden måtte jeg lægge en aktuel roman fra mig, fordi forfatteren var ude af stand til at skrive en sætning, så den var til at læse, uden at man fik åndenød af informationsmængden.«

Fortæl om det værk, der har dannet dig mest som menneske?

»Det er svært. Hvis kun ét værk får lov at danne én, går man skævt fra starten. I Marguerite Yourcenars vidunderlige bog om kejser Hadrian (»Kejser Hadrians erindringer«,1951, red.) lader hun ham sige, at man bliver til som menneske, den første gang man kaster et intelligent blik på sig selv. For mig skete det gennem bøgerne. Det blik, der tales om, er kritisk. Det indebærer en mærkelig forening af fremmedgørelse og følelsen af at blive genkendt. Jeg vælger at nævne »Den fremmede« (1942, red.) af Albert Camus. Ikke fordi den fik mig til at springe ud som eksistentialist, men fordi de første sider rummer en nærmest hengiven, sanset livsglæde midt i meningsløsheden. Det var Sartre, der skrev, at eksistensen går forud for essensen, men fordi Camus var en større digter, lyser det ud af hans prosa.«

»Technomusik. Der er noget intimiderende, nærmest diabolsk over den massive, øredøvende ensformighed.«


Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Vi har en god og smuk sans for samvær og fællesskab, ikke mindst i foreningslivet. Danskerne som flest har hjertets dannelse og er myndige, selvtænkende, imødekommende medborgere. Vores dannelsesniveau kan bare ikke sammenlignes med Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig eller Spanien. I de lande kan høj som lav tale med om Europas kulturelle kanon, og de gør det med stor veneration. Hos os bliver selv akademikere tomme i blikket. Åndslivet og den klassiske kunst er hægtet af. Dannelsen er ikke længere knyttet til den store europæiske tradition af kunstnere og filosoffer. Moderne dannelse i Danmark er blevet mode, sport, design, installations- og hipsterkunst, krimier, populærmusik, mikrobryggerier, gastronomi med fuldskæg til bourgognen og frihed til at kværulere på de sociale medier.«

Hvis ikke, hvorfor tror du så, at kulturpolitik er så lavt prioriteret?

»Så lavt synes jeg ikke, at kulturpolitikken bliver prioriteret, hverken under røde eller blå regeringer. Med undtagelse af Uffe Elbæk har de kulturministre, jeg har oplevet, ud over politisk engagement udvist både dannelse og personlig interesse for den elitære kunst. Kunstnernes rigelige adgang til medierne tilslører desuden, at talenternes mængde er begrænset. Man skal lede længe efter ét, der er miskendt.«

»Med undtagelse af Uffe Elbæk har de kulturministre, jeg har oplevet, ud over politisk engagement udvist både dannelse og personlig interesse for den elitære kunst,« siger Jens Chr. Grøndahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Der er to – én om kunst og én om kultur. Den første er rindalismen i 60erne, der paradoksalt nok endte med en sejr for talentløsheden. Fra da af kunne enhver i Danmark kalde sig kunstner uden at kunne noget. Håndværket og øvelsen år ud og år ind, der er grundlag for al tidligere billedkunst og for klassisk musik, ballet, opera og kunsthåndværk, er blevet smidt ud til fordel for arrogante installationer, som man skal have forklaret på en teoretisk planche, eller uskarpe fotos og videoer med kunsteren selv i centrum. Sådan har det stået på i 60 år, så det er småt med fornyelsen.

Den anden altforandrende kulturdebat er selvfølgelig #MeToo. Nu handler det ikke kun om ligestillingens politiske og sociale forudsætninger. Det er et eksistentielt anliggende for os alle, hvordan mænd forholder sig til kvinder. At mænds seksualitet kan være så vulgær, afstumpet og grænseoverskridende. Hvad er det i den maskuline seksualitet, der reducerer kvinden til en genstand? Hvad er det, der gør nogle mænd så aggressive eller bare klamme? Desværre er de sociale medier, hvor debatten er udsprunget, af natur en folkedomstol med flokmentalitet, hetz og manglende retssikkerhed. Angstniveauet er højt. Det tager bare ikke noget fra det ufravigelige krav om, at vi kommer den sexistiske kultur og den krænkende adfærd fuldstændig til livs.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Technomusik. Der er noget intimiderende, nærmest diabolsk over den massive, øredøvende ensformighed.«

Prins Henrik var fremragende

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Prins Henrik. Han var sjældent alsidig, både musikalsk, litterært og som billedkunstner. Ud over at være konservatorieuddannet pianist var han, når han var på højden, en virkelig fremragende billedhugger. Jeg har set værker, der fik mig til at tænke på Hans Arp.«

Prins Henrik var en fremragende skulptør, mener Jens Chr. Grøndahl. Her afsløres prinsens skulptur ved Strib, Middelfart. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker.

Og det mest overvurderede værk?

»Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg. Han har gjort karriere på hverken at kunne tegne, male eller modellere. Autodidakt makværk gennem 60 år. De stærke farver gør sig, den store skala er imponerende, og det samme er det ypperlige gobelinhåndværk, men ser man på ubehjælpsomheden i det, som han har tegnet op efter sin projektor af billeder fra historiebøger og så videre, så tager man sig til hovedet.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»… sætte telefonen på lydløs, overhøre kunstnernes evindelige brokkeri, vise kulturinstitutionerne behørig omsorg og derpå stille mig hen til vinduet og betragte lyset på vandet i kanalen, mens jeg spurgte mig selv, hvordan vi fastholder Danmark som en kulturnation med et levende åndsliv.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At vi skulle være så mangfoldige, inddragende og nysgerrige. Hvis jeg tager min egen stand, må jeg sige, at det står dårligt til med både mangfoldigheden og åbenheden. Ingen kan være så regressive og stokkonservative i forhold til kulturministre, nye politiske tiltag eller udfordrende spørgsmål til kunstens relevans som danske kunstnere.«