5 stjerner: Jens Christian Grøndahl holder fortællingens fane højt

Boganmeldelse: Grøndahls nye novellesamling, »Dage som græs«, rummer alle forfatterens forcer og er i den grad et værk til tiden, som lever op til Grøndahls eget manifest om: »at en levende litteratur kendes på at den sætter problemer under debat«.

 »Mod slutningen af Jens Christian Grøndahls roman fra 2019 »Inde fra stormen« kunne bogens forfatterjeg aflevere konstateringen: »Det er dårlige tider for den fortællende prosa«. Med de seks lange fortællinger i »Dage som græs« gør forfatteren en fornem indsats for at bevise det modsatte«. Jens Christian Grøndahl - fotograferet i Kongens Have i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Formen og indholdet i Jens Christian Grøndahls nye, store og smukt designede udspil, »Dage som græs«, sender umiddelbart læserens tanker i retning af Karen Blixen og ordet »Skæbneanekdoter«.

Forfatteren præsenterer seks nærmest romanlange fortællinger, der handler om afgørende møder mellem mennesker, livsformende beslutninger og tilfældighedernes spil. Det er fortællinger, hvor de eksistentielle dilemmaer, tidens moraldiskussioner og de præcise tidsbilleder krydser hinandens spor. Med en gennemgribende vilje til at gå ind i sin tid giver Jens Christian Grøndahl sig i kast med fortællinger, der spænder fra flygtningespørgsmål og generationsmodsætninger til økonomisk moral og troens plads i et moderne samfund.

Karakteristisk nok for forfatterens europæiske sindelag bevæger fortællingerne sig rundt på hele kontinentet fra Skagen i nord til Andalusien i syd og med sceneskift fra København og Nordsjælland til Rom og Berlin eller til Zürich. I tid spænder »Dage som græs« fra besættelse og efterkrigstid til den økonomiske egoisme og skatteunddragelsernes aktuelle virkelighed. Blandt meget andet giver de seks fortællinger tilsammen et nuanceret rids af det danske samfund og dets udvikling siden anden verdenskrig.

»De sigende rids af samfundsudviklingen og den præcise tidskolorit, som for eksempel et sorttjæret sommerhus med hvidmalede vinduer kan repræsentere, er en af Grøndahls forcer.«


Det er med billederne af de desperate flygtninge fra Moria-lejren på Lesbos ætset ind på nethinden, at man læser de to indledende fortællinger i Grøndahls nye bog, titelnovellen »Dage som græs« og »Villa Ada«.

Den første foregår i Skagen i tiden umiddelbart efter befrielsen, og med billedet af den tilsandede kirke som en slags baggrundsmotiv bliver præstens ord om næstekærlighed sat på prøve.

I den anden skjuler fortællerens 15-årige søn Francesco en flygtning fra Mali i Roms næststørste park, og omkring de to vokser en flygtningelejr eller måske en fristad efter Christiania-modellen frem midt i storbyen, og en af fortællingens vigtigste pointer er den polarisering i samfundet og det had, som Francescos engagement og medmenneskelige aktion fremkalder. Engagementets betydning og mulige omkostninger er et af fortællingens afgørende temaer. De åbne spørgsmål er en af forfatterskabets strategier:

»Hvor mange har Francesco mon fået til at ændre syn på de illegale migranter? I flertallets øjne er deres håb om et bedre liv en belastning snarere end noget, man trods alt kan genkende. Problemet er, at Francesco, Silvia og jeg aldrig selv vil blive i stand til at vurdere, om det alt sammen var frygten og adskillelsen værd. For os vil prisen altid fylde mere end forestillingen om, at Francescos kamp gjorde en forskel. Det er gået op for mig, at man aldrig nogensinde må spørge, om det nytter. Det er vores eneste håb, aldrig at spørge, vores eneste forsvar over for modløsheden.«

Bogens bedste

De to flygtninge-fortællinger, der hører til bogens bedste, er gode eksempler på Grøndahls vilje og evne til at konfrontere tidens store spørgsmål. Med et andet af den danske litteraturs største navne, Georg Brandes, i ryggen bliver hans nye bog en næsten manifestagtig tilslutning til erklæringen om, at »en levende litteratur kendes på at den sætter problemer under debat«.

Man skal følge sine drømme! Der er for mange ting i verden! Fri eller ensom! Fortælling for fortælling drysser forfatteren formuleringer ud, som kan stå som stikord til bogens bærende temaer, og heldigvis har hans personskildringer gennemgående fylde til at bære de overskriftlignende udsagn, sådan som det for eksempel er tilfældet med det karakteristiske grøndahlske kvindeportræt i »Sommerhi«. Billedet af den 54-årige Helen Strøm vokser frem mellem notaterne om et forældrepars trange vilkår, minderne om det velbjergede liv i ægteskabet med advokatmanden og de aktuelle brydninger med datteren og hendes ejendomsmæglermand og hans familie. De sigende rids af samfundsudviklingen og den præcise tidskolorit, som for eksempel et sorttjæret sommerhus med hvidmalede vinduer kan repræsentere, er en af Grøndahls forcer.

Og lige så markant som portrættet af den midaldrende kvinde står signalementet af den midaldrende erhvervsmand, der med inspiration fra et digt af Henrik Nordbrandt iscenesætter sin egen forsvinding og bosætter sig i ensomheden:

»Foran mig ligger havet, bag mig ordene«. Vist skal litteraturens betydning ikke undervurderes.

Mod slutningen af Jens Christian Grøndahls roman fra 2019 »Inde fra stormen« kunne bogens forfatterjeg aflevere konstateringen: »Det er dårlige tider for den fortællende prosa«. Med de seks lange fortællinger i »Dage som græs« gør forfatteren en fornem indsats for at bevise det modsatte. Med sit nye udspil holder han i den grad fortællingens fane højt.

Dage som græs
Forfatter: Jens Christian Grøndahl. Sider: 360. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal