6 stjerner: Når verden forliser, bliver menneskekød en delikatesse

Boganmeldelse: »Medusas flåde« er en mægtig, grusom og til tider grotesk morsom roman om en skibssejlads, der spejlede sin tid og endte med den rene kannibalisme.

»Hr. Géricault, Deres skibsforlis dér, det bryder vi os ikke om«!« siger den fede kong Ludvig XVIII ifølge Franzobel, da han første gang ser kunstnerens berømte skildring af tømmerflåden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Théodore Géricault

18. juli 1816. Briggen Argus befinder sig cirka 30 sømil ud for Vestafrikas kyst, da besætningen får øje på en slags tømmerflåde ude i horisonten,

Argus bruger en halv time på at nå frem til den sælsomme konstruktion, og da skibet er kommet tæt nok på, kan en rystet besætning se indfaldne øjne, stive skægstubbe, dehydrerede læber, forbrændte skuldre, afskallet hud, udstående brystkasser, harpefomede hofteben og røvballer, der kun består af hudlapper. Kaptajnen, Léon Parnajon, og alle de andre ombord på Argus er straks klar over, at de omvandrende lig er de sidste 15 af oprindeligt 147 mennesker, der efter Medusas forlis har overlevet 13 dage til havs på et nødtørftigt sammenflikket fartøj. Kaptajnen når også lige at tænke, at det er utroligt, at den indretning har kunnet holde sig oven vande i så lang tid. Så ser han en fod, der sidder fast mellem to brædder, hugget af lige oven over anklen, og han ser, at kødet er gulliggråt og opsvulmet, og han ser flere små grå strimler, hængt op i snore. Menneskekød ...

»Centralt i den i mange retninger strittende, men alligevel så smukt sammenhængende beretning står selve året 1816. Året, hvor europæerne talte om tidens ende, fordi de ikke vidste, at årsagen til, at sommeren forsvandt, var en gigantisk askesky, stammende fra den indonesiske vulkan Tambora.«


Med disse rædselsscener begynder »Medusas flåde«, den østrigske forfatter Franzobels mægtige, uhyggelige og til tider grotesk morsomme roman om, hvordan det stolte franske fartøj Medusa på vej til kolonien Senegal støder på en sandbanke, med alt hvad deraf følger. Tragedien har væet kendt stof  i mere end 200 år. Det er Franzobels bedrift, at han ud af det velkendte skaber en forrygende, overrumplende og meningsfuld fortælling.

En intrigant splejs

Efter begyndelsen, som altså er slutningen, bevæger romanen sig med enkelte afstikkere kronologisk fremad, først med detaljerede beskrivelser af besætningen og passagererne og deres ombordstigning fra havnen på Île d'Aix.

Der er kaptajnen, Hugues Duroy de Chaumareys, denne »intrigante splejs med det opsvulmede og alt for kraftigt sminkede ansigt«, der er blevet øverstkommanderende på Medusa, selv om han i flere årtier ikke har været på havet, og selv om han ved, at man kun har antaget ham, fordi han altid har været loyal over for franske konger, både ham, der fik hovedet skilt fra kroppen, og ham, der nu, i 1816, hedder Ludvig XVIII.

Der er Julien-Désiré Schmaltz, den kommende guvernør i det afrikanske, der er overbevist om, at han vil gøre indtryk, både på Medusa og vel fremme i Senegal, hvor han vil møde »primitive negerstammer, stridslystne beduiner, libanesiske kræmmere og forstokkede englændere.«  Og der er den assisterende skibslæge, Jean Baptiste Henri Savigny, et idealistisk, ordentligt og rationelt menneske, der sammen med skibsdrengen Viktor Aisen er en af de få af romanens centrale personer, man føler udelt sympati for.

Og der er mange, mange flere, bl.a. en moden hustru med fine fornemmelser (hun kræver at blive sat i land på Tenerife, så hun kan shoppe!), nogle smukke unge damer, en sadistisk kok, et barn, nogle sorte og en enkelt jøde (der elsker rabbinervittigheder og på et tidspunkt modtager et af litteraturhistoriens mest indgående beskrevne lavementer!). Dertil et par skibsgrise, men ingen rotter, for rotter er kloge dyr, de har hele tiden vidst, at skibet var forbandet, så de har holdt sig væk ...

Og der er den nævnte Viktor, der i sit ungdommelige, eventyrlystne overmod har forladt sit trygge liv med mor og far og tjenestepige og storslåede middage, blot for at opleve det for en skibsdreng på den tid så ganske almindelige – mishandling, voldtægtsforsøg og dødstrusler - indtil han er så heldig at blive forfremmet til Savignys assistent. Victor ligner i øvrigt, forstår man, den store franske digter Rimbaud som meget ung, ligesom Mads Mikkelsen i tilfælde af en ny filmatisering af historien ville være oplagt i rollen som guvernør Schmaltz! Der er meget mere af samme slags i romanen. Franzobel elsker anakronismer.

Medusa. Fra »Relation complète du naufrage de la frégate La Méduse faisant partie de l'expédition du Sénégal en 1816« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean-Jérôme Baugean Me.

Sommeren, der forsvandt

Centralt i den i mange retninger strittende, men alligevel så smukt sammenhængende beretning står selve året 1816. Året, hvor europæerne talte om tidens ende, fordi de ikke vidste, at årsagen til, at sommeren forsvandt, var en gigantisk askesky, stammende fra den indonesiske vulkan Tambora. Året, hvor krigsstifteren Napoleon siden året før har opholdt sig på behagelig afstand, på Sankt Helena, og hvor europæiske byer vrimler med aristokrater, borgere, royalister, fritænkere, proletarer, eventyrere, krøblinge, tiggere, desertører og krigstraumatiserede. Kaos truer. Hvad skal det hele ikke ende med? Er det ikke bare Medusa, der er ved at forlise, men hele den kendte verden?

»Vi er ikke vilde, vi har fornuften, oplysningen, Rousseau, Voltair, Holbach,« siger en desperat Jean Baptist Henri Savigny, da sulten begynder at nage på tømmerflåden, og ligæderiet går i gang. Lige meget hjælper det. Kokken gør sig endda umage med delikatesserne:

»Sandsynligvis håbede han, at det ville blive tørret kød, beef jerky, eller noget i den stil.«

Senegal i 1770.  Kort af Guillaume Delisle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Guillaume Delisle (1770).

Da  franskmændene i september 1816 modtager nyheden om, hvordan et skib ført af en kongetro idiot er gået til grunde med de frygteligst tænkelige følger, er det for mange en ubekvem påmindelse om såvel kongedømmets som den europæiske civilisations skrøbelighed.  Da Théodore Géricaults maleri »Medusas flåde« bliver udstillet første gang, i 1819 i Paris, er rædslerne stadig noget, man helst vil glemme:

»Hr. Géricault, Deres skibsforlis dér, det bryder vi os ikke om«!« siger den fede konge, Ludvig XVIII, ifølge Franzobel.

Udover at skrive romaner, teaterstykker, børnebøger, prosa og lyrik er Franzobel også konceptkunstner og ivrig tilhænger af fodboldklubben SK Rapid Wien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Georg Buxhofer/Paul Zsolnay Verl.

»Så vraltede han sindigt videre sammen med sit følge, mens den unge maler, der under arbejdet på sit maleri havde talt med overlevende og skaffet sig lig fra de anatomiske institutter til sit atelier, stod tilbage temmelig sønderkunst. Han kunne jo ikke vide, at hans værk skulle opnå berømmelse og to hundrede år senere skulle hænge på Louvre ...«

Men det gør det så nu, som et kunstnerisk monument over menneskelig elendighed og menneskelig dårskab, ligesom også romanen »Medusas flåde« (smukt og loyalt oversat af Lone Østerlind) er blevet det. Af store ulykker kan der godt komme stor kunst. Det kræver bare tilsvarende store talenter.

Medusas flåde

Forfatter: Franz Zobel. Oversætter: Lone Østerlind. Sider: 592. Pris: 299,95. Forlag: Turbine.