6 stjerner: Bog om identitetspolitikkens rødder og endemål er uhyggelig læsning

Boganmeldelse: Troede De, at den venstreorienterede identitetspolitik bare er noget fjol på amerikanske universiteter? Så tro om igen. Briten Douglas Murray forklarer de dystre årsager og afdækker den totalitære bevægelses snubletråde i ny og fremragende bog.

»Hordernes hærgen« giver talrige eksempler på, hvordan de nye venstreekstreme identitetspolitiske bevægelser har støvletramp i ascendanten. Hvordan folk, der forsigtigt udtrykker uenighed forfølges, trues, overfaldes, kræves fyret og »deplatformet.« Det er ikke bare ekstremisme. Det er fascisme. Det er totalitært, og Douglas Murray viser hvorfor. Roberto Ricciuti

Sidder De nogle gange med fornemmelsen af, at vi lever i selvmodsigelsernes tid? At det, der var i orden i går, er skandaløst i dag?

Har De svært ved at forstå, hvorfor nogle ekstremister fra amerikanske universiteter fylder så meget i resten af verden? Og ved De ikke, hvad De skal sige til det? Den britiske kommentator og forfatter Douglas Murrays forklarer og besvarer disse og relaterede spørgsmål i sin nye bog, »Hordernes hærgen«. En ekskurs ud i identitetspolitikkens rødder og endemål – og det er uhyggelig læsning.