Fem stjerner til Don Winslow: Anarkiets ånd er sluppet løs på verden

Onde og dumme amerikanere har selv skabt det narkomonster, der nu ikke er andre end gode og skarpsindige amerikanere til at bekæmpe. I hvert fald ifølge sidste del af Don Winslows monumentale romanepos, der med sine litterære kvaliteter mere end opvejer sin uforløste samfundskritik.

Don Winslow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreu Dalmau/EPA/Ritzau Scanpix/Arkiv

Den bør så ubetinget læses: Don Winslows monumentale roman »Grænsen«, der er fortsættelsen af »I hundenes vold« fra 2005 og »​The Cartel«​ fra 2012. Trods sit enorme omfang og persongalleri kan den sagtens læses alene.

Det allerypperste

Mesterligt og med suverænt overblik styrer Winslow, der med god grund regnes blandt USAs allerypperste krimiforfattere, både det overordnede forløb, nuancerne og indslagene af uhyrlige grusomheder i den vidtforgrenede handling. Romanen klipper mellem slumkvarterer i Guatemala, de mexicanske killing fields – dem er der mange af – de onde gader i New York og de glatbonede gulve i Washington. Undervejs tegnes der gribende menneskeportrætter af alt fra ensomme slumbørn med håbløse drømme om at nå frem til El Norte over et broget galleri af kartelmedlemmer på mange niveauer til gustne politikere, forslåede junkier, anløbne politifolk og de få anstændige journalister og menige borgere, som det typisk går allermest grufuldt ud over.

Romanen er også et langt stykke ad vejen slagkraftigt og lydhørt oversat af Mikkel Damkjær Paaske, både hvad slang (engelsk såvel som spansk), mundret dialog og politisk jargon angår. Så meget mere ærgerligt er det, at tekstredigeringen for ofte ikke har formået at opfange de ikke helt få anglicismer og andre knaster, der alligevel har sneget sig ind.

Magtens blodige tomrum

Indledningsvis bliver hovedpersonen, Art Keller, forfremmet fra agent i marken til øverste chef i Washington for DEA, det amerikanske narkopoliti. Under en blodig og ikke specielt vellykket operation i Guatemala har han forinden overværet den øverste mexicanske kartelleder, Adán Barreras´, endeligt, og det åbne spørgsmål er nu, hvordan magtbalancen mellem de enkelte karteller og klaner vil udvikle sig i den karismatiske og frygtede Barreras fravær.

Brutalt er ikke ordet. En stor del af romanen beskriver de blodsprøjtende indbyrdes intriger med dødsofre i hobetal mellem de forskellige karteller i flere generationer, de gamle taktikere og de hidsige unge hijos, der også selv tager flittigt for sig af de hvide varer, og hvor ikke kun Barreras´ fravær, men også flere gennem mange år fængslede medlemmers løsladelse kommer til at spille ind.

Anarkiet er sluppet ud af flasken, hedder det et sted. For ud over den krig mellem det officielle USA og kartellerne, som omslaget nævner, er det nok så meget en irregulær mexicansk borgerkrig, der er tale om.

Kartellernes obskønt mange penge er blandt meget andet blevet anvendt til at indkøbe fly og helikoptere og enorme våbenopbud. Desuden er hærskarerne af lokale bandemedlemmer blevet suppleret med alverdens lejesoldat-ekspertise fra Israel til den irske mafia i USA.

Og krigen suger alle ind, kvinder såvel som helt små børn, der knap kan overskue konsekvenserne af en bandetatovering. Barreras´ søster forsøger ihærdigt at videreføre familiens kartel, mens et andet af kartellerne kan mønstre en stjernepsykopatisk kvindelig morder, der ligefrem beskrives som pioner inden for det at iscenesætte drabene med spektakulære afskrækkelseseffekter som en slags grusomhedens gadeteater.

Ingen gerning forbliver ustraffet

Alt har konsekvenser, og ingen gerning forbliver ustraffet, hverken de gode, de onde eller de harmløse. En forskydning i magtbalancen i Sinaloa i Mexico udløser rystelser på gaden i New York.

Og Winslow har blik for det hele og kan skrive om det på alle mulige måder: Fra knaldhård dialog over buldrende actionscener og Washingtons politiske ormegård af antydninger og manøvrer til tænksomme portrætter af selv de mest tvivlsomme personer, halvhjertede eller ikke specielt kompetente kartelledere såvel som undercoveragenter, der begynder at miste grebet om både sjæl og identitet.

Miljøerne og historierne og konflikterne er beskrevet adskillige gange før på film og i TV-serier og i andre romaner. Men Winslow skiller sig ud ved ikke så meget som antydningsvist at romantisere noget som helst i forbindelse med stoffernes, pengenes, våbnenes og voldens vej frem og tilbage over grænsen, både den vold fysiske mellem USA og Mexico og den moralske og menneskelige inden i personerne selv.

Patronhylstre i en blodpøl i Culiacan efter et sammenstød mellem bevæbnede gangstere og mexicanske sikkerhedsstyrker. Fold sammen
Læs mere
Foto: RASHIDE FRIAS.

Det litterære ambitionsniveau og brugen af organiseret kriminalitet som billede på – og spejlbillede af – samfundet har Winslow til fælles med sin lidt ældre kollega og landsmand James Ellroy. Men modsat Ellroys hæsblæsende illusionsløshed – eller det nihilistiske kaos hos Cormac McCarthy (»Ikke et land for gamle mænd«) – viser Winslow sig så alligevel mere som humanist af en lidt ældre skole.

Fortællingen kulminerer nemlig med en klassisk stiløvelse i form af Art Kellers store passionerede vidneudsagn ved en kongreshøring, hvor han over adskillige bogsider endelig vover at gå over grænsen for god bureaukratisk opførsel og uanset konsekvenserne for sig selv og sine nærmeste sige den utilslørede sandhed. Han tager sågar også bladet fra munden i selveste The Washington Post.

Men netop den demonstrative opbyggelighed bliver også romanens svaghed som samfundskritik. For selv om narkokrigen i vidt omfang skildres som et monster skabt af uduelige og uvederhæftige amerikanske politikere, skal der åbenbart også en kompetent og idealistisk amerikaner til at tage den hvide politimands byrde på sig, ligesom kun den frie amerikanske presse – modsat den efterhånden mere eller mindre likviderede mexicanske – har mulighed for at fortælle befolkningen sandheden.

Noget lignende gælder i virkeligheden også skildringen af kartellerne, uanset at bjerge af kokain og heroin og endnu større bjerge af penge og våben givetvis kan få det værste frem i hvem som helst. Alligevel er det, som om Winslows rasende fokus på USAs ansvar og svagheder ender med nærmest selv at fremstå som en slags velment kulturimperialisme, mens mexicanerne nærmest får kollektiv syndsforladelse – som om selv den mest uhyrligt brutale og skruppelløse og sadistiske fremfærd og bandekultur i ét og alt skyldes de hvide gringos, mens lokale volds- og macho- og korruptionstraditioner tilsyneladende er uden større betydning.

Altså lidt ligesom hvis Tolstoj i »Krig og fred« – som The New York Times direkte har sammenlignet Winslows roman med – udelukkende havde gjort Napoleons invasion til russernes eget ansvar. Ville en mexicansk forfatter mon have skildret narkokonflikten i samme perspektiv?

Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlag.

Grænsen

Forfatter: Don Winslow. Oversætter: Mikkel Damkjær Paaske. Sider: 783. Pris: 299,95. Forlag: HarperCollins.