5 stjerner: Jon Fosse rammer lige dér, hvor mange har ondt i nutiden

Jon Fosses »Det andet navn. Septologien I« er sublimt skrevet og indeholder ligesom hans øvrige bøger modbilleder til en tidsånd, hvor både langsomheden og troen er under pres.

GERMANY INTERNATIONAL BOOK FAIR
På mange planer får »Det andet navn« karakter af en pilgrimsfærd til et stykke udkanternes Norge, hvor en verden af i går lige netop overlever. Fold sammen
Læs mere
Foto: Armando Babani/EPA

Hvis du mener, at tidspres og et opskruet tempo hører til tidens svøber, så er den norske forfatter Jon Fosse manden, der tilbyder den mest effektive litterære modgift mod enhver form for overdrevent hastværk. En nærmest tidsophævende langsomhed, en ekstremt insisterende dvælen ved de små detaljer og en gentagelsernes udpensling af situationerne, drevet til det absolut yderste, hører til Jon Fosses helt særlige stilistiske kendetegn.

Men bortset fra det kan man ikke ligefrem påstå, at det er gået langsomt for den 60-årige forfatter fra den norske vestkyst. Siden debuten i 1983 har han skrevet et halvt hundrede bøger inden for stort set alle genrer. Han er oversat til 40 sprog, og hans dramatik er opført på alverdens scener. Han har modtaget et hav af priser, fra Nynorsk litteraturpris til Nordisk Råds Litteraturpris, fra Ibsenprisen og Brageprisen til European Prize for Literature. Successen og anerkendelsen er iøjnefaldende. Kontrasten til mange af de lettere havarerede skikkelser i samfundets periferi, som han med så enestående indlevelse og solidaritet skildrer, kan næsten ikke blive større.

Den aktuelle roman, »Det andet navn«, smukt oversat af Arild Batzer og Jannie Jensen, er lige netop så karakteristisk for forfatteren, at selv den mest inkarnerede Fosse-fan kun kan nikke bifaldende:

Asle er en maler, der bor alene efter konen Ales død. Han maler sine billeder i en stadig søgen efter det særlige lys, og bortset fra den afdøde hustru og måske Gud er naboen Åsleik det eneste selskab, der dukker op i huset. En gang imellem kører Asle til Bjørgvin eller Bergen, hvor han køber ind og eventuelt afleverer nogle af sine malerier til galleriejeren Beyer. Det sker også, at Asle, når han er i Bergen, besøger sin gamle ven, en anden maler, der ligeledes hedder Asle, og som er alkoholiker i mere end svær grad.

Handlingen i romanen er nogenlunde så minimalistisk, som de motiver, Asle maler på sine lærreder, men ingen kan folde næsten ingenting ud med en sådan virtuositet og en så intens poesi og indre spænding som Jon Fosse.

Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Batzer & Co..

Til højdepunkterne i »Det andet navn« hører en sekvens, hvor Asle er kørt ind til siden på vejen hjem fra Bjørgvin og fra indkørslen til en legeplads iagttager et ungt par, der gynger og vipper og til sidst søger over mod sandkassen.

»Lyder det ikke umiddelbart af bestseller, så er det måske alligevel lige netop i kraft af sine modbilleder til en tidsånd, hvor både langsomheden og troen er under pres, at Jon Fosses bøger appellerer så stærkt.«


Hele den mere end 20 sider lange sekvens fra legepladsen er et stykke sublim kærlighedspoesi, og samtidig er den et godt eksempel på forfatterens suggestive og rytmiske arbejde med de sproglige gentagelser og variationer, som også gør gyngeturen til en erotisk leg:

»Først ville du ikke gynge, siger han/Jeg turde ikke, siger hun/Og nu vil du ikke holde op, siger han/Nej, nej jeg kan lide det, siger hun/Men nu har du gynget længe nok, siger han/Det er så godt, det er virkelig dejligt, siger hun/og gyngen svinger med stadig mindre udslag frem og/tilbage, op og ned, frem og tilbage.«

Kontrasterne mellem lys og mørke er et af Jon Fosses virkemidler, og modstykket til den lyse scene på legepladsen er et besøg på værtshuset Den sidste båd med de mange enlige mænd. »Hver eneste af dem sidder alene, en ved hver sit bord, med fadøllen foran sig og tobakken ved siden af den sidder de der, en og en, ruller sig en smøg, tænder den, tager et langt godt sug, puster røgen ud, løfter fadøllen og tager sig en slurk øl, alene sidder de der, en og en, mutters alene sidder de der, hver og en ved hvert sit bord ...«. Fosses tekst former sig i sådan en passage og i slående kontrast til legepladsskildringen som en sørgmodig blues for ensomheden.

Foto: Batzer & Co. .

På mange planer får »Det andet navn« karakter af en pilgrimsfærd til et stykke udkanternes Norge, hvor en verden af i går lige netop overlever. Nærmest ude af trit med en moderne storbytilværelse gør Jon Fosse, der er vokset op i et religiøst miljø ved den norske vestkyst, og som er konverteret til katolicismen, sig sine overvejelser i teksten om troen, livet og døden og sammenfaldet mellem kunst og religion.

Lyder det ikke umiddelbart af bestseller, så er det måske alligevel lige netop i kraft af sine modbilleder til en tidsånd, hvor både langsomheden og troen er under pres, at Jon Fosses bøger appellerer så stærkt. Med deres strømmende, suggestive poesi og intense stemninger rammer de måske præcist der, hvor mange har ondt i nutiden.

Det andet navn. Septologien I

Forfatter: Jon Fosse. Oversættelse fra nynorsk: Jannie Jensen og Arild Batzer. Sider: 260. Pris: 300 kr. Forlag: Batzer & Co.