5 stjerner: Fristes gudløs gamling af unge bryster?

Boganmeldelse: Den fortræffelige norske forfatter Dag Solstad har i sin alderdom begået endnu en roman om den egensindige enspænder Bjørn Hansen. Denne gang udfordres han #MeToo-agtigt, lige før det hele måske er forbi.

Det komisk omstændelige er stadig et af Dag Solstads varemærker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Indrelid Trygve/Ritzau Scanpix Norge

Gud fylder meget i den dødsforventende gamling Bjørn Hansens hoved, selv om han, Bjørn Hansen, godt ved, at han ikke findes.

»Der findes ingen frelse,« tænker den 77-årige, der er hoved- og titelperson i den norske forfatter Dag Solstads smukke »Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen«.

Men litteraturen findes, tænker han. Jon Fosse findes. Céline findes. Alle de gode og nødvendige forfattere findes. Det vender vi tilbage til.

Først dette: Engang var Bjørn Hansen en respekteret kommunal embedsmand. I dag er han næsten ingenting. Han er endt, gammel og tunghør, i en ussel etværelses i indvandrerkvarteret Grønland i Oslo, fordi han i sin tid fik den udefra set aldeles tossede idé at fingere, at en alvorlig ulykke havde lammet ham fra livet og ned. Senere kom den kastrofale afsløring, faldet, fornedrelsen, dommen og fattigdommen – alt det, der blev fortalt om i de to første romaner om ham. Var det virkelig det værd? Åbenbart.

Omstændelige digressioner

»... jeg fortryder intet. Min handling var ikke latterlig,« tænker den gamle, der dyrker litteraturen med en lidenskab, som næsten kun den, der intet andet har tilbage, kan mobilisere. Ud over Fosse og Céline er det forfattere som Søren Kierkegaard og Albert Camus og andre store eksistenstænkere, han elsker, det er dem, han taler mest med, og han har har valgt at opstille deres bøger med en nærmest overdreven pertentlighed, som romanen beskriver lige så pertentligt. Sådan er Dag Solstad nemlig. Han elsker omstændelige digressioner. Her handler det om noget af det, Bjørn Hansen holder allermest at foretage sig, når han ikke læser: De daglige ture med pensionistkortet:

»Den desperate vitalitet, der ellers er så typisk for Dag Solstad, er mere afløst af dødsmærket resignation. «


»Hvis han stemplede sin billet i en sporvogn kl. 11.03, kunne han sidde trygt på et hvilket som helst af de offentlige transportmidler i Oslo til kl. 12.03, hvor billetten udløb. Men den gjaldt for turen i den sporvogn/bus/t-bane man sad i, helt til man steg af. Hvis man stiger på en sporvogn på Grønland kl. 11.03 og kører rundt i Oslo centrum på må og få i 40-45 minutter før man skifter til Grefsen-sporvognen, og sørger for at være på endestationen i Grefsen lige før kl. 12.30, stiger af sporvognen og umiddelbart efter sætter sig i en ny, sporvognen til Jar, og kører med den til endestationen, en lang tur gennem Oslo, på 40 minutter, og så stiger af klokken 12.42 ... « Og så videre.

Sådan går tiden, gammelmandsagtigt, læsende og kørende, komisk omstændeligt. Så banker det på døren. Udenfor står Bjørn Hansens søns hustru med Bjørn Hansens voksne barnebarn, Wiggo, som han kun har set en enkelt gang, på afstand, for ni år siden, da han, Wiggo, svævede rædselsslagen i en hangglider i den norske provins. Sikke en overraskelse!

Wiggo skal have et sted at bo. Wiggo skal nemlig studere litteratur i Oslo, og må han bo her? Jo, da. Bjørn Hansen køber en madras, han kan ligge på, på stuegulvet ved siden af sin snorkende farfar. Efter nogen gensidig tøven finder de to litteraturelskere hinanden:

»Bj. Hansen mærkede en dyb tilfredshed, nærmest som en fred i sindet, ikke mindst fordi han var overbevist om, at også Wiggo mærkede en fred i sindet over endelig at have fået sagt fra om hvordan det havde været for ham, et ungt menneske, en viljeløs yngling, at havne sammen med ham, en affældig olding af en farfar, i denne tarvelige lortelejlighed i bydelen Grønland i Oslo. Bj. Hansen havde ikke mere at sige.«

Det har Wiggo til gengæld. Han lader nogle gode og afgørende ord falde fra sin madras, og Bjørn Hansen retter ryggen i nattens mørke. Noget er faldet på plads. Senere fristes den gamle måske en sidste gang af unge bryster. Eller er det bare brysternes indehaverske, der har fået #MeToo på hjernen? Vi får se.

Næsten-ikke-liv

Den tredje og sidste roman om Bjørn Hansen er et intenst indblik i et liv, der i det ydre er et næsten-ikke-liv. Den desperate vitalitet, der ellers er så typisk for fortræffelige Solstad, er afløst af dødsmærket resignation, og de bedste historier om Bjørn Hansen ligger i fortiden, og det gør bogen mindre pirrende, mindre, ja, elementært underholdende, end man er vant til, når det gælder Dag Solstad. Det komisk omstændelige er dog stadig klassisk Solstad, det samme er den forunderlige kringlede lethed – eller lethed i kringletheden, om man vil – og forfatterens forkærlighed for den indirekte tales diskrete intimitet. De ting mestrer Dag Solstad bedre end de fleste andre. Her mærker gudløse Bjørn Hansen en længsel eller måske en fortrydelse:

»Åh, hvis han havde haft en at dele en grav med, et sidste kristent hvilested. Det havde han ikke, men dø det skulle han. Alene.«

Og måske dør han også snart, Bjørn Hansen, hvem ved, og noget godt skete der da til sidst. Takket være Wiggo. Og helt uden hjælp fra ham Gud.

Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen

Forfatter: Dag Solstad. Oversætter: Sara Koch. Sider: 140. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal