Noget af det bemærkelsesværdige ved den norske forfatter Dag Solstad er, at han kan skrive så bemærkelsesværdigt om mennesker og situationer, der ikke er bemærkelsesværdige.
At beskrive den fascination, Dag Solstad øver på den læser, der først er blevet fanget ind, er således ikke nemt. Det fascinerende ligger hverken i et sprog, der tryller spektakulære billeder frem i den indre biograf, eller i en handling, der er proppet med drama og store følelser. Det fascinerende ligger et andet sted. Det ligger i, at Dag Solstad er det almindeliges ualmindeligt begavede skildrer, og det er han i bemærkelsesværdig grad i sin seneste roman, »»17. roman««, hvis nøgterne titel - komplet med anførselstegn - er forfatterens påmindelse til sine læsere om, at hans forfatterskab - efter eget udsagn - sluttede med romanen »T. Singer« fra 1999.
»Alt efter dette er undtagelser, der ikke skal gentage sig,« har Dag Solstad sagt, og den kan man jo så tygge på! Er der vitterlig tale om undtagelser, er der i hvert fald tale om undtagelser, der kan være sig selv bekendt. De efterfølgende romaner, »16/07/41« (2002) og »Armand V.« (2006), brød, på hver deres fængslende måde, med den traditionelle romanform, og at Solstad stadig er usvækket Solstad viser også »»17. roman««: Den er Solstad classic. En roman, nemlig, hvor forfatteren tager udgangspunkt i en hverdagsagtig situation, der til gengæld er mættet med betydning.
Meldte sig ud
Det er den forhenværende bogholder Bjørn Hansen, der er romanens hovedperson. Han står - på første side - på Sentralstasjonen i Oslo. Han er på vej til en stationsby på Sørlandsbanen. Nogle vil huske ham fra »Elvte roman, bog atten«, hvor han meldte sig ud af det hele ved at foregive, at han var blevet lammet ved en ulykke og derfor var bundet til en kørestol, og at han ikke meldte sig ud af økonomiske, men af eksistentielle grunde. Svindelen blev afsløret, og Bjørn Hansen blev dømt for forsikringssvindel, og nu er han en tidligere straffet, forhenværende kæmner fra Kongsberg. Der er ikke meget at prale af. Nu skal han forhåbentlig møde sin sin 40-årige søn, optikeren Peter, som han ikke har set i næsten 20 år.
Hvad der siden sker, fortæller Dag Solstad med sublim sans for den stilfærdige fortvivlelse, underfundigt solidarisk og med en humor, der er så underspillet, at man næsten kan overse den. Her er en smagsprøve: »Eftermiddagssolen var svagere end formiddagssolen, sådan som det ofte forekommer i kuperede landskaber. Men der var stadig mange timer tilbage, hvor tingene skulle indhylles i et efterårsagtigt lys, klart, om end noget uinteressant, set fra en rent æstetisk synsvinkel. Sådan en synsvinkel er imidlertid ikke klædelig for en, der er gæst i Bø i Telemark, og især ikke, hvis det er en, der er far til byens optiker, og som så pludseligt og overraskende er dukket ud af intet for at aflægge sin søn og sønnesøn en visit.«
Dag Solstads virkemidler er - her som altid - enkle. Hans formsans er perfekt. »»17. roman«« er et godt sted at starte. Det ville være synd at lade være.
Dag Solstad læser op på »Louisiana Literature« onsdag aften kl. 20.00 og taler med Klaus Rifbjerg samme sted torsdag kl.19.00 Se hele programmet på www.louisiana.dk
